J.A.K. bladet

Bestyrelsesmedlemmer i J.A.K. Andelskasse Varde har ordet

Arne Rasmussen   Bent Jensen   Robert Forkrog  Karl Sørensen  
Søren Tange  Gunhild Jørgensen  Flemming Færge

J.A.K. er også alternativ i mine øjne 

Af Arne Rasmussen 

Jeg er meget alternativt tænkende, og når jeg kigger tilbage på mit liv, har jeg vist været det siden puberteten. Mit borgerlige erhverv er et fuldtidsjob på Vestfrost. Det lidt mere spændende er min fritid. 

Den bruger jeg bl.a. til at hjælpe folk af med deres skavanker (ubalancer) ved hjælp af alternative behandlingsformer som: Kranio-Sakral terapi, Ansigtsløftningsmassage, Strukturel Integration og Organmassage. Alt sammen blide massageformer med stor virkning. I samme forbindelse er jeg formand for Natur-Balance-Huset, Esbjerg - en forening, hvis formål er at udbrede kendskabet til den alternative verden.

Derudover er der J.A.K. Omkring 1988 var det første gang, jeg hørte om lån med lave renter. En bekendt fortalte om et projekt, hvortil der skulle bruges et lån. Lånet skulle betales tilbage med 3 % i rente. Det lød helt fantastisk, da jeg på det tidspunkt selv havde et lån i min ejerlejlighed med en rente på 17.8 %. Der skulle dog gå et par år, inden jeg var moden til at skifte pengeinstitut. Det skal tilføjes, at det ikke var for at få et lån. Det er jeg glad for, at jeg har gjort - det passer utroligt godt til min livsindstilling. At jeg så er kommet i bestyrelsen, er jeg også glad for. Det giver mulighed for indsigt i bankverdenen, samtidig med indflydelse på fremtiden.

J.A.K er også alternativ i mine øjne, forstået på den måde at formålet er lidt anderledes end andre pengeinstitutter. Sådan som jeg ser J.A.K., er der en holdning, som siger, at vi hjælper hinanden ved rentefri finansiering. Derfor bliver der ikke spekuleret i obligationer, aktier eller andet. Den rentefri finansiering sker ved, at de, som har plusser på kontoen, ingen renter får af deres penge. På den anden side: de, som har minusser på kontoen, betaler en lille rente/administrationsbidrag. Når jeg også bruger ordet rente, er det, fordi jeg mener, at for at kalde det rent administrationsbidrag må alle bidrage til administrationen, uanset om der er plus eller minus på kontoen. Dette mener jeg ikke kan lade sig gøre, som samfundet er skruet sammen i dag. En stor del af kunderne med plusser vil nok flygte til ordinære pengeinstitutter. Jeg tror, at om 50 - 100 år er vi langt tættere på det ægte rentefrie pengeinstitut.    

Jeg har kun gode erfaringer med J.A.K.

Af Bent Jensen 

Min kontakt til J.A.K. blev etableret i 1964. Da vi skulle bygge hus i Ansager, fik jeg tilbudt et rentefrit lån til at købe byggegrunden for af min svigerfar, som er bror til stifteren K.E. Kristiansen. Det blev begyndelsen til kendskabet med J.A.K., som jeg har haft glæde af siden.

Cirka 30 år senere, i 1994, kom jeg ind i bestyrelsen, hvor vi har et godt samarbejde, som jeg har lært meget af.

Det vigtigste for mig er helt afgjort, at vi har vort eget pengeinstitut i lokalområdet. Det er ikke alene vigtigt i Varde området, men overalt. I dagens samfund er de gamle værdier som sammenhold, komme hinanden ved og hjælp til selvhjælp er ligesom nedprioriteret. Det begyndte med de små hospitaler, så kom forsikringsselskaberne og nu også pengeinstitutter. Vi er kun et CPR-nr. og ikke mere ganske almindelige mennesker. Vi skal komme hinanden nærmere i dagligdagen. Hvis denne nærhed så kunne forbindes med en ikke spekulativ pengepolitik, var vi nået langt i vort samfund. Ingen burde kunne tjene på naboens eller andres ulykke og fattigdom!

Tænk, hvor få fornuftige økonomiske løsninger, der skal igangsættes, før vi alle får en fornuftig daglig økonomi. Hvis vi kunne holde renten og inflationen nede på et acceptabelt plan og selvfølgelig helst helt afskaffe begge dele - hvilket selvfølgelig ikke fysisk kan lade sig gøre fra den ene dag til den anden, så længe markedskræfterne styrer økonomien, mere end politikerne gør det - så ville vi få et omkostningsniveau, som ville kunne nedsætte alle varepriser, der ville kunne sætte os i stand til at bruge helt andre kræfter på økologi og miljø.

Det er derfor fortsat vor opgave - også i lokalsamfundet - at forklare vore venner, vore naboer og vore familier, hvor enkelt det rentefri pengeinstitut arbejder og virker.     

Det er en stor fordel altid at kende sine låneomkostninger 

Af Robert Forkrog 

Mit navn er Robert, jeg er 56 år og gift med Else. Vi har 2 drenge på 24 og 26 år. Mit kendskab til J.A.K. blev skabt i 1981, da jeg lærte Henry Christensen at kende.

Jeg kunne se, at det var en fordel altid at kunne låne penge eller trække på kassekreditten til den samme rente, uanset kartoffelkur eller højrente i 1977-78-79. Det er en stor fordel altid at kende sine låneomkostninger, enten man er lønmodtager eller selvstændig.

Jeg har været med i bestyrelsen i J.A.K. Varde i ca. 14 år og er i dag formand for bestyrelsen. Jeg har derfor deltaget i en masse udvikling i andelskassen. Vi har den helt klare målsætning, at det er andelshavernes forretning, der skal varetages - og ikke spekulanternes. Der tilstræbes et virkelig afbalanceret forhold mellem indlån og udlån. Det er ikke andelskassens opgave at samle til bunke, men at kunne være det pengeinstitut, der kan og vil hjælpe andelshavere og andre, i det omfang de har brug for det. Der er således også plads i andelskassen til de mange mennesker, organisationer og foreninger m.v., som tænker økologisk og alternativt. For mig er det vigtigt at konstatere, at mange af andelskassens brugere er fuldt finansieret via Andelskassen J.A.K. Varde. 

Til dagligt har jeg Vrøgum Smedie, hvor vi er 3 mand. I fritiden hjælper jeg Else med at passe vores landbrug og ca. 120 kødkvæg af racen Limousine. Alle vores dyr sælger vi til Limousine Unik - det vil sige, at vi er godkendt af dyreværnsforeningen. Der er årligt besøg af en dyrlæge fra dyreværnet, der kontrollerer, om dyrene stadig har det godt, og ser efter, hvilket foder vi giver dem.    

En repræsentant for Esbjerg-området 

Af Karl Sørensen 

Jeg blev kunde i J.A.K. banken i 1962.  Sammen med andre J.A.K. folk i Esbjerg-området medvirkede jeg til, at der i Esbjerg blev oprettet en J.A.K. andelskasse i 1987.  

Jeg var formand for denne andelskasse og var med i den daglige administration af kassen indtil fusionen med J.A.K. Andelskasse Varde i 1993. 

Ved fusionen blev bestyrelsen i Varde udvidet med 2 medlemmer til i alt at være på 7 medlemmer. Jeg har siden været med i bestyrelsen i J.A.K. Andelskasse Varde som repræsentant for Esbjerg. 

Privat bor jeg stadig i Esbjerg-området sammen med min hustru Dagmar. Jeg har gennem de sidste 30 år arbejdet som fiskerikontrollør.     

Det offentliges repræsentant gennem 6 år

Af Søren Tange 

Efter 33 år i elforsyningens tjeneste nyder jeg mit otium som pensionist. Jeg er født ind i J.A.K. og har mødt K. E. Kristiansen (grundlæggeren af J.A.K.) flere gange, sidst i 40’erne.

De eneste typer lån, jeg kender til, er J.A.K. lån - og forventer ikke at komme til at kende andet. De har været medvirkende til familiens økonomiske frihed. 

Inden for de sidste par år kan jeg med glæde konstatere, at mine børn også er blevet brugere af andelskassen. 

Jeg ser frem til, at flere får øjnene op for mulighederne inden for J.A.K. systemet, som praktiseres i Varde.     

Tanker fra nyvalgt bestyrelsesmedlem 

Af Gunhild Jørgensen 

I min barndom fik jeg af de voksne omkring mig det indtryk, at J.A.K. var en religion, som man godmodigt rystede på hovedet af - den gjorde jo åbenbart ingen skade!

Jeg blev gift med en ”J.A.K. mand”. Hans familie forstod og var brugere af J.A.K. Jeg blev overrasket over, at det var et rentefrit pengesystem, det handlede om. Efterhånden som jeg forstod ideen, følte jeg i begyndelsen en vis skuffelse over min egen families opfattelse, men senere blev jeg klar over, at det måske mere var måden, ideen blev ”markedsført” på, der fik folk til at ryste på hovedet.   

I stedet for at lytte efter, hvilken enkel og alligevel fantastisk tanke J.A.K. bygger på.

Jeg indrømmer, at det først og fremmest er alternativt tænkende, der opfatter ideen, og at brugere af systemet skal forstå tanken, for at den kan bestå, men selvom jeg selv tænker en del ”alternativt”, er jeg ikke blind for, at mange tror, at alternative tanker er en nødvendighed for at blive brugere af systemet - og derfor på forhånd tager afstand og stopper med at lytte. Unge mennesker af i dag skal/vil ikke belemres med J.A.K.s historie. Den kan de altid få hen ad vejen (når de er modne dertil).

J.A.K. er et rentefrit pengeinstitut til glæde for alle, og jo før et ungt menneske bliver bruger, jo mere glæde vil vedkommende få af systemet og dermed ”reklamere” for ideen. 

J.A.K. og tanken om rentefrie lån

Af Flemming Færge

Jeg hedder Flemming Færge og er 50 år.

Min indgangsvinkel for at sidde i bestyrelsen af J.A.K. Andelskasse Varde, i repræsentantskabet for landsforeningen J.A.K. og endvidere i bestyrelsen i Foreningen af J.A.K. andelskasser er følgende:

Jeg fik en dag for 5 år siden et blad som det, du sidder med i hånden, ind ad brevsprækken. I første omgang blev det lagt til side, men senere skimmet igennem. Indtil da vidste jeg ikke ret meget om J.A.K. og tanken om rentefrie lån.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det harmonerede meget godt med min egen filosofi omkring penge. De andre holdninger, J.A.K. stod for, kunne jeg også have sympati for.

Jeg henvendte mig derfor til Karen Nielsen i vores kasse for et møde. Samme dag var samtlige mine engagementer med to større lokale pengeinstitutter på vej til at blive overført til J.A.K. Andelskasse Varde! Det har jeg ikke fortrudt siden. Personalet yder en dygtig og meget personlig service, dette til trods for den korte åbningstid.

Jeg blev ret hurtigt involveret i bestyrelsesarbejdet, både i Landsforeningen og i Andelskassen. Dette har givet mig et godt indblik i J.A.K. tanken og dette at være kunde i et lille pengeinstitut.

Du er derfor velkommen til at kontakte os enten via mail eller telefonisk for at høre, hvad det er, der gør os forskellig fra andre gode pengeinstitutter! 

J.A.K. bladet