Nutidens slaver 
250 millioner børn i u-landene knokler for brødet. Red Barnet kæmper for, at de alle kan få en barndom med skolegang og leg. Organisationen advarer dog imod at kriminalisere børnearbejde, da det vil skade børnene mere, end det vil gavne dem.   

Af Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet 

Bag middelklassens døre i Bangladeshs hovedstad Dhaka lever omkring 300.000 tjenestepiger en slidsom og i mange tilfælde farlig tilværelse. Piger helt ned til seks års alderen bliver praktisk talt holdt som husslaver. En tjenestepige arbejder typisk fra klokken seks om morgenen til klokken elleve om aftenen, er ofte udsatte for vold samt seksuelle overgreb og må følge arbejdsgiverens børn i skole, mens hun aldrig selv får lært at skrive sit navn. 14-årige Shanu blev tjenestepige på grund af mangel på mad hos hendes familie ude på landet:

Min far blev syg, og så blev han nødt til at sælge al jorden for at få råd til medicin. Da han døde for tre år siden, blev jeg sendt ind til Dhaka for at arbejde i huset.

Tjenestepiger som Shanu og andre er de usynligste af alle børnearbejdere – de figurerer end ikke i de officielle statistikker. For der findes ingen helt eksakte opgørelser over hvor mange børnearbejdere, der findes i verden. FNs arbejdsorganisation ILO anslår, at 250 millioner børn mellem 5 og 14 år arbejder, men i den statistik er mange job ikke medregnet blandt andet tjenestepigernes. I ansigtet på disse millioner af børnearbejdere står skrevet FATTIGDOM.

For langt de fleste børnearbejdere står valget mellem at arbejde og få noget at spise – eller at lade være og sulte. Er det et reelt valg? Nej, mener vi i Red Barnet. Selvom vi græmmes ved synet af små børn, der slider, viser vores erfaringer, at det ikke gavner børnene, når vi i de rige lande kræver, at børnene skal væk fra arbejdet fra den ene dag til den anden. Hvis børnene ikke får støtte eller har andre måder at tjene penge på, har vi truffet et katastrofalt valg for de mange børn, der er tvunget til at arbejde for at overleve.   

Fattigdommens grimmeste ansigt
Mange u-lande er blevet fattigere og fattigere de seneste 20 år. Ofte lever halvdelen af befolkningen for under en dollar om dagen, og alle familiemedlemmer må tage fat, for at den daglige ris eller majsgrød kan komme på bordet. Undersøgelser har vist, at børn ofte bidrager med 25 procent til husstandsindkomsten, og det betyder tit, at der bliver råd til to måltider mad om dagen i stedet for kun ét. Efter at mange u-lande har indført brugerbetaling i skolerne, kommer flere og flere børn, især piger, aldrig i skole. Ofte er undervisningen også ringe i skolerne, hvor op til 150 elever kan være stuvet sammen i en klasse. Og den hyppige brug af spanskrøret medvirker også til, at flere børn flygter ud af skolerne – ud i arbejde. Gamle traditioner og ringe viden hos forældrene, der heller aldrig selv fik chance for at få en uddannelse, er en anden faktor, som bidrager til, at børn knokler med en hammer i stedet for en blyant. Endelig har aids-epidemien gjort millioner af børn forældreløse, og de har ofte intet andet valg end at trække i arbejdstøjet for at forsørge sig selv og mindre søskende. 

Væk fra det farlige arbejde 
Der er stor forskel på det arbejde, børnene har i u-landene. Noget er direkte farligt, andet arbejde befinder sig i en gråzone. De indlysende farlige job er for eksempel arbejde med kemiske stoffer og uafskærmede maskiner. Mange job er skadelige på grund af alt for lange arbejdsdage, eller fordi børnene bliver slået og misbrugt seksuelt af deres arbejdsgivere eller voksne kolleger.

I gråzonen finder man de mange børn, der arbejder i familiens landbrug eller hjælper til i en håndværksvirksomhed. Arbejdet kan på den ene side være gavnligt, fordi børnene lærer vigtige færdigheder, som de skal bruge, når de bliver voksne. Men det kan også være skadeligt for deres udvikling, hvis børnene aldrig får chancen for at gå i skole.

I FNs Børnekonvention står der, at landene har pligt til at beskytte børn mod arbejde, der truer deres helbred og udvikling. Men der står ingen steder, at alt arbejde børn har skal forbydes. Konventionen har et helhedssyn på børns liv: Den lægger lige stor vægt på, at børn har ret til at overleve, til at udvikle sig og til at blive hørt. Med andre ord skal man i hver enkelt situation se på, hvad der er i barnets tarv. Red Barnet mener, at børn skal fjernes fra de direkte farlige job. Men da der ikke findes socialhjælp i disse lande – og hverken FN eller Red Barnet har mulighed for at udbetale penge direkte til børnearbejdernes familier – er det i mange tilfælde IKKE i barnets tarv at fjerne det fra jobbet fra den ene dag til den anden.  

Mange spillere skal på banen
Børnekonventionens nye syn på børns tarv er endnu ikke kendt af alle. I mange år har debatten om børnearbejde været meget unuanceret. De rige lande har presset på for at få udviklingslandene til at tiltræde FNs Arbejdsorganisation, ILOs konvention nr. 138 om forbud mod alt børnearbejde. Men mange udviklingslande har svaret igen og sagt, at et sådant forbud er en luksus, de endnu ikke har råd til. De skarpe fløje har ført til, at børnearbejderne er blevet ladt i stikken.Det har heller ikke hjulpet børnene, at nogle lande i Vesten har taget sagen i egen hånd og truet med at boykotte varer, der er produceret af børn. Hvis børnene mister deres job på fabrikkerne og ikke får nogen støtte, vil de ofte være tvunget til at finde andre og tit mere skadelige job som for eksempel børneprostitueret eller kriminel. Desuden vil en boykot ikke fjerne en masse børn fra arbejdet, for kun fem procent af børnearbejderne i u-landene er beskæftigede med at producere varer til eksport.

I Red Barnet hilser vi dog de nye etiske strømninger i erhvervslivet velkommen. Flere og flere virksomheder går i dag ind og påtager sig et socialt ansvar. Vi går faktisk gerne i direkte dialog med firmaer, der får produceret varer i den tredje verden, om hvordan de bedst tilgodeser børn og familiers tarv og rettigheder. For de danske og udenlandske virksomheder, som støtter op om en etisk-korrekt produktion, kan på sigt påvirke u-landenes egne virksomhedslederes og politikeres syn på børnearbejde og børns rettigheder. Der er nemlig brug for, at mange spillere går på banen, hvis kampen mod det farlige arbejde (børnearbejdet) skal vindes. Men det er også vigtigt at huske på, at problemet med børnearbejde er for komplekst til, at det alene kan løses ved at fjerne børnene og mærke varen: produceret uden børnearbejde. Hvis man for alvor vil gøre noget ved problemet, skal der gribes fat i hovedårsagen til børnearbejde: Fattigdom. Det kræver penge, tid og vilje fra både de rige og de fattige lande. Massive forbedringer for verdens børnearbejdere vil først komme, når landene i syd og nord i fællesskab tager ansvar for at bekæmpe fattigdommen. Det koster. Men det skylder vi børnene.  

Skolegang - en billet til fremtiden
Men på kort sigt skal der også handles. Red Barnet arbejder i flere u-lande sammen med lokale børnerettighedsorganisationer om at bekæmpe børnearbejde. Red Barnet støtter organisationerne i at oprette skoler for børnearbejdere, lave oplysning om børns rettigheder samt at få børnene væk fra de skadelige job eller at få ændret på arbejdsforholdene på arbejdspladserne, så jobbene ikke længere er direkte skadelige. Endelig lægges der pres på politikere og myndigheder for at få ændre landets love og politikker om børnearbejde og uddannelse. Et af disse samarbejder har blandt andet resulteret i, at Shanu og mange andre tjenestepiger nu kommer i skole to timer om dagen. Nu har Shanu endeligt som 14-årig lært at læse og skrive. Red Barnet vil hjælpe hende og mange andre tjenestepiger med at få en billet til en bedre fremtid: Skolegang og faglig træning ved siden af arbejdet, så de får en chance for at komme væk fra slavearbejdet i huset, få et bedre job og slippe ud af fattigdommen.

Læs mere på www.boernearbejde.dk 

J.A.K. bladet