Behov for vidsyn i bistandspolitikken 

Danmark bør snarest vende tilbage som foregangsland, når det gælder hjælpen til de fattigste i verden   

Af MF Jan Sjursen, KrF, formand for Folketingets Udenrigsudvalg 

Det er udtryk for en navlebeskuende udenrigspolitik, når regeringen skærer ned på ulandshjælpen og fifler med Øststøtten. Det forekommer derfor ejendommeligt, at netop de to regeringspartier normalt bryster sig af at være globale og internationale. Den markedsføringsstrategi kan V og K godt pakke sammen nu. 

Al snak om globalisering og vort ansvar for de svage mister sin mening, når vi, som lever i et af verdens rigeste lande, tyr til at droppe bistand til de fattigste, fordi vi har brug for flere penge til det danske sygehusvæsen. Vores støtte til den tredje verden står ikke i vejen for et godt dansk velfærdssystem. Derfor er det både urimeligt og snæversynet at knytte de to ting sammen. Det er ren stenalder-logik, når regeringen argumenterer på den måde. Så er vi tilbage i landsbyen. Ikke den globale, men stenalderlandsbyen hvor ingen havde grund til at bekymre sig om, hvordan det gik artsfællerne i en anden verdensdel eller et andet land for den sags skyld. 

Det er en skam, for vi har i Danmark ellers oparbejdet en god tradition for at interessere os for verden uden for vores eget lille reservat. Vi er med god grund stolte af at sende fredsbevarende styrker til Bosnien og Afghanistan. Vi føler, vi kan bidrage med noget, og ikke mindst at det er vigtigt at bidrage til at skabe en bedre tilværelse i de egne af verden, hvor befolkningen ikke er lige så privilegeret som i Danmark. Vi påtager os et internationalt ansvar. 

I lyset af det frygtelige terrorangreb mod USA 11. september 2001 er det blevet klart, at kampen mod den internationale terror også handler om ulandsbistand. Spørg bare Verdensbankens præsident James Wolfensohn. Han har sagt, at et nederlag for fattigdommen vil være en sejr for verdensfreden. Og selv den amerikanske efterretningstjeneste CIA ser kløften mellem rige og fattige lande som en voksende trussel mod den globale sikkerhed. 

Nu øger både Sverige og Norge deres ulandsbistand, så de giver mere end Danmark. Godt nok er det ikke et argument i sig selv at være nummer et, men det viser immervæk hulheden i regeringens ønske om både at skære i hjælpen til verdens fattigste og være et foregangsland. Hvordan kan vi gøre os noget håb om at overtale andre nationer til at bidrage med mere, hvis vi selv vælger at skære i støtten? Der er intet perspektiv i at gå foran med et dårligt eksempel. 

Jeg ønsker mig, at Danmark snarest vender tilbage som foregangsland, når det gælder hjælpen til de fattigste i verden. Jeg ønsker mig en bistandspolitik med vidsyn, som indeholder følgende elementer: 

1% af BNI i ulandsbistand
Danmark skal fortsat give 1% af Bruttonationalindkomsten (BNI) i ulandsbistand efter den hidtil benyttede opgørelsesmetode, som Folketinget har vedtaget. Vi har en forpligtelse som et af de rigeste lande i verden til at bidrage med at forbedre vilkårene for de fattigste mennesker i ulandene. Ved at give bistand kan man forebygge fremtidige konflikter foranlediget af økonomiske uligheder. 

Fattigdomsorientering
Fattigdomsorientering bør fortsat være det overordnede mål i bistanden. Det er vigtigt, at bistanden går til de fattigste mennesker i de fattigste ulande. Fattigdomsorientering bør indgå med betydelig vægt ved valg af programsamarbejdslande. 

Kvalitet i bistanden
Med jævne mellemrum kommer der sager frem om fejlslagne ulandsprojekter, hvilket rejser spørgsmålet, om ulandsbistanden kommer de fattige i ulandene til gode. Disse eksempler skal ikke skjules, men det er vigtigt, at befolkningen oplyses bredt om ulandsbistanden, herunder kvaliteten i bistand. Det er samtidig vigtigt, at Danida og andre bistandsorganisationer foretager systematisk evaluering af bistanden og lærer af deres fejl, så bistandens kvalitet løbende kan forbedres. 

På foranledning af Kristeligt Folkeparti har Folketinget bl.a. vedtaget, at regeringen skal øge evalueringsindsatsen og årligt fremlægge et samlet evalueringsprogram, ligesom regeringen i tæt samarbejde med NGO’erne og andre bistandsaktører skal styrke koordineringen af bistandsindsatsen. 

I øvrigt borger det langt fra for kvalitet, når regeringen rent budgetmæssigt og med stort hastværk beslutter sig for at spare 1,5 mia. kroner på ulandsbistanden. 

Gældseftergivelse
Den enorme gældsbyrde er en væsentlig hæmsko for udviklingen i de fattigste lande. Mange ulande bruger en stor del af deres eksportindtægter til at finansiere deres gæld, i stedet for at forbedre vilkårene for de fattigste indbyggere. 

Danmark skal udarbejde en national plan for gældslettelse, som f.eks. Norge har gjort. Vi bør eftergive den bilaterale gæld og eksportkreditter, som alle de fattige ulande har til os – ikke kun HIPC landene – under forudsætning af, at ulandene selv viser vilje til at komme af med gældsbyrden. Det er vigtigt, at pengene til gældslettelsen findes uden for den nuværende ulandsramme. 

Fokus på menneskerettigheder
Danidas arbejde med menneskerettighederne i forhold til modtagerlandene kan med fordel forbedres. Mange af de grundlæggende menneskerettigheder tilgodeses ikke i tilstrækkeligt omfang, når Danmark fører årsforhandlinger med de enkelte programsamarbejdslande. Danmark bør ved gentagen politisk pres vise, at der er alvor bag kravet om overholdelse af menneskerettighederne. Det er på den baggrund meget tilfredsstillende, at den nye regering har oprettet en selvstændig enhed i Udenrigsministeriet med menneskerettigheder som eneste speciale. 

Hvis der i et land f.eks. sker overtrædelser af menneskerettighederne, er det vigtigt, at Danmark konsekvent tager skridt, der kan forbedre vilkårene i landet. Danmark kan anvende forskellige midler, f.eks. diplomatisk pres – omlægning af bistand, så den i højere grad fremmer menneskerettigheder – kanalisering af bistanden uden om magthaverne – fastfrysning eller indefrysning af bistanden. Kun hvis det er umuligt at arbejde i landet, skal bistanden udfases.

J.A.K. bladet