| J.A.K. bladet
Sådan kan du rentefrit låne 100.000 kr. i J.A.K. Andelskasse Varde J.A.K. Andelskasse Varde er et pengeinstitut, hvor alle indlån er rentefri – og hvor der ikke betales rente på udlån, men alene en administration, som er nødvendig for at betale andelskassens omkostninger. I andelskassen kan du få udførlig information om de forskellige kontoformer. Her skal vi pege på en mulighed for straks at opnå et rentefrit lån – mod til gengæld at foretage en løbende opsparing samtidig med afvikling af lånet. For lånet skal stilles en af andelskassen godkendt sikkerhed. Der betales en fast ydelse i hele lånets løbetid. Ydelsen består af: Afdrag på lånet + en variabel administration + et beløb til opsparing. Administrationen beregnes af den til enhver tid værende restgæld, hvorfor opsparingsbeløbet stiger i afviklingsperioden. Opsparingen er bundet i 5 år efter lånets udløb.
I J.A.K. Andelskasse Varde er det muligt med det samme at låne 1,5 gange sit indskud ved at flytte sin omsætning - løn- og budgetkonti - over i det anderledes pengeinstitut, som arbejder for afskaffelse af rentesystemet. |