| J.A.K. bladet
Artiklen er et af de 15 kapitler i Niels I.
Meyers bog”Udviklingens ulidelige skævhed – Manifest for en ny
samfundsorden” (Gyldendal 2001, 128 sider, 98 kr.) Af Niels I. Meyer, professor Det vurderes, at det netop overståede valg af ny præsident og kongres i USA har kostet tre milliarder dollars (omkring 25 milliarder kroner). Heri er ikke medregnet de efterfølgende honorarer til de mange topsagførere, der har deltaget i Florida-farcen. Allerede i kapløbet om at blive opstillet som præsidentkandidat for et af de to store partier blev pengene afgørende. Uden penge kan man ikke svine konkurrenten til i TV-annoncer – og fremhæve egne dyder. Trods enkelte kandidaters forsøg på kritik af hele systemet lykkedes det ikke for dem at få tilstrækkelig opbakning. De havde ikke penge nok. Selvom mange amerikanske politikere er velhavende, kan de fleste ikke klare sig uden sponsorer – som forventer at få noget til gengæld. Når kandidaten har vundet sit embede, sværmer de store bidragsydere omkring ham med forventninger om at blive belønnet, når offentlige projekter, koncessioner og skattefordele skal vedtages. Nettoresultatet ender ofte med at blive positivt for de glade givere. Korruptionen venter lige om hjørnet, og vælgerne demonstrerer deres manglende tillid til politikerne ved at blive hjemme på valgdagen. Stemmetallet ved valg af præsident i USA ligger omkring 50%. Ved amerikanske valg er der ikke sjældent tale om mere eller mindre veldokumenteret valgsvindel. Det seneste præsidentvalg har ikke været nogen undtagelse. Det er forstemmende at observere, hvor galt det kan gå i verdens ældste demokrati, når spillereglerne er forældede, og pengene har for stor indflydelse. Pengesystemet har lukket sig omkring sig selv i den grad, at et stort amerikansk våbenfirma for nogle år siden åbent beskrev, hvordan de køber en senator til at varetage deres interesser. Og afskediger ham igen ved at give penge til en konkurrent ved det næste valg, hvis han ikke opfylder forventningerne.
Hvad korruptionen angår, er Europa allerede godt med, som de mange skandaler i Frankrig, Italien, Spanien, Belgien og Tyskland har demonstreret med al uønskelig tydelighed. Man får nærmest det indtryk, at det hører med til embedet som borgmester i Paris at være gennemkorrupt! Og det store franske olieselskab Elf har excelleret i bestikkelser for at opnå kontrakter i milliardklassen forskellige steder i verden. Nogle af pengene gik til den tidligere franske udenrigsminister Roland Dumas (og hans elskerinde). Også i Tyskland har kansler Kohl i al sin pinlighed demonstreret, hvordan magten korrumperer. I Spanien har den såkaldte Filesa-sag vist, at den socialistiske partikasse er blevet forsynet med millioner af sorte bestikkelseskroner i forbindelse med offentlige anlægsprojekter. I Belgien måtte den socialistiske udenrigsminister Willy Claes gå af på grund af en våbenskandale, ligesom det kristelig demokratiske parti i Belgien har haft sine bestikkelsessager. I Italien blev den tidligere ministerpræsident Bettino Craxi idømt otte års fængsel for bestikkelsessager. For blot at nævne nogle få eksempler.
Det er karakteristisk for den danske debat, at den slags overvejelser straks bliver udlagt som rendyrket nationalisme og selvovervurdering. I stedet for seriøst at erkende, at den omfattende korruption er en alvorlig trussel mod demokratiet. Selvom de nordiske lande naturligvis ikke er helt ”appelsinfrie”, hvad den lille korruption angår, så er vores mere puritanske traditioner på det område vigtige at bevare og værd at kæmpe for. Det er al ære værd, at nogle tilhængere af EU-integrationen hævder, at de nordiske spilleregler vil kunne få væsentlig indflydelse på de store EU-lande, hvis vi ”er med ved bordet” på alle områder. Det bedrøvelige er imidlertid, at man ikke har mærket meget til det i det virkelige liv. Tværtimod er påvirkningen primært gået i den modsatte retning. Pengemagten fortsætter med at udhule demokratiet – også i de nordiske lande. Den nordiske form for folkestyre vil kun blive savnet, så længe nogen kan huske den. Man savner ikke noget, man aldrig har prøvet. Heller ikke velsmagende jordbær og æbler eller sundt drikkevand. Derfor haster det med at skabe et demokratisk oprør. Det er min personlige vurdering, at et aktivt folkestyre i Hal Kochs forstand kun kan eksistere i et land eller en region med fælles sprog, fælles aviser, fælles historie og fælles traditioner. Europa er endnu mere inhomogent end USA, og det er en håbløs ide at ville tvinge en enkelt stat ud af så forskellige nationer. Nogle tilhængere synes endog at mene, at en forbundsstat vil være mere demokratisk end det nuværende EU. Den prøve behøver vi ikke at foranstalte. Det nuværende EU og en kommende forbundsstat vil stort set være lige dårlige for demokratiet, om end på hver sin måde. Pengene vil tage den politiske magt i begge tilfælde.
Det system-dynamiske billede er således, at markante demokratiske ændringer, der vil stække pengemagten, kræver de dominerende mediers medvirken. De dominerende medier ønsker ikke at bringe budskaber, der kan jage deres annoncører væk. Annoncørerne kommer fra pengestærke kredse, som ikke ønsker deres magt stækket. Kredsløbet er således sluttet, og alternative budskaber får ikke plads i de dominerende medier, hvis de truer pengemagten. Dette kredsløb kan kun brydes ved politiske indgreb. Mit forslag er, at det lovfæstes, at alle TV- og radiokanaler skal stille lige meget tid til rådighed for begge sider ved en folkeafstemning. Udsendelser med såkaldte ”objektive eksperter” skal helt undgås. Ingen ekspert er objektiv i disse politiske sammenhænge. Erfaringen viser, at mediernes journalister af bekvemmelighed holder sig til de samme velkendte folk, som i EU-sammenhænge er en del af systemet – fx Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), som hævdes at være befolket med uafhængige forskere. Et hurtigt blik på bestyrelsens og stabens sammensætning ville ellers nemt kunne overbevise enhver om, at begge organer er helt domineret af unionsbegejstrede folk. Det indebærer naturligvis ikke, at
”eksperter” skal udelukkes fra politiske debatter i TV og radio.
Eksperterne kan udbygge grundlaget for debatten fx om EU,
men deres roller som tilhængere eller modstandere af unionen skal
komme klart frem, og begge sider skal være repræsenteret. Ellers er det
alt for let for medierne at manipulere med komplicerede spørgsmål som EU. Pengenes magt bør forhindres En logisk konsekvens af denne tankegang vil være som det næste skridt at forbyde alle pengebidrag fra organisationer og privatpersoner. Den eneste undtagelse kunne være, at medlemmer af et politisk parti har lov at betale et beskedent medlemskontingent. Der synes at have indsneget sig den misforståelse, at det er en menneskeret for private borgere og organisationer at blande deres penge ind i den demokratiske proces. Det er på tide, at denne form for demokratisk forurening bliver lagt frem til kritisk behandling.
Alt håb er dog ikke ude for udnyttelsen af Internettet til bred politisk oplysning. Mange mennesker finder sammen i fælles ”konferencer” på nettet, hvor informationer kan udveksles på en hurtig og effektiv måde. I princippet kunne man på den måde etablere millioner af ”forsamlingshuse” på en ny måde. Spørgsmålet er, om disse nye ”forsamlingshuse” kan hamle op med TV-mediets uhyggeligt store gennemslagskraft. Det har jeg min store tvivl om, men mulighederne bør bestemt afprøves. Der kommer ingen markant kursændring uden et bredt pres på den politiske elite. |