| J.A.K. bladet
Artiklen
er et let redigeret uddrag AFSKAF
KASINOSAMFUNDET Af
Niels I. Meyer, professor I
min barndom spillede man matador om papirpenge. I dag handler det om
rigtige penge i nogle af verdens største virksomheder inden for
underholdningsbranchen, medicinalindustrien og fødevarebranchen – for
slet ikke at tale om de nye hurtigløbere som handler med
informationsteknologi, software og internetsystemer. Gammeldags
spekulanter i jord og ejendom får baghjulet, og selv valutaspekulanterne
og ”virksomhedstømmerne” har svært ved at følge med i kapløbet med
nutidens nyrige klasse af milliardærer (i dollars). Fælles
for fortidige og nye økonomiske spekulanter er, at de så godt som aldrig
er nyttige og slet ikke nødvendige for samfundsudviklingen. Tværtimod
skaber de usikkerhed og ustabilitet for mange store arbejdspladser og
deres medarbejdere. Aktiekurser pustes kunstigt op, og når gassen går af
ballonen, rives tusinder af mennesker med i økonomisk ruin. Forsvarerne
af kasinosystemet henviser til, at disse handlekraftige ”entreprenører”
er vigtige for dynamikken i samfundsudviklingen. Faktum er imidlertid, at
spekulanterne især skaber ”varm luft” i form af lettjente penge til
dem selv, medens ejendomme, jord, valutaer og internettet sagtens kan
udvikles til samfundets nytte uden spekulanternes medvirken. Der kan næppe
peges på et eneste tilfælde, som ikke kunne være udviklet mere
harmonisk og til større nytte for samfundet og dets borgere uden de
spekulative entreprenører. Det gælder lige fra Bill Gates
computereventyr til George Soros’ valutaeventyr. Ganske uanset at nogle
af dem ender med at bruge nogle af deres milliarder til velgørende formål. Tobin-skat Allerede
i 1978 foreslog den amerikanske økonom og nobelpristager James Tobin, at
man kunne komme grus i spekulanternes maskineri ved at indføre en
beskeden afgift på alle valutatransaktioner. Eftersom der spekuleres på
små marginaler, behøver denne Tobinskat kun at beløbe sig til en brøkdel
af en procent for at have en virkning. De daglige valutatransaktioner beløber
sig til mere end 1.000 milliarder dollars om dagen (næsten ti tusinde
milliarder kr. om dagen). Hvis man pålagde en beskeden afgift på 0,1% og
antog, at dette ville halvere omfanget af de hurtige spekulationer, så
ville Tobinskatten alligevel indbringe et beløb på 180 milliarder
dollars om året (omkring 1.500 milliarder
kr. pr. år). Disse penge kunne gøre god nytte fx som støtte til
u-landene og til at styrke FN. Man kan finde en samlet beskrivelse af
disse muligheder i et særnummer af tidsskriftet Futures fra 1995. Jeg
har selv bragt forslaget om Tobinskatten ind i den hjemlige debat allerede
i firserne, men de førende økonomer anser det som helt urealistisk, at
der kan opnås international opbakning til forslaget, ligesom man finder
det svært at adskille reelle internationale handler med varer fra rene
spekulationer. Desuden henviser de økonomiske eksperter til de såkaldte
”offshore” piratbanker, hvor man ikke kan kontrollere valutahandlerne. Det
er karakteristisk, at man opgiver princippet på forhånd i stedet for at
bruge sin fantasi på at løse et problem, hvor der findes et godt løsningsforslag.
Selvfølgelig kan man finde ud af, hvilke handler der involverer reelle
varer og så refundere afgiften i disse tilfælde. Hvis man gør
valutahandel uden afgift internationalt ulovlig og straffer hårdt ved
overtrædelse, lever de spekulanter, der handler via piratbankerne, et
farligt liv. Det er ikke et problem, der kan vælte ideen. Det
virkelige problem bliver at få en international aftale i stand. Hvis ikke
alle vil være med, kan de progressive lande imidlertid gå i spidsen, så
følger resten nok efter på et eller andet tidspunkt. Det er ikke muligt
at skabe nødvendige ændringer i denne verden, hvis alle fortsætter med
at dække sig bag hinanden. Milliardærer
og fattige Et
andet forsvarsargument for de mange nye milliardærer har været, at de
ikke tæller noget i den samlede økonomi, og at det derfor ikke er umagen
værd at forsøge at forhindre deres kæmpefortjenester. Forslag om
modaktioner tilskrives primitiv misundelse hos folk, som opfordres til i
stedet at glæde sig over, at det betaler sig at være initiativrig. Dette
argument holder ikke længere i en tid, hvor verdens tre rigeste mænd
ejer mere end de 37 fattigste nationers samlede bruttonationalprodukt. Og
hvor et par hundrede milliardærer ejer mere end halvdelen af verdens
befolkning tilsammen. I en verden, hvor fattigdom og ulighed er et af de
største globale (og nationale) problemer, kan en kraftig omfordeling af
fortjenester og formuer gøre en afgørende forskel. Især hvis man ikke
stopper ved milliardærerne, men også tager dollarmillionærerne med, når
man nu er i gang. Selv
”pæne” forretningsfolk som A.P. Møller og efterkommere har kun
kunnet skabe deres kæmpeformuer på basis af et velordnet samfund med god
infrastruktur, gode uddannelsesinstitutioner m.v. – og godt hjulpet af
erhvervsvenlige politikere og embedsmænd, som uden betænkning har givet
firmaet eneretten til den danske undergrund i et halvt århundrede. På
urimeligt gode og fantasiløse vilkår. Alligevel synes mange mennesker at
finde det berettiget, at ”de dygtige og initiativrige” ejere kan
skalte og valte med disse værdier efter eget forgodtbefindende – og fx
flytte virksomhederne til udlandet, hvis de danske politikere ikke er helt
så erhvervsvenlige, som hr. Møller kunne ønske sig. Salg
af danske virksomheder Det
synes ikke at bekymre ret mange politikere, at flere og flere danske
virksomheder sælges til udlandet. Her kan i flæng nævnes selskaber som
Superfos, TeleDanmark, Sonofon, Unibank, Crisplant, Pasilac, Rasmussen og
Schiøtz og Phoenix Contractors. Store danske virksomheder, som i den
seneste tid har fået følgeskab af nogle af hurtigløberne på IT-området.
Det er kun, når det drejer sig om nationale klenodier som Tivoli, at der
overhovedet kommer en bredere debat om det rimelige i at holde udsalg.
Ellers er politikerne og den brede offentlighed enten stolte eller
fascinerede over, at nogle direktører og aktionærer er blevet forgyldte,
og at nogle purunge IT-nørder er blevet milliardærer på ti år. Hvis
man advarer mod denne udvikling, er svaret som regel, at dels kan man ikke
gøre noget ved det, og dels opkøber dansk kapital jo også udenlandske
virksomheder. Det sidste er ganske rigtigt, og pengemæssigt er der
nogenlunde balance. Det centrale problem er den store usymmetri i
konsekvenserne for de forskellige lande af disse virksomhedssalg. Hvis
dansk kapital køber nogle mellemstore virksomheder i USA, Storbritannien,
Tyskland eller Frankrig, så får det ingen mærkbar indflydelse på disse
landes udvikling. En mellemstor virksomhed i disse lande svarer imidlertid
til en stor virksomhed i Danmark, og dem har vi ikke så mange af, fordi
vi er et lille land. Hvis vi sælger ud af vores store, fremtidsrettede
virksomheder (og det er dem, udenlandsk kapital er interesseret i), så
kan det få væsentlig betydning for Danmarks udviklingsmæssige
muligheder. Der sker nemlig ofte det, at den centrale forskning i
virksomheden flyttes til udlandet, og den danske virksomhed degraderes til
en andenrangs filial, som især skal tage sig af det markedsmæssige. I
perioder med dårlige økonomiske konjunkturer kan man jo prøve at gætte
på, hvor bestyrelsen i New York, London og Paris først lukker
virksomhedsafdelinger for at nedbringe omkostningerne. Det bliver næppe i
ejernes hjemland. Så det udenlandske ejerskab kan næsten ikke undgå også
at få ubehagelige sociale konsekvenser, eftersom de dårlige økonomiske
konjunkturer har det med at melde sig med ret regelmæssige mellemrum. Hvis
vi accepterer kasinosamfundets og det kommercielle markeds pengestyrede
spilleregler, er det rigtigt, at vi ikke kan gøre meget ved det. Så må
vi afmægtigt konstatere, at globaliseringsbølgen skyller hen over os, og
at udenlandsk kapital efterhånden vil styre hovedparten af den avancerede
virksomhedssektor i Danmark. Det er en blandt flere måder at sælge
Danmarks selvstændighed på. Det
er besynderligt, at befolkningen i oplyste, demokratiske industrilande
fortsætter med at acceptere matadorspillet. I stedet for at stoppe
galskaben vælger flere og flere selv at spille med i kasinoet. Man kan
til nød forstå, at de ukritiske massemedier giver høje karakterer til
lande med en ”aktiv aktiekultur”. Det vil sige, hvor en stor del af
befolkningen dagligt spiller med i aktiespekulationerne –
på det seneste ved at trykke på de relevante knapper på
hjemmecomputeren og så overlade resten til internettet. Det er sværere
at forklare, at livets ulidelige lethed skulle være slået så stærkt
igennem, at kraftige spillerstimulanser er nødvendige for at skabe
indhold i tilværelsen. Man har stadig lov at håbe, at det er systemet,
der er galt konstrueret – og ikke menneskenaturen. Borgerløn Hvis
denne forhåbning er rigtig, burde rationelle overvejelser og objektiv
information kunne føre til den erkendelse, at det helt dominerende
flertal af befolkningen i
alle lande vil have fordel af at afskaffe kasinosystemerne. I stedet kunne
man i de rige lande tage begrebet solidaritet til sig igen. En af
metoderne til at skabe større økonomisk lighed er at indføre en generel
borgerløn, som foreslået allerede i 1978 i ”Oprør fra midten” . I
firserne er denne tanke blevet taget op i bredere internationale kredse,
som beskrevet for nylig i en bog af Erik Christensen. Forslag Lad
os først se på hvilke markante ændringer af de nuværende spilleregler
det ville kræve, hvis kasinosamfundet skal aflives og erstattes af et
mere solidarisk samfund. Det klares ikke med små lapperier.
Her er mine egne forslag til aktionens første skridt:
Det
er klart, at disse forslag i denne globaliseringens tidsalder vil blive mødt
med reaktionen: ”det er politisk helt urealistisk”. Det er forståeligt,
når de politiske eliter glade surfer med på globaliseringsbølgen og
lader fanden tage sig af den tunge tredjedel af befolkningen, som har
givet op og trøster sig med TV-underholdning. Men hvis man skulle tage
hensyn til den form for argument, ville der kun kunne lappes lidt på de
forkerte systemer. Som redaktør Ejvind Larsen fra Information har udtrykt
det i forskellige sammenhænge: lapperierne svarer til at ændre
opstillingen af dækstolene på Titanic. Den
skæve formuefordeling Et
første blidt og sikkert skridt til at gennemføre en markant omfordeling
af den skæve formuefordeling kan kobles til en forudsigelig hændelse i
alle menneskers livscyklus. Nemlig at livet har en definitiv afslutning.
En metode baseret på demokratisk vedtagne arveafgifter kan ikke med rette
hævdes at være grundlovsstridig. Det
vil lette den politiske gennemførelse af en skærpet arveafgift, hvis der
indføres en passende bundgrænse. Til illustration vil jeg foreslå følgende
skala: En
arvelod på op til 100.000 kr. er afgiftsfri. For
arvelodder mellem 100.000 kr. og op til en million kr. indføres en lineært
stigende afgift fra nul til 800.000 kr., således at arvingen af 1 million
kr. får udbetalt 200.000 kr. For
arvelodder over 1 million kr. udbetales 200.000 kr. til arvingen, uanset
arvens størrelse. Dette
system vil kun ramme en mindre del af den danske befolkning, og der er
ingen rationel grund til at cementere den skæve formuefordeling, således
som det er tilfældet med de nuværende arveregler. Der
vil sikkert blive udtænkt en række kreative forsøg på at omgå denne
omfordeling. Således vil det være nødvendigt at afgiftsbelægge gaver
fra forældre til børn efter samme princip som angivet for arvelodder. Den
økonomiske omfordeling mellem levende mennesker kan sættes i gang ved at
kombinere en generel borgerløn med en virkelig progressiv indkomstskat og
en progressiv formueskat for formuer over 1 million kr. Det er naturligvis
i direkte modstrid med de aktuelle tendenser, hvor borgerlige politikere
ikke undser sig for at argumentere for, at det skal kunne betale sig for højtlønnede
at yde en ekstra indsats. Hvorfor i alverden skal det være et formål?
Den gruppe er allerede plaget af kraftigt arbejdsstress. Mit
forslag vil sikkert blive mødt med beskyldninger om ”rendyrket
socialisme” og provokation til hjerneflugt. Men for det første tror jeg
ikke på, at penge er den vigtigste drivkraft i livet for de fleste
mennesker. For det andet tror jeg, at man kan skabe et bedre og mere
harmonisk samfund uden de mennesker, som rent faktisk har penge som den
dominerende drivkraft. Attac
– et spirende oprør Udgangspunktet
for dette manifest er, at det samlede menneskeskabte system er på
splittergal kurs. Så nytter det ikke at lade forslagene lamme af, hvad
der anses for politisk realistisk. Der kommer ikke noget oprør, hvis alle
giver op på forhånd. Spillereglerne er menneskeskabte og kan ændres af
mennesker – i modsætning til hvad der gælder for naturlovene. Derfor
må man også glæde sig over det spirende internationale oprør, som er
startet i Frankrig med dannelsen af en bevægelse (forening) med navnet
Attac og manifestet ”Sæt en anden dagsorden”. Navnet Attac står for:
l’Association pour la taxation des transactions financières pour
l’aidre aux citoyens (foreningen til beskatning af kapitaltransaktioner
til fordel for medborgerne). Spiren
til Attac blev lagt af en lederartikel i den franske avis le Monde
diplomatique i december 1997 skrevet af bladets chefredaktør Ignacio
Ramonet. Han foreslog, at man skulle danne en verdensomfattende
folkelig bevægelse, som bl.a. skulle kæmpe for indførelsen af en
global Tobin-skat. Lederen indeholdt også et angreb på den økonomiske
globalisering og den dominerende markedsfilosofi, som den fungerer under
medvirken af en række internationale organisationer som WTO,
Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og OECD. Ramonet’s
lederartikel blev entusiastisk modtaget af bladets læsere med en større
strøm af læserindlæg til
bladet end nogensinde før. Det gav anledning til, at en række af bladets
redaktører tog kontakt med tidligere skribenter i bladet fra områder som
økonomi, statskundskab og jura og indkaldte til et møde i marts 1998,
hvor der også blev inviteret fagforeningsledere, miljøorganisationer og
andre samfundsinteresserede. Efter nogle måneders forberedelser
blev foreningen Attac etableret den 3. juni 1998 med bl.a. følgende
punkter i formålsparagraffen:
Et
år efter dannelsen af Attac havde foreningens franske afdeling 10.000
medlemmer, og to år efter i juni 2000 havde den 25.000 medlemmer,
inklusive en række fagforeninger og miljøorganisationer. En dansk
afdeling af Attac blev stiftet i efteråret 2001. Man kan søge
oplysninger om den internationale organisation på Attac’s hjemmeside:
www.attac.org, som i sommeren 2000 havde et besøgstal på
800.000 pr. måned fra 90 forskellige lande.
Hjemmesiden for AttacDanmark har adressen: www.attac-danmark.dk. En
af de tilsluttede organisationer, som har været i de internationale
mediers søgelys, er den økologiske landmand José Bové’s
Confederation Paysanne. I august 1999 anførte Bové et angreb på en næsten
færdigbygget McDonaldsrestaurent i Millau i Aveyron. Det var en
protestaktion mod USA's sanktioner mod fransk landbrug, efter at Frankrig
havde lukket for import af hormonpumpet kød fra USA. Aktionen kostede Bové
et fængselsophold. Bevægelser som Attac kan være et nyttigt element i kampen mod den skæve globalisering, og bevægelsen kan forhåbentlig bidrage til fremme af de krævede markante ændringer i det internationale samarbejde på overordnet plan, så udviklingen kan drejes i en bedre retning. Litteraturhenvisninger Special
Issue: ”The United Nations at Fifty: Policy and Financing
Alternatives”, Futures, Vol. 27, March 1995. Niels
I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen: Oprør fra midten,
Gyldendal, 1978. Erik
Christensen: Borgerløn, Forlaget Hovedland, 2000.
|