J.A.K. bladet

Leder af redaktionen

Er der et alternativ til økonomisk og menneskelig spekulation?

Lad dem lege i livstræets krone,
lad dem føle, at livet er stort,
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Sådan lyder omkvædet i Erik Lindebjergs smukke og livsbekræftende sang ”Livstræet”. Børnene elsker den, og de elsker at synge den. Sangen handler om at finde de ægte, de sande værdier i livet - og ikke lade sig opsluge i kampen om magten, synke hen i det åndsfattige liv, hvor intet uden ulykken kan gro.

Landsforeningen J.A.K. arbejder for menneskelig og økonomisk frigørelse. Frigørelse til at kunne se de sande værdier, og hvad der er vigtigt i livet. Mange oplever i forbindelse med alvorlig sygdom at få sat tingene i perspektiv, at få ændret deres værdibegreber. Mange finder ud af, at det er mere værdifuldt at lege i livstræets krone end at flintre af sted for en større materiel gevinst.

Det er dog ikke kun tiden, der forsvinder i ræset for at tjene penge til den materielle velstand. Der sker en påvirkning af mennesker, hvis vigtigste livsindhold er at tjene penge. De mister perspektivet!

Der er mange måder at tjene penge på. Det ser ud til, at meget vil have mere. Har man først opnået at have lidt på bankbogen, skal der mere til, og det skal helst ske så nemt som muligt – og gerne uden egen sved på panden. Man bruger udtrykket, at pengene skal arbejde, eller at de skal yngle. Vi kan lige så godt kalde tingene ved deres rette navn: Spekulation!

Artiklerne i dette temanummer beskriver igen og igen, at de store gevinster, som spekulanterne henter hjem, ikke bare kommer ud af den blå luft. Det er rentepengene, der gør det. Spekulanternes gevinster kommer fra dem, der ikke er så gode til at spekulere, eller som – ifølge sagkundskaben – ikke kan læse markedet så godt. For at spekulanterne kan tjene, må andre miste, lide tab. Som det udtrykkes i en af artiklerne, hører det mere hjemme i et kasino! Spekulanterne fortrænger, at deres leg / spil kan have alvorlige konsekvenser for andre, eller de er blevet så kyniske, at det ikke rører dem.

Det beskrives også i dette blad, at ganske mange helt almindelige mennesker deltager i spekulationsræset. Vi er dog pæne mennesker, så vi opererer via investeringsselskaber. Meget få kan sige sig fri for at deltage i økonomiske spekulationer. Hvor mange af os har ikke en pensionsordning, hvor tilskrivningerne kommer fra spekulation i et eller andet omfang. Det er sådan, at de mest kyniske går efter den højeste gevinst, uanset hvor pengene kommer fra - og det er nok dem, der vil få den højeste pension! Desværre må det konstateres, at nogle af de bedste afkast stadig kommer fra våbenindustrien eller heraf afledte produktioner.

Når vi i J.A.K. taler om at skabe kapital, mener vi fremstilling af ting, der har en reel værdi, hvilket våben ikke kan siges at have. Det gør det blot desto mere paradoksalt, at det er her, betragtelige gevinster hentes. Desværre skal vi ikke forvente den store forandring i tankegangen blandt magthaverne verden over. Dette blads redaktion skal ikke udpege de værste syndere – vi kan alle nævne kandidater – men det kan være sørgeligt at konstatere, at popularitet ofte opnås ved at opfordre til krig. Statsledere har også vundet prestige ved at styrke våbenproduktion – både arbejdere, fabrikanter og investorer har deltaget i lovprisningen. Det er åbenbart acceptabelt at spekulere i at skabe krig og ødelæggelse med uskyldige menneskers død og fleres lemlæstelse til følge – blot for at tjene penge – mange penge. Det er dog meget logisk, at det ender sådan, når målet ikke længere bliver at tjene en fornuftig løn ved produktion af  nyttige produkter (reelle værdier), men at få større og større gevinster – på andres bekostning. Det er den rendyrkede egoisme, der for enhver pris vil opnå egne fordele.

Hvad kan vi da stille op imod det? Er der et alternativ? Ja, det er der: Sæt fællesskabet i centrum og vælg hadets modsætning, nemlig kærligheden. Det er netop, hvad der ligger i menneskelig frigørelse. Den baner vejen for den økonomiske frigørelse, der består i, at vi ikke længere vil have magt og tjene penge for pengenes egen skyld. Den økonomisk frigjorte tænker ikke i gevinst, men i velfærd for alle. Han vil ikke vinde på andres bekostning, idet han sætter sine økonomiske handlinger i relation til sin moral. Det er, hvad der ligger i Landsforeningen J.A.K.s formål: At arbejde for folkets menneskelige og økonomiske frigørelse.

J.A.K. bladet