J.A.K. bladet

Landsforeningen J.A.K. - Beretning for 2001 

2001 har været et travlt år i Landsforeningen. Bestyrelsen har holdt 6 bestyrelsesmøder, og der har været to repræsentantskabsmøder. De store arbejdsområder har været gennemførelsen af den nye struktur samt etableringen af den grønne lånepulje! Endvidere har der været afholdt kursus i november for bestyrelsesmedlemmer og ansatte i pengeinstitutterne med 25 deltagere. 

Økonomi
Allerede ved årets begyndelse var vi klar over, at det ville blive svært at få økonomien til at hænge sammen. Budgettet, som blev fremlagt på det første repræsentantskabsmøde, blev godkendt med et budgetteret underskud på 52.000 kr. Årets underskud blev på 33.000 kr., hvilket bestyrelsen ikke finder tilfredsstillende, da forbedringen alene skyldes en gave. 

Medlemstallet
Følgende er fordeling og udvikling i medlemstallet: 

Medlemstype 1999 2000 2001
Almindelige 631 576 548
Husstandsmedl. 56 53 51
Studerende og pensionister 79 85 93
Abonnenter 82 86 77

Selv om der hele tiden kommer nye medlemmer og abonnenter til, er sidste års tilbagegang i medlemstallet desværre fortsat, hvilket bestyrelsen ikke finder tilfredsstillende.  

J.A.K. Fonden
Landsforeningen er repræsenteret i J.A.K. Fondens bestyrelse ved Finn Bentzen og Jakob Mikkelsen. Fondens hovedopgave har været økonomisk støtte til arbejdet med J.A.K.s historie. Her har særlig Uffe Madsen været meget aktiv, hvilket har været en stor hjælp for Landsforeningen.

Derudover har fonden støttet Landsforeningen med 5.000 kr. til deltagelse i et seminar om rentefri økonomi i Irland, hvor Landsforeningen var repræsenteret ved Jakob Mikkelsen. 

Landsforeningens ejendomme
Landsforeningen ejer to rækkehuse på Mælkevejen i Ejstrupholm. De har hidtil været lejet ud i stabile lejemål, men den ene lejer opsagde lejemålet til udgangen af året, og Landsforeningens bestyrelse besluttede at forsøge at sælge mindst det ene af de to rækkehuse. Det skyldes, at det for det første ikke er Landsforeningens formål at drive udlejningsejendomme, og dernæst er det et meget tidskrævende arbejde at have sådanne ejendomme med tilsyn, istandsætning og genudlejning af ejendommene!

Sagen omkring friejerboligen i Søborg er endnu uafklaret. Der drøftes stadig vilkår med arvingernes repræsentanter. Det gælder stadig, at Landsforeningen gerne ser en hurtig afslutning på sagen, men samtidig føler en forpligtelse over for medlemmerne m.h.t. de økonomiske vilkår for overdragelse! 

J.A.K. bladet
Redaktionsudvalget med redaktøren i spidsen arbejder godt, og vi er af den opfattelse, at vi har et interessant medlemsblad. Især de fire temanumre finder vi gode! Foreningen af J.A.K. andelskasser er igen repræsenteret i udvalget, dog kun med den ene af de to medlemmer, som de har et stående tilbud om at have!

Flere J.A.K. pengeinstitutter aftager fortsat et antal temanumre, hvilket er medvirkende til at give bladet en god økonomi. Vi ville dog gerne sælge langt flere for at få vort budskab ud til flere og for at få en bedre økonomi. 

Lokalkredsene
Med overgangen til den nye struktur var det tanken, at de gamle lokalkredse skulle nedlægges og indgå i det regionale arbejde. Nogen steder er det sket som en helt naturlig del af strukturændringen, og andre steder har der været nogen tøven. Der har først og fremmest været tvivl om, hvor lokalkredsenes formue skulle gå hen. Det er helt klart, at den ifølge lokalkredsenes vedtægter skal tilgå Landsforeningen, og det mest naturlige er da, at formuen indgår i den aktuelle region, så pengene kan bruges til det, de var tænkt til, nemlig oplysning om J.A.K. i området. Endnu en gang skal der opfordres til, at de gamle lokalkredse nedlægges, og både personer og formue indgår i regionsarbejdet. Det har været meget skuffende at opdage, at der stadig findes J.A.K. folk, der holder pengene tilbage, som var det deres egne. Det kan i forbindelse med f.eks. dødsfald betyde, at pengene helt er tabt for J.A.K. arbejdet.  

Regionerne
De syv regioner er nu kommet i gang. Der har været lidt begyndelsesvanskeligheder nogle steder, men det ser ud til at løse sig. Det er stadig vigtigt at huske på i regionsarbejdet, at regionerne er en del af Landsforeningen. I de seks af de syv regioner har det været et medlem fra Landsforeningens bestyrelse, der har været kontaktperson, og det har givet en god fornemmelse for, hvordan det er gået de forskellige steder. Der har været afholdt en del møder rundt i regionerne i løbet af året. Samarbejdet med de lokale J.A.K. pengeinstitutter er flere steder blevet rigtig godt! 

Repræsentantskabsmøderne
Der har i året været afholdt to ordinære repræsentantskabsmøder. 

Det første ordinære repræsentantskabsmøde blev afholdt den 24. marts. Til stede var 18 medlemmer fra regionerne samt 11 af de udpegede fra pengeinstitutterne. Derudover havde en del medlemmer valgt at overvære mødet som gæster. 

I kommentarerne til bestyrelsens beretning blev der udtrykt glæde over J.A.K. bladet. Det er blevet et godt tidsskrift, som vi kan være bekendt at levere videre. Bladet bliver nu citeret i aviser og lokalradioer. Det er et dyrt aktiv, men der må ikke slækkes på kvaliteten. Bladets økonomi kunne forbedres ved flere annoncører.
Beretningen blev godkendt af samtlige 29 tilstedeværende.

Arbejdsplanen for 2001 blev vedtaget som følger:
1. Vi bliver nødt til at have vendt udviklingen i medlemstallet og hævet antallet ret omgående ved et målrettet arbejde.
2. Vi skal have lavet et kursus for ansatte og bestyrelser i J.A.K. pengeinstitutterne med henblik på styrkelse af det ideologiske arbejde.
3. Der skal udvikles markedsføringsmateriale.
4. Tankerne om en grøn lånepulje skal udvikles og konkretiseres i samarbejde med relevante samarbejdspartnere.
5. I forbindelse med repræsentantskabsmødet i oktober skal vi have forberedt et godt årsmøde, der kan følge op på årsmødet i år 2000, hvilket hænger nøje sammen med det foregående punkt om en grøn lånepulje.

Som formand blev Jakob Mikkelsen valgt for en periode for 2 år, og Anne Sophie Nielsen blev indvalgt i bestyrelsen for en periode på 3 år. 

Det andet ordinære repræsentantskabsmøde blev afholdt den 27. oktober. På mødet, som var åbent for alle medlemmer af Landsforeningen, var der af det nuværende repræsentantskab på 36 mødt 17 medlemmer valgt af regionsbestyrelserne (24 mulige) og 6 udpegede medlemmer fra pengeinstitutterne (12 mulige). Derudover havde 5 medlemmer af Landsforeningen valgt at deltage i dette åbne repræsentantskabsmøde.

Bestyrelsen orienterede om årets hidtidige arbejde, og et revideret budget blev fremlagt. Arbejdet med den grønne lånepulje blev grundigt drøftet. Et hovedpunkt i drøftelserne var, om der kunne være rentepenge i lånepuljen. Det var der dog bred enighed om, at der ikke kunne. 

Om eftermiddagen udarbejdede repræsentantskabet et værdigrundlag bestående af 5 udsagn, der skal kendetegne J.A.K.s arbejde!                                            

• Det er en værdi, at J.A.K. har praktiske funktioner, der afspejler ideologien
• Det er en værdi, at J.A.K. deltager aktivt i samfundsdebatten
• Det er en værdi, at J.A.K.s ideologi rækker langt videre en økonomien                      
• Det er en værdi, at J.A.K. arbejder for et etisk forsvarligt økonomisk system 
• Det er en værdi, at J.A.K. er et reelt demokrati, hvor alle har medindflydelse 

Markedsføring og Internet
Landsforeningens hjemmeside er godt besøgt. Statistikken viser mange hits og udmønter sig i en del besøg på vore sider. Alle artikler fra J.A.K. bladet ligger på www.jak.dk og er anledning til mange besøg. 

Landsforeningens bestyrelse har taget initiativ til udgivelse af et elektronisk nyhedsbrev. Det er vort håb, at det kan komme ud til mange, og at mange vil videresende det til potentielt interesserede. Det første nyhedsbrev kom ud til 400, og der er pt. registreret knap 400 modtagere. Vi opfordrer alle modtagere i almindelighed og aktive J.A.K.ere i særdeleshed til at videresende nyhedsbrevet til interesserede eller få dem sat på listen af modtagere.

Der har i årets løb været arbejdet med udgivelsen af en folder, men den er endnu ikke besluttet færdiggjort og trykt. 

Etablering af en grøn lånepulje
Modellen til etableringen af en grøn lånepulje ligger nu klar. Hovedpunkterne deri er, at der skal være tale om et tydeligt markeret J.A.K. produkt, samt at formålet er at styrke både J.A.K. pengeinstitutterne og Landsforeningen på det grønne område! 

Samarbejdet med J.A.K. pengeinstitutterne
Landsforeningen har på forskellig måde samarbejdet med J.A.K. pengeinstitutterne. Samarbejdet har været meget forskelligartet. Særlig grund er der til at fremhæve Folkesparekassens væsentlige støtte både i ord og handling. 

Der bør arbejdes på at styrke samarbejdet og forholdet til Foreningen af J.A.K. andelskasser. Landsforeningen køber lidt sekretariatshjælp der, og det forløber uden problemer! 

Det ville være ønskeligt, om flere af J.A.K. pengeinstitutterne markerede sig stærkere på ideologien, så der blev noget reelt at samarbejde om!  

J.A.K.s historie
Niels Ulrichsen er nu ved at være færdig med gennemskrivningen af J.A.K.s historie. Der mangler stadig noget tilretning og endelig færdiggørelse, der forventes at være tilendebragt i løbet af første halvår 2002. 

Internationalt
J.A.K. er medlem af INAISE
Landsforeningens formand deltog i et seminar omkring rentefri økonomi i Dublin i maj måned. Her var der stor interesse for J.A.K.s ideer, og særligt den svenske model vakte stor opmærksomhed.
Japansk TV har lavet en opfølgningsudsendelse på alternativ økonomi og i denne forbindelse var et TV-hold i Danmark i en uge for at lave optagelser. De tilsendte videoeksemplarer af udsendelsen er desværre på japansk! 

Jubilæum
I 2001 var det 70 år, siden J.A.K. blev stiftet. Det markeredes ved to møder, et i Brande og et i Roskilde. Der deltog i alt ca. 150 mennesker i festligholdelsen de to steder. 

I anledning af jubilæet blev J.A.K. bladet nr. 1 trykt i 5.000 eksemplarer som et jubilæumsnummer på 40 sider. Alle pengeinstitutterne blev tilbudt en halv side til markedsføring, hvilket mange tog imod. 

Afslutning
Til slut skal lyde en stor tak til alle, der har arbejdet for J.A.K. og J.A.K.s formål. Tak til alle, der har støttet bestyrelsens arbejde. I betyder meget! Tak for støtten!

J.A.K. bladet