INTERNATIONAL ADOPTION ER OGSÅ ET KULTURSAMMENSTØD 

Af Jørgen-Ulrich Raunskov, direktør i AC International Børnehjælp (før 1.4.2002 kaldet Adoption Center) 

Haves:  GODKENDTE ADOPTIVFORÆLDRE 

Ønskes: (små) ADOPTIVBØRN (hurtigt og billigt) 

Så simpelt kan problematikken stilles op set fra et snævert dansk synspunkt, når det drejer sig om adoption af børn fra andre lande til danske adoptivforældre.   

Umiddelbart ser problemstillingen nem og logisk ud. Der er mange millioner forældreløse børn i verden. I henhold til diverse internationale konventioner og nationale love har disse børn ret til en familie – først og fremmest i deres eget land, men hvis dette ikke er muligt, kan man forsøge at finde en familie i udlandet. I alle lande er der også en del voksne, som ikke kan få børn, og især i den rige del af verden er det almindeligt at adoptere et barn fra et andet land. I alt 35 – 45.000 børn på verdensplan finder hvert år et nyt hjem i udlandet på denne måde, hvilket er et fåtal af det samlede antal af forældreløse børn. Når dette nu er tilfældet, er det jo egentligt ret ulogisk, at det tager så lang tid at adoptere, at det er så dyrt, og at myndighederne i sagen ikke bare sørger for at gøre det hele lidt nemmere for de forældre, der ønsker at tage et forældreløst barn til sig fra et andet land.  

Selv om de forældreløse børn og de kommende adoptivforældre har samme udgangspunkt, nemlig børn der søger forældre, og forældre som søger børn, er der også modstridende interesser mellem de to parter, som kan afspejle sig videre i forskellige holdninger mellem de lande, som afgiver børn, og dem, som modtager dem. 

Det er dyrt at adoptere
Det typiske adoptantpar er i dag fra midten i 30’erne til begyndelsen af 40’erne. De har gennem en årrække forsøgt at få børn, først af naturens vej, derefter med hjælp fra sundhedssystemet. Når de endeligt beslutter sig for at adoptere, er tålmodigheden forståeligt nok ofte ved at være opbrugt. Det skal helst gå lidt tjept med adoptionssagen også set i lyset af, at det er dyrt at adoptere – typisk koster det ca. 80.000 kr. plus rejseomkostninger til barnets fødeland. Retur får man dog et statstilskud på ca. 37.000 kr. Endelig håber rigtig mange vordende forældrepar på at adoptere et så ungt barn som muligt – meget gerne under to, men i hvert tilfælde under tre år. 

Set fra barnets synspunkt er det naturligvis også vigtigt, at det får sine nye forældre så hurtigt som muligt, men endelig ikke hurtigere, end at det er 100 % sikkert, at det er lovligt afgivet til adoption. Der er masser af direkte handel med børn og også mange meget tvivlsomme adoptioner, hvor papirarbejdet ikke har gået ”sin skæve gang”, men forbavsende hurtigt er gået i orden, hvilket ofte betyder, at der er betalt penge ”under bordet”. Den slags adoptionsarbejde ønsker ingen myndigheder eller organisationer at beskæftige sig med i Skandinavien – derfor er legalitet, legalitet og atter legalitet de tre nøgleord i alt adoptionsarbejde fra vores del af verdenen. Af samme årsag har det gennem de seneste 35 år været dansk politik, at man så vidt muligt vil undgå privat adoption fra udlandet og i stedet kræver, at adoptionssagerne går gennem autoriserede formidlingsorganisationer. Det er af største vigtighed, at barnets baggrund nøje undersøges af kvalificerede fagpersoner, at det frigives gennem de rette officielle systemer, og barnet skal naturligvis også have kvalificeret pleje og omsorg, mens det venter på en eventuel frigivelse til adoption. I andre lande, som modtager adoptivbørn fra udlandet, er der jævnligt skandaler, hvor den biologiske familie pludselig dukker op og kræver deres barn tilbageleveret, da det af den ene eller anden årsag er ulovligt formidlet til adoptivforældrene. Disse ulykkelige sager har vi mig bekendt aldrig haft i Danmark, og vi er dog et af de lande i verden, som pr. indbygger har adopteret flest børn fra udlandet gennem tiderne.

Det tager altså tid og koster penge, hvis man vil have en legal og god etisk adoptionsformidling – og det vil vi i Danmark. 

Politisk enighed om adoption
I 1999 vedtog Folketinget enstemmigt en ny adoptionslov. Det viser, at der her i landet er politisk enighed om, at international adoption er godt, og noget som alle partier bakker op om. I afgiverlandene  kan det forholde sig noget anderledes. Her er der ofte en generel skepsis imod at lade sine forældreløse børn placere i udlandet. Dels kan det være politisk ømfindtligt at skulle erkende og åbenlyst indrømme, at landet og dets myndigheder ikke selv kan tage vare på deres forældreløse børn og derfor føler sig nødsaget til at ”eksportere” dem til helt andre kulturer, som ganske vist materielt set er meget rigere, men kulturelt og normmæssigt opfattes som samfund i moralsk forfald. Vi har høje selvmordsrater, skilsmisser og desværre også masser af børneporno. Ved at vende virkeligheden lidt på hovedet er det måske nemmere at forstå dette kultursammenstød. Hvis vi blev udsat for en katastrofe her i Danmark, som medførte mange forældreløse børn, som vi ikke kunne finde nye forældre til her i landet, var vi om muligt forpligtet til at finde forældre til dem i udlandet. Måske var der nogle familier fra et mellemøstligt land, som meldte sig. For at stille adoptivbørnene bedst muligt besluttede modtagerlandets myndigheder, at de danske børn skulle placeres hos de familier i landet, hvor manden havde mindst 3 koner. Derved sikrede man barnet bedst muligt mod at blive forældreløst igen. Jeg er helt sikker på, det ville skabe en del debat i det danske offentlige rum. Det er disse kultursammenstød, der blandt andet gør international adoption til et meget delikat emne i mange af AC’s 20 samarbejdslande. 

Trods diverse faldgruber og kultursammenstød i den internationale adoptionsproces må resultaterne betegnes som en succes for Danmarks vedkommende. Over 17.000 børn har gennem de seneste 35 år fået en familie i Danmark (de 10.000 af dem formidlet gennem AC), og det er generelt gået dem rigtig godt. Samtidig har vi i organisationen hjulpet mange flere tusinder til et mere værdigt liv i deres hjemlande.

For AC International Børnehjælp er det ikke nok at hjælpe de forholdsvis få privilegerede børn, som kan opnå en familie i Danmark – det er mindst lige så vigtigt at hjælpe de børn, som af en eller anden årsag ikke er så heldige at kunne få en familie og derfor må forblive på et af de alt for mange børnehjem rundt om i verden. 

Yderligere information på: www.A-C.dk 

J.A.K. bladet