Erfaringer og indtryk fra et arbejde i Nepal 
– et u-land, som Danmark støtter 

Af Palle Westh 

Fredag den 26. april 2002 klokken 7 om morgenen sad vi i den opsamlingsbus, der skulle køre turister til lufthavnen i Kathmandu. Det var den eneste måde at komme til lufthavnen på, da der var generalstrejke over hele landet som følge at de politiske uroligheder, og det betyder bl.a., at der ikke må køres med andet end cykle-rishaws. Kører man med andet, risikerer man, at der bliver smidt sten efter bilen – det gælder al kørende trafik, ikke kun personbiler. Ordningen med opsamlingsbussen var kommet i stand for ikke at skade den vigtige turisme mere end højst nødvendigt. 

Vi kom til lufthavnen, og alt gik planmæssigt. Så sad vi der og havde to timer, hvor vi kunne lade indtrykkene fra en begivenhedsrig tur strømme ind over os. Det var med vemod og bekymring, vi forlod Nepal. Vi havde været på en 6 ugers rejse i landet – dels for at evaluere på det arbejde, vi havde forladt i år 2000 efter fire år i Nepal, og desuden for at lave en trekking-tur i Everest området. 

Et Danida-program
I 1996 rejste min kone Jytte og jeg til Nepal ansat som specialundervisningskonsulenter gennem Mellemfolkeligt Samvirke. Vi havde en to-årig kontrakt og skulle virke i et Danidaprogram. Et specialundervisningsprogram vedtaget af Danida og den nepalesiske regering.

Vores opgave var at hjælpe med gennemførelsen af programmet i to store østlige distrikter i Nepal: Dhankuta, hvor vi boede, og som ligger i "Middel Hils" – og Jhapa, som er det sydøstligste hjørne af Nepal.

At lave specialundervisning i Nepal er en vanskelig opgave. Der er mange forhindringer, der skal overvindes. For det første er der spørgsmålet om, hvorfor der skal gives undervisning til de handicappede, når ca. halvdelen af befolkningen er analfabeter. Skulle man så ikke hellere samle sig om at undervise de såkaldte normale? 

Dertil kan svares, at der faktisk er etableret et "Basic and Primary Education Programme", som skal tilbydes alle børn i landet. Man har forsøgt med skolepligt i visse distrikter, men foreløbig er der tale om et tilbud. 

Mange forhindringer at overvinde 
Eet er at tilbyde et undervisningsprogram i et land som Nepal, et andet er at få det til at fungere. Befolkningen lever under så vidt forskellige forhold, at det er vanskeligt at lave en fælles lovgivning. Der er befolkningen i bjergene, hvor børnene kan have op til to timers vandring til skole. Der er befolkningen i det flade lavland, og der er bybefolkningerne, som nemt kan nå en skole.

Bortset fra de geografiske vanskeligheder er der også store vanskeligheder med lærere. Læreruddannelsen er meget mangelfuld. Mange steder har læreren kun 10. klasse afgangsbevis. Lærerlønningerne er meget lave, så lave, at de fleste lærere er nødt til at have en indtægt ved siden af lærerjobbet. Det kan betyde, at læreren ikke kommer i skole, hvis der er noget, han skal have ordnet hjemme på marken eller i sin butik. Det vil sige, at eleverne kan opleve at komme i skole efter to timers vandring, og så er der ingen lærer!

Når det så sammenholdes med, at der er brug for børnenes arbejdskraft derhjemme, dels i marken, dels som børnepassere af de mindre søskende og medhjælpere ved vandhentning og madlavning, så kan det være forståeligt, at forældre beholder børnene hjemme. Det giver et af de alvorlige problemer i det nepalesiske skolesystem, begrebet "drop out". Det drejer sig om alle de børn, der får begyndt en skolegang, men aldrig gennemfører den. De fleste "drop outs" er piger, som må arbejde hjemme og derfor "dropper ud" af skolen.

Specialundervisningen blev arrangeret for blinde, døve og mentalt retarderede børn – på den måde, at der på en lokal skole blev etableret en gruppe med 10 børn med samme handicap.

De fik en speciallærer, som blev udpeget blandt de lærere, der var på skolen. Det var ikke altid tilfældet, at denne lærer var interesseret i opgaven, men måske mere i de 100 rupies (10 kroner), det gav mere om måneden. Denne lærer blev så sendt på en måneds speciallæreruddannelse i Kathmandu.

Det betød, at en nyudpeget lærer bl.a. skulle lære sig tegnsprog for døve i denne måned, så han kunne tage hjem og undervise de døve børn. Blindelæreren skulle lære Braille skrift, så han kunne undervise i det, og læreren for de mentalt retarderede skulle lære det mest basale om forskellige handicaps for at kunne undervise disse elever. 

En vigtig opgave
For os stod det hurtigt klart, at een af vore vigtigste opgaver i forbindelse med specialundervisningen var at synliggøre de handicappede børn i lokalsamfundene, hvor de tidligere til dels var blevet gemt lidt af vejen. Resultatet af den mangelfulde uddannelse af lærere var naturligvis, at vi kom rundt til klasser, hvor undervisningen var for dårlig. Børnene var i mange tilfælde blot opbevaret.

Da vi ankom til vore distrikter, lå de forskellige specialklasser spredt ud i distrikterne.

De 10 handicappede børn gik i deres klasse med deres lærer, og efter skoletid havde de en "Care-taker", der fungerede som forældre for dem. Oftest var care-takeren en kvinde, der stod for alt det praktiske omkring børnene. Børnene boede på skolen i et lille "hostel". Det kunne være et klasserum, hvor der var sat senge ind, og hvor care-takeren lavede mad på et lille ildsted i et hjørne. Det fungerede som elevernes hjem, og de var som en søskendeflok. De kom måske hjem til deres forældre to gange om året, nogle endda sjældnere. 

Læreren havde det overordnede ansvar for gruppen, og han skulle administrere de penge, som blev udbetalt hver måned. Mange gange oplevede vi, at livet i sådan en klasse var gået i stå. 

Læreren havde ikke noget engagement. Han vidste for lidt om det, han arbejdede med, og der manglede inspiration og opfølgning. Der skete for lidt. Vi oplevede også, at læreren tog af de sparsomme midler, der var tiltænkt eleverne, til sig selv og sin egen familie, hvilket betød, at de handicappede elever fik endnu ringere mad og dårligere tøj. Vi så elever med bare tæer og alt for lidt tøj i de kolde måneder, hvor temperaturen var nede omkring +5 , og hvor der ingen opvarmning var. 

En ændret organisationsform
Vi fandt det nødvendigt at flytte og samle nogle af disse klasser og foreslog, at der blev lavet små centre, hvor f.eks. 3 blindeklasser kunne samles på en større skole centralt beliggende i distriktet, tæt ved hovedvejen. Det betød, at der på samme sted blev 3 blindelærere, som kunne få et kollegialt samarbejde. Der blev tre care-takere, som kunne arbejde sammen, og sommetider kunne een af dem få fri til at tage hjem til sin egen familie, hvilket ellers var umuligt. Det betød også, at det var nemmere for vejledere, forældre og andre at komme frem til skolen, så lærerne kunne opleve opbakning og interesse udefra – og også kontrol – hvilket er meget nødvendigt!

Samtidig blev disse grupper på ca. 30 elever placeret på større skoler, hvor der var mellem 500 og 1.000 elever. Det betød, at begge grupper blev vant til at se og omgås hinanden. De handicappede blev synliggjorte! Efterhånden som især de blinde fik lært nogle basisfærdigheder, blev de integreret i normalklasserne på niveauer, der passede til dem. Denne integration var mulig med blinde elever, og til dels også med nogle af "MR"-børnene, men aldrig med døve. Den nepalesiske skole er udelukkende baseret på lærerens mundtlige formidling af fagene. Der er ikke visuelle hjælpemidler, så de døve kunne ikke være med, hvorimod de blinde til en vis grad var i stand til at følge undervisningen.

Det var helt klart et fremskridt, da vi fik de yderst beliggende og dårligst fungerende klasser lagt sammen med andre. Samtidig gennemførte vi månedlige speciallærermøder, og vi arrangerede kurser og studiebesøg. Noget helt revolutionerende var, at vi lavede kursus for care-takere, hvor der blev undervist i ernæring, hygiejne og lidt om årsager til handicaps.

Een af vore opgaver var også at fungere som bindeled mellem distrikterne og undervisningsministeriet. Vi havde en meget nemmere tilgang til de ledende personer end nepaleserne, da vi kunne sætte os ud over deres hierarkiske systemer og tale direkte om de vanskeligheder, der var i distrikterne. Vi kunne også påtale vanskelighederne med at få frigjort de vedtagne midler til driften af klasserne, og vi fremlagde budgetterne efter nogle vanskeligheder med selv at få dem. 

Det blev til fire år…
Vi forlængede vores kontrakter til fire år, da opgaverne var så spændende og så vanskelige, at det føltes helt umuligt at rejse hjem efter bare to år. I den tid, vi var der, fik vi lavet mange forbedringer for eleverne og lærerne, og vi tror også på, at vi fik flyttet nogle grænser for folks opfattelse af de handicappede børn.

Vi fik bl.a. arrangeret kurser i vævning og bambusarbejde for døve børn. For blinde blev der f.eks. arrangeret kursus i fremstilling af tavlekridt for at give dem og deres omgivelser en oplevelse af, at de faktisk godt kunne fylde en plads ud i det almindelige samfund. I det nepalesiske skolesystem eksisterer praktiske fag ikke.

Det meget vanskelige arbejde med at skaffe bedre livsbetingelser for nogle af de allerlavest rangerende medmennesker i et på mange måder middelalderligt, feudalt samfund midt i en voldsom identitetskrise – med de skuffelser og sorger, det må give – var en stor udfordring for os og en berigelse af vores og vores families liv. Vi kom til at føle os hjemme i den fremmede kultur. Landet rummer så mange forskellige kulturer og sprog, så forskellige landskaber og så spændende steder, at man aldrig vil blive færdig med det. Befolkningen er endnu spontant hjertelig, imødekommende og gæstfri over for fremmede som os, og vi har aldrig følt os utrygge ved at færdes, hverken i de store byer eller på landet.

Vi rejste hjem i juli 2000, opfyldt af vores engagement i Nepal, sikre på, at vi ville komme igen, ikke mindst for at se, hvordan arbejdet ville fortsætte uden vores supervision. Det var lidt svært at falde til i det danske samfund igen. Folk virkede stressede og utilfredse, tempoet var hektisk, alle var lukket inde i deres huse, intet liv i gaderne, ingen løsgående køer, hunde, sorte grise eller høns, ingen strålende farver. Hvor var livsglæden over at leve i et så privilegeret samfund som det danske? Heldigvis fandt vi et dejligt hus ved skov og strand og et godt humanitært arbejde ved Røde Kors. Dette sammen med familiens og venners nærhed har gjort, at vi er veltilpasset igen. 

Et gensyn med Nepal
I marts 2002 arrangerede vi en gensynstur, hvor vi ville lave evaluering på vores arbejde og desuden foretage en trekking-tur i Everest-området. Med hensyn til evalueringen af vores program, der sluttede i Øst-nepal med os, må vi sige, at der var skuffelser. Skuffelser, som vi var forberedt på, for i et centralt ledet samfund som det nepalesiske er det en lang proces at opbygge lokal ansvarlighed. Der er decentraliceringsbestræbelser i gang, men det tager lang tid at få det indarbejdet.

Skuffelserne bestod i, at de aftaler, vi havde lavet og skrevet ned lige inden vi rejste i 2000, ikke var blevet gennemført. Der var stadig klasser, der ikke var blevet lagt sammen, selvom vi faktisk havde fået opført bygninger til det med ekstra penge fra Danida. Vi fik ikke nogen forklaring på, at planerne ikke var blevet fulgt, men det skinnede igennem, at enten lærerne eller skolelederen ikke ville være med til det, måske fordi de så går glip af nogle penge, måske fordi læreren så må flytte eller vende tilbage til en normalklasse, hvor der kan sidde mellem 50 og 100 elever.

Et sted havde de ikke tilsluttet en vandtank til de toiletter, som vi havde fået bygget til nogle blinde elever. Toiletterne var yderst tiltrængt, men de kan ikke fungere uden vand. Vi fik en begrundet mistanke om, at skolelederen måske selv vil bruge tanken, eller at han måske vil sælge den. 

En græsrodsbevægelse
I 1996 begyndte den græsrodsbevægelse, der hedder "Maoisterne", at dukke op. De begyndte i Vest-nepal, og vi læste i aviserne om forskellige sammenstød mellem politiet og maoisterne.

Det tog langsomt til, og på et tidspunkt blev regeringen nødt til at tage bevægelsen alvorlig, og den indbød til forhandlinger. Forinden havde maoisterne fremsat en 40 punkts erklæring om, hvad de ville have ændret og forbedret ved samfundet. 

For de fleste europæere er det yderst rimelige krav og forslag. Maoisterne vil bl.a. korruptionen til livs. Det er et meget ømtåleligt punkt, da hele landet er gennemsyret af korruption. Her kommer også vores donor-penge ind. For det første forsvinder for stor en del af pengene, inden de når ud til dem, de er tiltænkt – og for det andet kan det opfattes, som om vi støtter korruptionen, hvis vores kontrol med pengene ikke er god nok.

Der blev formuleret de omtalte 40 punkter, men da maoisterne kom til møde med regeringen, blev deres repræsentanter arresteret. Flere gange har man forsøgt at etablere fredsforhandlinger, men situationen i dag er, at maoist-bevægelsen er bredt ud over hele landet, politi og militær er i alarmberedskab, og der dræbes mennesker på begge fronter næsten hver dag. Militæret og politiet støttes af regeringen og kongen, og der skal ingen dommerkendelse eller anden form for rettergang til, for at en person kan skydes, blot han bliver beskyldt for at være maoist. 

Det har ikke været muligt at etablere en dialog, og for os ser det ud, som om en borgerkrig nærmer sig. Den sidste uge, vi var i Nepal denne gang, var der som sagt generalstrejke. Alle butikker var lukkede. Der var ingen trafik bortset fra enkelte taxaer, der så havde dækket deres nummerplader til, for at undgå repressalier. Angsten ligger på lur alle vegne. På ethvert gadehjørne står der militær med skarpladte maskingeværer. Der skal ikke meget til, før en person fyrer geværet af, enten af frygt, på grund af mistanke eller noget andet. 

Derfor var det lettelse over at være kommet af sted i tide og en bekymring over, hvad der sker i Nepal i fremtiden, der fyldte os den fredag morgen den 26. april 2002.  

 

Facts om Nepal  Nepal er et af verdens fattigste lande. Danmark yder en stor u-landshjælp. Der er bl.a. skovprojekter, hjælp til udvikling af lokalområder, energi-projekter og undervisningsprojekter. Nepal er fem gange så stort som Danmark, og der er ca. 25 mio. indbyggere. Befolkningen bor fortrinsvis i lavlandet mod syd og i byerne. Store dele af landet er ikke beboeligt på grund af ufremkommelighed og manglende livsbetingelser i de høje bjerge. I Nepal ligger flere af verdens højeste bjerge, bl.a. Mt.Everest.  I luftlinie er Nepal kun 200 km fra nord til syd. På disse 200 km er der tre klare opdelinger af terrænet: Nordligst Himalaya-bjergene med højder fra mere end 8.000 m til 3.000 m over havet. Derefter kommer et bælte, der kaldes "Middle Hills", fra 3.000 m til lavlandet, som kommer helt ned på nogle få meter over havets overflade. På grund af det vanskelige terræn er landet først relativt sent blevet samlet til eet land, og der har udviklet sig mange (omkring 25) forskellige sprog. Nepali er udpeget til at være nationalsproget, men flere steder bor der nepalesere, der ikke taler nationalsproget. Hvilket naturligvis giver store problemer i skolerne. Nepal er et kongedømme, og kongeværdigheden går i arv til kongens ældste søn. Den nuværende situation er yderst vanskelig, da den siddende kongefamilie 1. juni 2001 blev udryddet ved et attentat på kongeslottet. De officielle redegørelser siger, at det var kronprinsen, der i en nakotika-rus dræbte hele familien (9 personer) i vrede over, at hans forældre modsatte sig, at han giftede sig med en pige, han selv havde valgt. I befolkningen hersker der stor mistillid til denne forklaring. Den nuværende konge er den afdøde konges lillebror, og den nuværende dronning er den afdøde dronnings søster. Situationen omkring kongefamilien skaber en utryghed og tvivl i landet, som er med til at forstærke følelsen af, at der er voldsomme ting i vente. Nepal blev erklæret som demokrati i 1990, men vejen er lang, før man kan tale om, at der hersker demokratiske tilstande. Det er en lang proces i et land, hvor kastesystemet stadig fungerer, hvor den herskende klasse ikke ønsker at dele deres privilegier med bredere dele af befolkningen, og hvor korruptionen er åbenlys. For at begrænse mulighederne for korruption er det vigtigt, at donorerne erkender nødvendigheden af at føre et nøje tilsyn med, at midlerne kommer derhen, hvor de er tiltænkt, at overvåge og kontrollere og kræve åbne budgetter. I det hele taget hjælpe med at skabe gennemskuelighed i administrationen. Landets ledere har brug for vejledning, og donorlandene skal stille krav og betingelser – og iøvrigt følge op på de aftaler, der indgåes. Hvis vi ikke kan kanalisere pengene bedre, er vi med til at skabe kløften mellem rige og  fattige større, og en opstand bliver eneste udvej for de klemte befolkningsgrupper.

J.A.K. bladet