Inflation og deflation 

Af K. E. Kristiansen, J.A.K. bevægelsens stifter 

Et grundprincip for en samfundsbank må nødvendigvis være at gøre brug af de vældige økonomiske kræfter, der skjuler sig under benævnelserne inflation og deflation. Det er med de to kræfter som med elektriciteten og magnetismen. Gennem den ukontrollerede virkning kan anrettes kolossale ødelæggelser. Tænk på lynet – eller på kortslutningskatastrofer. På samme måde er det i det økonomiske liv med inflation og deflation. Hver for sig kan disse kræfter bringe et samfund til betlerstaven, men ligesom vi ikke af frygt for elektriciteten har undladt at gøre denne mægtige kraft til vor lydige tjener, således må vi ikke stå måbende over for inflation eller deflation og tro, at de kun kan ødelægge. Dette er så dumt, som det ville være at indtage samme standpunkt til naturkræfter. Vi må tværtimod lære deres natur og virkemåde at kende og derefter tilrettelægge vort herredømme over dem. 

Samfundsbanken må altså ikke blot beherske såvel inflation som deflation på den måde, at man altid er herre over disse kræfter – hvad det gamle rentesystem bevisligt aldrig har været trods brug af såvel rente- som diskonto- og kreditpolitik – men man må drage disse kræfter ind i den økonomiske proces som de mægtige hjælpere, de kan blive, når man behersker dem og anvender dem på ret vis. 

For at dette skal være muligt, må man have et fast ståsted i den økonomiske proces, så man nøjagtigt ved, hvor man står i forhold til de to kræfter. Har man ikke dette ståsted, da famler man i blinde, netop således som vi gennem årene har set det under det herskende system. Man må med andre ord have en klar opfattelse af, hvad man skal forstå ved inflation, og hvad man skal forstå ved deflation, og opfattelsen må være videnskabelig holdbar, dvs. definitionen må være uomtvistelig, ellers kan man aldrig afgøre, hvor man befinder sig blandt de virkende kræfter. 

Dette faste ståsted, dette neutrale punkt, hvor der hverken er deflation eller inflation, finder vi kun på et ganske bestemt sted inden for produktion og forbrug, og dette sted er dér, hvor produktionspris er lig forbrugerpris. 

Begrundelsen herfor er ganske ligetil. Hvis producenten ikke kan få produktionsprisen ind, og hvor forbrugeren ikke kan købe produktet for produktionsprisen (transport medregnet), dér er såvel forbruger som producent ude for enten deflation eller inflation. Hvis prisen ligger over produktionspris og omkostninger, så er vi inde i inflation, og hvis den ligger under, har vi deflation. 

Det er klart, at produktionsniveauet er balancepunktet. Og det er om dette punkt, de to vældige regulatorer, som deflation og inflation betegner, virker. 

Samfundsbankens økonomiske politik må baseres på denne kendsgerning. Det må den af flere grunde. For det første, fordi det er det ligevægtspunkt, hvorfra den økonomiske proces styres, og for det andet, fordi Samfundsbanken må have en solid ”kontravægt”, når den skal finansiere samfundet uden rente- og kreditpolitik, hvilket vil sige: udstede de fornødne penge, så omsætningen til enhver tid er mættet med omsætningsmidler i modsætning til det gamle system, hvor pengenød er en nødvendig forudsætning for pengeværdi opretholdt ved rente. 

Når man kan gå ind i den økonomiske proces og købe sine varer til produktionspris, fra hvilken man har udelukket alle unødvendige udgifter, så er det ganske ligegyldigt, om produktionsprisen er høj eller lav. Hvad det alene kommer an på er, at den er afstemt, så producent og forbruger hver for sig får, hvad de har krav på: Producenten får sin produktionspris, og forbrugeren får for sin krone alt, hvad den er værd, for den vil aldrig blive mere værd ved at hæmme produktionen ved for lave priser. 

Er timelønnen høj og omkostningerne ligeså, da betyder det kun, at kronen er lille, men det er ingen ulykke, så længe man får for den, hvad den i forhold til timeløn og omkostninger kan give, og da vil det kun betyde, at omsætningen har brug for så mange flere kroner, og det er jo ligegyldigt, da Samfundsbanken følger den økonomiske proces med sin pengepolitik. 

Er timelønnen lav og omkostningerne små, da er kronen stor, og det betyder under denne ordning, at omsætningen vil nøjes med et mindre beløb af kroner, før omsætningen er mættet. 

Ved at respektere produktionsprisen kan man altså beherske kroneværdien, men det er ikke den eneste fordel. Hvis en eller anden erhvervsgren fremstiller for lidt af en vare, vil prisen ganske af sig selv stige, og jo større denne stigning er, desto større er manglen og samtidig også den hurtighed, hvormed manglen vil blive afhjulpet, fordi arbejdskraften søger hen, hvor der er mest at tjene. Omvendt, hvor der er overflod af en vare – her vil prisen falde, og der bliver produceret mindre.

Men for at forstå, i hvor høj grad et samfund gennem en sådan bank er herre over den økonomiske proces, må man naturligvis slippe de gamle forestillinger om de tilstande, der hersker under det inkonsekvente system, vi har. For det første må man kunne forstå, at når produktionsprisen fastholdes, gør det ikke noget, at der er penge nok i samfundet. (Penge nok vil sige, at Samfundsbanken altid kan finansiere ethvert værdiskabende arbejde uden renter, og det vil sige, at der ikke henligger overproduktion, så længe folk lider nød eller mangel på noget, samt at al arbejdskraft kan finde beskæftigelse). Der sker altså heller ikke de ulykker, som sker nu i det gældbundne system, hvis priserne falder inden for en erhvervsgren, for et velindrettet samfund kører aldrig på pumperne – det gør man kun dér, hvor gælden tynger, og hvor det betyder katastrofer, når renter og afdrag ikke kan præsteres. Men i det velindrettede samfund knyttes ikke renteudgifter til den risikofri produktion, og risikofri er al produktion, som samfundet har brug for, og i den udstrækning, det har brug derfor. 

Man ser derfor, at så snart vi finder ned til selve grundlaget for den økonomiske proces, så er alt i denne proces afdækket, og man behøver aldrig at stå vaklende eller tvivlende over for de problemer, som kan opstå i en proces, hvis forløb man kan beregne forud. Men i det gamle system er alting uberegneligt og alting overraskelser, hvorfor man forstår, at menigmand regner med, man skal forberede sig på det modsatte af, hvad man lover os. 

Men når man taler om Samfundsbanken, må man ikke glemme at understrege, at denne bank virkelig er i stand til at udstede de fornødne omsætningsmidler uden risiko for inflation, fordi den bygges op på det eneste holdbare grundlag for pengeværdi, nemlig produktionsprisen og så på den kendsgerning, at en sådan samfundsbank tilmed kan anvende inflationens og deflationens vældige kræfter til gavn for samfundsøkonomiens sikring, ligesom vi kan anvende elektricitetens kræfter til ufattelig gavn, skønt de er af samme art som de kræfter, der gennem lynet kan dræbe os og brænde vore hjem.

J.A.K. bladet