Hvordan “sælger” vi J.A.K. 

Af Henry Nielsen, Kystvejen 153, 8400  Ebeltoft 

Efter mange års stadig tilbagegang af medlemstallet i Landsforeningen J.A.K. er der vel grund til at spørge, om den over 70 år gamle udformning af J.A.K.s ideologi er den rigtige udformning til, at den kan forstås af nutidens mennesker. Det skulle jo nødigt være sådan, at vi gamle J.A.K. folk holder så fast i vores barnetro med hensyn til udformningen, at det medvirker til, at J.A.K. bevægelsen uddør.  

Jeg mener, at der er flere ting, der bør drøftes med henblik på en anden udformning – som gør det mere logisk og letforståeligt. Som eksempel:

Nationalbanken kontra Samfundsbank – herunder hvordan man værdisikrer samfundsbankens penge, når man samtidig siger, at penge skal være et neutralt omsætningsmiddel uden egen værdi.

Hvor går hovedparten af renten hen? Nationalbanken får jo kun en mindre del, som går i statskassen, så den skulle jo ikke være gældskabende. 

Vores økonomiske system – almindelige pengeinstitutter kontra vore andelskasser.

Andelskassernes påståede rente- og inflationsfrie penge og almindelige pengeinstitutters gældskabende virkning. Forskellen er jo kun, at almindelige pengeinstitutter betaler en mindre del af overskuddet til aktionærerne. Enten det er sparekasser, andelskasser eller banker, så går størstedelen af indtægterne til lønninger, bygninger, kontorudstyr og skatter, som jo ikke skulle være gældskabende. Når det nu er statistisk bevist, at gælden årligt stiger med det, der betales i rente, hvor er hunden så begravet? 

En drøftelse af, om der er fordele ved at indføre en ejendomsværdiafgift frem for at forenkle vores nuværende skatte- og afgiftssystem, er måske noget, der bør tages op til overvejelse. Hvis det ikke er for politisk præget, så det vil være bedre at henvise til den økonomiske fordel, det vil være, at al pengeudlån kun pålægges den udgift, der er forbundet med administration af lånet og sikring af, at der er penge nok til udlån, hvor der kan stilles sikkerhed for tilbagebetalingen.        

Svar til Henry Nielsen 

Af Uffe Madsen 

I dit indlæg rejser du en række meget forskellige spørgsmål, og jeg er meget enig i, at en diskussion af emnerne er vigtig. Jeg har dog her kun til hensigt at kommentere enkelte af de rejste spørgsmål. 

Du har ret i, at vi kan konstatere et faldende medlemsantal i Landsforeningen J.A.K. Ifølge bestyrelsens oplysninger var der ved udgangen af 2001 ca. 750 registrerede medlemmer og abonnenter af  J.A.K. bladet. Det er ikke meget, set i relation til, at der er omkring 14.500 brugere af J.A.K. pengeinstitutterne. Ud fra disse tal vil det sige, at godt 5% af brugerne har fattet interesse for den ideologiske baggrund for de rentefrie pengeinstitutter. 

Nu er det så alligevel ikke helt korrekt, idet temanumrene af J.A.K. bladet trykkes i ca. 3.000 eksemplarer. Forskellen til dette antal er de blade, der afsættes til J.A.K. pengeinstitutterne, og som udsendes til udvalgte kunder. Med andre ord læses de 4 årlige temanumre af op imod 4.000 personer, hvilket vel ikke er så ringe endda? Men det kan naturligvis blive meget bedre endnu. At det ikke manifesterer sig i medlemstilgang til Landsforeningen J.A.K., er efter min opfattelse ikke manglende interesse for idégrundlaget, men mere et bevis for, at de personer, som vi henvender os til, er aktive mennesker, hvor J.A.K. ikke står alene i deres bevidsthed.   

Jeg er slet ikke i tvivl om, at J.A.K.’s budskab om rente- og spekulationsfri økonomi også er særdeles aktuelt i dag, og at spørgsmålet om udbytning af andre betragtes som lige så stort et problem, som ved J.A.K.’s opstart i 1931. Vi skal dog samtidig erkende, at vi i dag har en helt anden verden end dengang, og at budskabet nu skal præsenteres på en anden måde. Dengang, hvor den økonomiske krise og usikkerhed var mærkbar i de fleste hjem, var det den enkeltes forsøg på at undgå selv at blive udbyttet gennem renten, der skabte interessen for J.A.K. Denne usikkerhed er i dag afløst af velstand, og selv om udbytningen ikke dermed er  blevet mindre, er den ikke årsag til de store bekymringer. Der er derimod opstået en bevidsthed om den udbytning, som de rige lande praktiserer over for fattige lande og som bevirker, at de rige nationer forøger deres rigdomme på de fattige nationers bekostning. 

Der er efter min mening behov for en drøftelse af, hvordan vi i dag vil formulere J.A.K.s budskab på en nutidig måde. I tidens ånd skal budskabet være enkelt og ikke indpakkes i lange teoretiske formuleringer, der for en snæver kreds kan være nok så interessant, men som ikke bidrager til at “sælge varen” udadtil.  

Denne opgave bør være en udfordring for personer i det praktiske arbejde i vores pengeinstitutter – her tænker jeg ikke mindst på bestyrelsesmedlemmer – såvel som Landsforeningens repræsentantskab og alle øvrige interesserede medlemmer.

J.A.K. bladet