| J.A.K. bladet
GRUNDLOVSMØDE I SILKEBORG Landsforeningen J.A.K. Region Østjylland
havde inviteret til grundlovsmøde på plænen ved Folkesparekassen i
Silkeborg. FRIHED er den overskrift, jeg har valgt til mit indlæg. For os danskere, der har frihed til mange ting, har ordet ganske givet en hel anden betydning, end det har for mennesker, der lever under andre samfundsforhold. Jeg tænker her på mennesker i krig. Jeg er overbevist om, at befolkningen fra det tidligere Jugoslavien har en hel anden mening med ordet FRIHED, end de fleste af os har. Derfor synes jeg også, at vi på denne grundlovsdag skal sende en venlig tanke og stor tak til vore forfædre, som har skabt et samfund, som har gjort det muligt, at vi har FRIHED Vi har retten til at vælge frit. Det skal vi benytte os af. Vi lever i et demokrati, som giver mulighed for, at den enkelte borger kan gøre sin indflydelse gældende ved at vælge politikere, som står for synspunkter, som er i harmoni med ens egne. Når vi ser os om i den store verden, kan det på den ene side måske godt undre lidt, at mange lande – ikke mindst mod øst – har stor interesse i den danske samfundsmodel med den opdeling og fordeling af opgaverne mellem staten, amterne og kommunerne. På den anden side har vi jo snart i mange år herhjemme hørt røster om, at amterne skal nedlægges og kommunerne skal sammenlægges, ligesom der skal flyttes opgaver fra staten til det kommunale niveau. Os konservative plejer at sige på denne måde: Vi skal have fjernet et af de 3 skatteudskrivende led. Det vil lette den offentlige administration og det vil give en bedre forståelse af det offentlige pengeforbrug. Efter at jeg nu både er valgt til byrådet og amtsrådet, er jeg blot blevet kraftigt styrket i, at denne opfattelse er rigtig. Jo før – vi tager denne debat – jo bedre. Jeg vil opfordre alle til at blande sig i den
offentlige debat. Det giver indflydelse og det skaber udvikling i vort
samfund. Og det er med til at bevare FRIHEDEN. Erhvervsvirksomheder Når erhvervslivet har det godt, har det danske velfærd det også godt. Det er der for mange, der ikke er opmærksomme på. Danmark har mange gode virksomheder med store eksportindtægter og høj beskæftigelse, men siden 1993 har danske virksomheder på grund af en forringet konkurrenceevne mistet knap 10 procent af markedsandelene på eksportmarkederne. Jeg håber, at den nye borgerlige regering kan være med til at vende denne udvikling, før danske virksomheder taber slaget om produktionen og dermed arbejdspladserne. Det rekordhøje danske skatteniveau medfører alt for høje lønstigninger. Når vi sammenholder dette med de hidtil stadig stigende politiske bestemte omkostninger, kan vi konstatere en forringet dansk konkurrenceevne. Det betyder mistede danske arbejdspladser til skade for vore lønmodtagere. Jeg hilser regeringens skattestop velkommen og ser frem til, at erhvervslivets omkostninger begrænses blandt andet gennem færre konkurrenceforvridende afgifter og færre administrative byrder. Vi skal sikre, at det danske erhvervsliv i de kommende år får de bedste forudsætninger for en konkurrencedygtig udvikling baseret på frie markedsvilkår. Når nogle mennesker i dag føler sig tvungent til at forsikre sig til en behandling på privathospital, skyldes det jo udelukkende, at ventelisterne i det offentlige er alt for lange. Hvis sundhedssystemet fungerede, ville der overhovedet ikke være et marked for den slags forsikringer. Ventelister skal afskaffes. Men det kræver positiv medvirken og samarbejde fra de ansattes side også! De lønkrav, som sygehusene for nyligt har oplevet fra læger og sygeplejersker, gør det økonomisk umuligt at nedbringe ventelisterne – i hvert fald på danske sygehuse! Resultatet af disse lønkrav kan let blive anledning til, at de danske offentlige sygehuse ikke er konkurrencedygtige. Det vil fremme det private sygehusvæsen såvel i Danmark som i udlandet. Det hilser jeg velkommen, hvis det er det, de ansatte ønsker! Det er vigtigt at erkende, at snuptagsløsninger på sundhedsvæsenets problemer ikke findes. Det er problemerne for store og for fundamentale til. Der skal ske store og omfattende reformer, hvis vi igen skal nå det mål, som danskerne har fortjent, nemlig verdens bedste sundhedssystem.
Jeg ser frem til, at det af de konservative tidligere offentliggjorte udkast til en forvaltningsreform, hvor fornuften har dikteret indholdet, vil nyde fremme i den borgerlige regering. Målet er, at vi skal have et bedre sundhedsvæsen, hvor der er lige adgang for alle til en hurtig og god behandling. Med andre ord FRIHED – også i sundhedsområdet. Der må ikke findes hellige køer, som er fredet i den diskussion. Hvis amterne skal nedlægges, så bliver de det. Hvis overenskomsterne skal kølhales, så bliver de det. Hvis lægeuddannelsen skal laves om, så bliver den det. Hvis finansieringen skal lægges om, så bliver den det. I hvert fald, hvis det står til mig. Det er det fælles mål, der tæller: Danskerne fortjener igen at få verdens bedste sundhedssystem.
Som medlem af by- og amtsråd ville det naturligvis være behageligt at kunne fortsætte den stigende skatteopkrævning for at dække de automatisk stigende udgifter. Det skaber ofte populære politikere. I pressen bliver det jævnligt fremført, at
nu skal der igen spares og nedskæres. Sandheden er ofte en anden. Det
offentlige system forudsætter, at der automatisk skal ske en stigning i
omkostningerne. Dette uanset om der sker en tilsvarende stigning i den
ydelse, det offentlige system leverer til skatteborgerne. Ofte er det tale
om mindre stigning i udgifterne frem for direkte nedskæringer. Afslutning |