J.A.K. tanker om økonomisk spekulation

Belysning af konsekvenser ved de traditionelle principper for handel med penge og rente som økonomisk regulator

Af Uffe Madsen

Begrebet spekulation er knyttet til markedsøkonomi - ja, det er faktisk så tæt forbundet, at man ikke kan gennemføre markedsøkonomi uden spekulation.
Når talen falder på begrebet spekulation, er det oftest i en negativ betydning, idet det efterhånden er blevet en almindelig opfattelse, at spekulation er godt for nogle få og mindre godt for de fleste. Alligevel accepterer man spekulation som noget, der ikke kan være anderledes.
Hvad er så spekulation? I videste forstand er det enhver form for køb og salg af varer, tjenesteydelser, fast ejendom, værdipapirer og penge, hvor sælgeren ønsker højest mulig pris for produktet, og køberen vil anskaffe det billigst muligt - dette omtales også som markedsøkonomi. Markedets kræfter bestemmer prisen - det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Når vi så i dagligdagen taler om spekulation, tænker vi på handel med værdipapirer (aktier og obligationer) og penge samt ofte også fast ejendom. Det sidste har vi nok et temmelig dobbeltmoralsk forhold til, idet det kun er negativt ladet for den del af befolkningen, der ikke er ejer af fast ejendom. For at forenkle fremstillingen vil min definition af spekulation i det følgende være handel med værdipapirer og penge.

Valutaspekulation

Gennem det seneste års tid har der i offentligheden været en del debat omkring den del af spekulationen, der vedrører valuta - dvs. køb og salg af udenlandsk valuta. Valutahandel er en nødvendig del af international samhandel, og uden et velfungerende valutasystem er køb og salg af varer og tjenesteydelser uden for landets grænser umuligt, idet handelsprisen afregnes i udenlandsk valuta. Sælger en dansk virksomhed f.eks. en vare til Italien, sker det oftest i lire (efter 1. januar 2002 i euro), idet den italienske køber ikke har danske kroner at købe for. Disse lire (euro) skal så omveksles til kroner, hvilket gennemføres af Danmarks Nationalbank, der netop har til opgave at foretage denne transaktion. Omvekslingen sker til dagskurs, der er fastsat på Børsen og afhængig af udbud og efterspørgsel. Her kommer spekulanten ind i billedet, idet han er villig til at give en høj pris for liren, såfremt han har en forventning om at kunne sælge den efterfølgende til en endnu højere pris. Modsat vil prisen være lav, hvis der i markedet er en nedadgående forventning.
Denne handel med valuta vil være reel nok, såfremt den gennemføres med baggrund i den pågældende varehandel, men faktisk har handel med valuta taget et så stort omfang, at kun omkring 5% af den internationale valutahandel har baggrund i konkrete handler med varer og tjenesteydelser. De resterende 95% af valutahandelen er ren spekulation, der alene har til formål at lave en gevinst. Valutaspekulation er efterhånden blevet en så almindelig måde at tjene penge på, at mange banker i Danmark tilbyder deres formuende kunder kreditter, der ofte er i millionstørrelse, til dette formål. Også almindelige ejendomsbesiddere er ved at blive en del af dette valutacirkus, idet banker og realkreditinstitutter nu også kappes om at tilbyde deres kunder prioritetslån i udenlandsk valuta. Ikke alene virksomheder med handel i udenlandsk valuta optager disse lån, men Jensens parcelhus er nu også kommet med i spillet. Disse tiltag betyder, at vi må forvente en kraftig stigning i valutaspekulationen fremover.

Lemming-effekten
Økonomer, der er tilhængere af denne form for spekulation, argumenterer med, at det er med til at stabilisere fastlæggelsen af kursen på en valuta, idet en stor handel vil give en mere sikker kursfastsættelse. Det er i teorien også rigtigt, men i praksis opstår der en katastrofal følgevirkning, idet en positiv eller negativ udvikling i en valuta vil have en tendens til at blive forstærket og i yderste konsekvens gå i selvsving (lemming-effekten, hvor alle løber efter alle). Disse svingninger kan have afgørende betydning på et lands afsætningsmuligheder og dermed på produktion og beskæftigelse. Vi så det sidst under valutakrisen i Sydøst-Asien, og vi kommer sandsynligvis til at se det igen under den nuværende krise i Argentina.
Ifølge gældende økonomiske teorier er enhver barriere for frihandel og kommerciel konkurrence af det onde, idet det totalt set er til gavn for den økonomiske vækst og dermed for alle klodens beboere på lang sigt, at varer og kapital flyder uhindret over grænserne. Disse teorier har dog størst tilslutning i de rigeste lande og har ikke megen opbakning blandt den fjerdedel af verdens befolkning, der lever på og under sultegrænsen.

Protestbevægelse
Netop valutaspekulationen og de dermed følgende negative konsekvenser er baggrunden for oprettelse af protestbevægelsen ATTAC, der blev stiftet i Frankrig i 1998. Navnet står for "l'Association pour la taxation des transactions financiéres pour l'aide aux citoyens" eller direkte oversat: "Foreningen til beskatning af finansielle transaktioner til hjælp for medborgerne". Bevægelsens formål er at skabe en folkelig modvægt mod den skæve globalisering og til de ødelæggende valutaspekulationer. Den bygger bl.a. på de teorier, den amerikanske Nobelprismodtager fra 1981, professor i økonomi James Tobin, fremkom med om, at en minimal skat på 0,1 pct. af de globale kortsigtede valutatransaktioner kan frigøre omkring 300 milliarder kroner om året. James Tobin anbefaler, at beløbet f.eks. bruges til at afhjælpe u-landenes fattigdom.
På under tre år har over 100.000 tilsluttet sig bevægelsen, der nu opererer i 20 lande. Bevægelsen er vokset frem som det tydeligste symbol på den politiske kamp om globaliseringen, der er blevet en fast bestanddel af de internationale møder. ATTAC's budskab er at protestere mod den virksomhedsstyrede globalisering, der er baseret på en ultraliberalistisk dominans af verden, og som skaber fattigdom og miljøkatastrofer.

Politiske reaktioner
Toppolitikere i Danmark har naturligvis ikke kunnet sidde disse protester overhørig, og vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen hilste initiativet velkommen og ser bevægelsen som en måde for den politiske magt at genvinde kontrollen med markederne, således at udviklingen præges i større grad af politik på bekostning af markedskræfterne dvs. valutaspekulanterne.
Også politikere på den borgerlige fløj har bemærket protesten, idet vores nuværende udenrigsminister Per Stig Møller i et radiointerview på P1 den 8. januar 2001 udtaler: "Hvis du skal have et frit marked, så skal du beskytte friheden på markedet. Og du beskytter ikke friheden på markedet, hvis markedet i virkeligheden går ud på, at nogle skal maksimere nogle enorme indtægter på manges bekostning. Det er den økonomiske friheds paradoks, som jeg er inde på der. Du kan ikke have økonomisk frihed, hvis ikke du har en overvågning og regulering af friheden - for ellers forsvinder friheden. (...) 95% af alle de valutatransaktioner, som finder sted i løbet af dagen i dag, har overhovedet ikke noget med varer og tjenesteydelser at gøre. Det har noget at gøre med, at nogle vil have en rentegevinst, en hurtig valutagevinst. Så må man finde systemer, som gør, at den spekulation, der kan finde sted mod befolkningen, mod lande og derved potentielt totalt ødelægge arbejdsmarked og produktionsmuligheder, at den bliver standset."

Selv inden for de helt store valutaspekulanters rækker stilles der spørgsmålstegn ved markedskræfternes frie spil, idet vel den største af dem alle - den ungarsk fødte milliardær George Soros - nu beskylder kapitalismen for at have lighedstræk med totalitære ideologier som kommunisme og nazisme, idet kapitalismen gør krav på at have fundet den absolutte sandhed.

Rentespekulation

En anden form - og langt mere udbredt end valutaspekulationen - er handel med penge. Det er stort set noget, ethvert menneske gør hver dag, og som man finder naturligt. Ingen stiller spørgsmålstegn ved denne aktivitet, som går ud på at stille penge til rådighed for andre i en periode, hvor man ikke selv har behov derfor. Prisen for penge er renten, og også her spiller markedskræfterne ind - prisen er afhængig af udbud og efterspørgsel. 
De fleste private personer stiller penge til rådighed for markedet i en kortere eller længere periode i form af en lønkonto/budgetkonto i et pengeinstitut, i form af en opsparing til senere køb af forbrugsgoder eller i form af pensionsopsparing til alderdommen. Det gør man normalt ikke gratis - man kræver da naturligvis en rente af sine penge, og helst den højst mulige rente. Hvorfor i al verden skulle jeg dog stille penge gratis til rådighed for andre?
Hvem er det så, der låner disse penge? Formidlingen sker gennem det velfungerende banksystem og gennem værdipapirer, der handles på Børsen. Pengene lånes ud til private og virksomheder, til brug for investeringer i produktion og faste aktiver - til formål, der er med til at skabe aktivitet og arbejdspladser. Det er i øvrigt nærliggende at filosofere over, hvem der skaber størst værdi i samfundet - kapitalejerne eller låntagerne. Låntagerne ønsker naturligvis at låne billigst muligt, idet en høj udlånsrente betyder dyr produktion, og hvis afsætningsprisen på produkterne bliver for høj, kan de ikke afsættes på markedet.

Økonomiske teorier
Det er et udbredt ønske at styre landets renteniveau, og det sker gennem den pengepolitik, som Nationalbanken fører. Nationalbanken fastsætter diskontoen, der er et udtryk for den rente, som pengeinstitutter kan låne til i Nationalbanken. Disse penge lånes videre ud til erhvervsvirksomheder og private. Også på Børsen forsøger Nationalbanken at styre pengenes pris gennem opkøb og salg af obligationer. I perioder med stor økonomisk aktivitet med mange investeringer og fuld beskæftigelse vil Nationalbanken være tilbøjelig til at øge prisen på penge - dvs. at forhøje diskontoen - for at undgå en overophedning af økonomien. Det modsatte vil gøre sig gældende i en lavkonjunktur, hvor der er ønske om at sætte mere skub i økonomien.
Renten er således i udpræget grad styret - men ikke politisk styret, idet Nationalbanken ikke er et politisk organ - den er styret af økonomer, der er politisk uafhængige. Den største afhængighed kommer dog fra udlandet, idet de frie kapitalbevægelser øjeblikkelig påvirker pengenes internationale kredsløb. Nedsættes diskontoen i f.eks. USA, der er den vestlige verdens største handelsplads, er der meget stor sandsynlighed for, at den også nedsættes i Den Europæiske Centralbank, og inden for en halv time har Danmarks Nationalbank ligeledes nedsat diskontoen. Denne dominoeffekt opstår for at undgå, at pengene trækkes ud af det ene land for at blive placeret i et andet land, hvor renten pludselig er lidt højere.
Nationalbankernes rentefastsættelse sker for at undgå inflation - dvs. forringelse af pengenes værdi. I ECB (Den Europæiske Centralbank) er inflationsbekæmpelsen direkte formuleret som bankens hovedmålsætning, uanset eventuelle konsekvenser for beskæftigelse eller andre forhold i medlemslandene, der er knyttet til ØMU'en (Den Økonomisk Monetære Union). Ifølge de traditionelle økonomiske teorier kan en tiltagende inflation modvirkes gennem rentestigning, således at produktionen bliver dyrere, og færre ønsker at investere, hvilket har nedsat beskæftigelse til følge. Er produktionshjulene derimod ved at gå i stå, vil et rentefald give en større investeringslyst og øge produktion og afsætning.
Dette er de økonomiske teorier, der doseres af økonomer på universiteter og læreanstalter i den vestlige verden. Men er den rigtig? Er det nu også korrekt, at rentens størrelse styrer inflationen i samfundet? Kunne det ikke tænkes, at det omvendte gør sig gældende - at renten påvirker inflationens størrelse således, at en lav rente giver lav inflation og en høj rente høj inflation? Hvis det er tilfældet, er den økonomiske styring gennem Nationalbanken forfejlet.

En anden tankegang
For at simplificere problemstillingen vil jeg tage udgangspunkt i et lukket samfund, der ikke har samhandel med andre lande og ikke påvirket af udefra kommende faktorer. Vi forestiller os, at en gruppe mennesker etablerer deres eget minisamfund på en ø, hvor der er mulighed for en tilstrækkelig landbrugsproduktion til at dække gruppens behov for føde og andre beskedne fornødenheder. Der er absolut ingen handel med det omkringliggende samfund - ingen køb af varer og ingen salg af varer. De værdier, der er på øen ved etableringen, ejes af gruppen i fællesskab. Nu skal dagligdagen struktureres - nogle har forstand på at frembringe afgrøder på markerne, nogle kan passe de dyr, som blev medtaget til øen, nogle bliver ansvarlige for bygninger osv. Alt sammen noget, der er vigtigt for det lille samfund. For at give mulighed for køb og salg af varer og tjenesteydelser må der også være et pengesystem på øen, og til varetagelse deraf oprettes en bank, som får eneret på at udstede øens betalingsmidler. Banken ønsker f.eks. at sætte 1,0 mio. Ø-penge i cirkulation. I normal bankverden forærer man ikke pengene til kunderne, og det gør denne bank heller ikke - de lånes naturligvis ud til de personer, der vil sætte produktion og beskæftigelse i gang - dels for at kunne betale for investeringer, og dels for at kunne betale lønninger, så de beskæftigede får mulighed for at købe varer.
Hvad er sikkerheden bag disse 1,0 mio. Ø-penge? Det er ikke guld eller værdipapirer, idet noget sådant ikke findes på øen. Det er derimod den værdi, der er på øen, og som stiger i takt med, at der sættes produktion i gang. Når alle Ø-pengene er udlånt, må man gå ud fra, at øens samlede værdi modsvarer dette beløb - hverken mere eller mindre.
Hvis vi nu forestiller os, at banken vil beregne sig en rente af udlånet på f.eks. 5% p.a., vil det betyde, at banken efter 1 år har et tilgodehavende på ikke alene den 1,0 mio., der er udlånt, men også renten, der beløber sig til 50.000 Ø-penge. Da kun banken må udstede betalingsmidler, kan disse rentepenge ikke betales - eneste mulighed er at forhøje den gæld, der er optaget af øens beboere. Det er da heller ikke noget problem, men hvad er nu sikkerheden bag denne forøgelse af gælden, idet der ikke er skabt nogen værditilvækst på øen i form af investeringer eller produktion? For at få regnestykket til at gå op, må der nødvendigvis ske en tilsvarende opskrivning af øens værdier. Det gør man så, og straks passer gæld og værdier igen. Men - inflationen er samtidig startet, idet pengenes værdi er blevet forringet i forhold til øens reelle værdier.
Dette meget simplificerede eksempel påviser sammenhængen mellem rentens størrelse og inflationen i samfundet. Om de betalingsmidler, der er i omløb, er i form af kontante penge eller overførsler fra én bankkonto til én anden er fuldstændig ligegyldig. 

Kapitalen koncentreres
Ifølge de traditionelle økonomiske teorier modarbejder man en stigende inflation ved at iværksætte en renteforhøjelse. Det hjælper også umiddelbart, men på længere sigt må man nødvendigvis opskrive samfundets værdier, for ellers er der ingen sammenhæng imellem den stigende gældsbyrde og samfundets værdier. Der har også været eksempler på, at man i stedet for at opskrive værdierne i samfundet, nedskriver gælden, og dermed opnås også balance mellem gæld og værdier. Sidst så vi det under den økonomiske krise først i 1990'erne, hvor både banker og realkreditinstitutter måtte indkassere store tab på lån som følge af manglende sikkerheder for gælden. Dette var ikke alene et dansk fænomen, idet tabene i både Norge og Sverige var af en sådan størrelse, at flere pengeinstitutter kun overlevede gennem massiv offentlig støtte.
Alle, der ikke straks gør brug af sine omsætningsmidler, låner dem ud til andre, der har behov derfor, og til gengæld kræves der en renteafgift. Dermed er grundlaget for en passiv indtægt lagt - dvs. en indtægt, hvor der ikke ligger en arbejdsindsats bag. Renteafgiften er dels en kompensation for den værdiforringelse, der forventes at være på den udlånte sum, og dels en avance. På denne måde har man legaliseret en stigende koncentration af kapitalen, hvilket også i meget stort omfang gør sig gældende i internationale forhold. De velhavende lande samler større og større værdier på bekostning af de fattigste lande.
J.A.K. bevægelsen har nu i over 70 år arbejdet for at gøre opmærksom på rentens skadelige virkning. Penge er et omsætningsmiddel, der skal muliggøre handel med varer og tjenesteydelser - de må ikke være en vare i sig selv, som der handles med. Avancen på penge består af renteafkast, valutaspekulationer og kursgevinster på værdipapirer. Alle disse former for afkast samler værdierne i stadig større koncentrationer - de (nationer og multinationale virksomheder), der har værdier, bliver stadig mere velhavende på bekostning af de mindre velhavende nationer m.v. 
Man kan så spørge, om rentens skadelige virkning ikke er ligegyldig i vort samfund her i år 2002. I Danmark har vi over en årrække gennemført en omfordeling af samfundets værdier gennem oprettelse af de enorme pensionsfonde, der er blevet en magtfaktor i sig selv. De ejes af lønmodtagerne, og det er lønmodtagernes penge, der er opsamlet deri. Disse fonde har til formål at skabe størst mulig vækst gennem rente og kursgevinst. Midlerne placeres der, hvor de giver størst afkast - uden hensyntagen til om det er danske eller udenlandske arbejdspladser, der støttes, og uden hensyntagen til etikken bag investeringen. Lønmodtagerne er på denne måde selv kommet "med på spekulationsvognen", men de glemmer blot, at de gennem rentebetaling på realkreditlån og indsats på arbejdspladserne selv betaler en stor del af det afkast, som fondene opsamler. Virkningen er dog stadig pengemæssig ustabilitet og inflation.

De rige og de fattige lande
Situationen er dog meget mere alarmerende i forholdet mellem rige og fattige lande. Her er forholdet så grotesk, at de få procent af verdens befolkning, der bor i de velhavende lande (herunder også Danmark), sidder på langt størstedelen af klodens værdier, og gennem en høj produktion og renteindtægter samler de rigeste lande større og større værdier på bekostning af de fattigste. For at illustrere forholdet vil jeg tillade mig at anføre nogle få tal, der er taget fra Verdensbankens årsberetning fra 1999. Her er anført, at i-landene har 891 mio. indbyggere og u-landene 5.084 mio., og af disse lever 2.471 mio. mennesker på og under et eksistensminimum (dvs. ca. 3 gange så mange mennesker, som totalt lever i i-landene). Dette forhold bliver forværret, idet befolkningstilvæksten i i-landene er 1, hvor den i u-landene er 2.
Også i værdien af den årlige produktion er der et urimeligt misforhold, idet hver indbygger i i-landene i 1999 bidrog med en produktionsværdi på 25.730 US$. Det tilsvarende tal i u-landene var 1.240 US$ og i de fattigste u-lande 410 US$.
Med den information, der i dag sker bl.a. gennem TV og internet, er der i u-landene fuld viden om den ufattelige rigdom, som opsamles i i-landene. Den håbløse fattigdom, der er i de svageste lande, udvikler en desperation, som vi har set kommer til udtryk i voldshandlinger og terror mod i-landene. Det kan naturligvis ikke undskyldes, men hvis vi i de vestlige lande ønsker at dæmme op for en tiltagende udvikling i denne retning, må vi nødvendigvis gøre en meget stor indsats for at hjælpe disse store befolkningsgrupper. Denne indsats gøres ikke ved at afkræve rente af de penge, der lånes til u-landene for at forøge deres produktionsmuligheder. Det gøres heller ikke ved at købe u-landenes varer til underpris og ved at pålægge stor told og afgift på varer, som u-landene forsøger at afsætte til i-landene. 

Spekulationsfrie penge
J.A.K.s budskab om rente- og spekulationsfrie penge er ikke mindre aktuel i 2002 end i 1931, hvor det blev formuleret første gang. For 70 år siden var det de store økonomiske problemer i Danmark, der var bærer af ideen. I dag er vi kommet ud over disse problemer, men langt større problemer er opstået internationalt bl.a. som følge af et misforstået pengesystem, der er til glæde for de få og til skade for de mange. Nu må vi dog ikke forestille os, at rente- og spekulationsfrie penge løser alle problemer, men de fjerner et væsentligt element. 

J.A.K. bladet