J.A.K. i hverdag og fest

J.A.K. bladet har bedt en af bevægelsens frontkæmpere gennem mere end 30 år skrive en tale, som kunne være holdt i anledning af Landsforeningen J.A.K.s stiftelsesdag den 11. februar

Af Poul Busk Sørensen

Ved J.A.K. møder og fester tager vi J.A.K. sangbogen frem. Selv om den efterhånden har nogle år på bagen, er en masse af sangene skrevet i et tidløst sprog, som også appellerer til J.A.K. folk af i dag.

En sang har den fordel, at forfatteren kan tillade sig et ordvalg, som i almindelig prosa ville virke meget højtideligt - ja, nogle mødedeltagere ville måske ligefrem få myrekryb over den ene salvelsesfulde udlægning efter den anden.

Jeg vil i løbet af min tale her i dag citere nogle vers fra J.A.K. sangbogen, hvor ordene alene gør det til en oplevelse for mig at kende J.A.K. - og som for mig bekræfter rigtigheden at have gjort J.A.K. til et fast element i min tilværelse.

Lad mig begynde med et vers af Frederik K. Kristiansen:

Vær da velkommen til fælles stræben
og fælles virke for fælles sag,
at ord ej blot er en klang på læben,
men ærlig handling i højlys dag.
Et mål er nået, det næste kalder,
og tidens tale os giver hast,
thi vi skal bygge, mens tårne falder,
at ikke livskaldet for os brast.

Den fælles sag, der er tale om, er naturligvis Landsforeningen J.A.K.s formål: Gennem oplysning at rejse en bevægelse for gennemførelse af folkets menneskelige og økonomiske frigørelse - samt at arbejde for oprettelse af praktiske funktioner til fremme af formålet!

Netop fælles stræben for fælles sag er noget helt elementært og centralt i J.A.K.s økonomiske arbejde - mens den menneskelige frigørelse umiddelbart forbindes med en mere personlig indsats. Jeg vil påstå, at der alligevel er en sammenhæng.

Næstekærlighed
Jeg vil stille dette spørgsmål: Skal næstekærlighedsbudet, som vi finder det i mange religioner, kun opfattes som en udfordring til os mennesker om at være næstekærlige i følelsesmæssig forstand - eller ligger der også en forpligtelse til sammen med meningsfæller at opbygge fællesskaber, der i praktisk virke kan frigøre mennesker fra det åg, der pålægges dem fra magthavere af forskellig art.

Jeg er overbevist om, at dette spørgsmål er særdeles vigtigt for os mennesker. Hvis vi ser os om i samfundet, vil vi opdage et hav af sekter, bevægelser, foreninger og organisationer, der påberåber sig et medmenneskeligt arbejde. Vi har f.eks. en folkekirke, men har vi også et folk, der har det livsgrundlag at ville næstens vel, ikke blot i ord, men også i handlinger.

Kan vi og vil vi alvorligt arbejde for en ændring af de bestående forhold i samfundet, eller vil vi kun snakke om det?

Skal vor indsats være "ord, der blot er en klang på læben" eller skal vore bestræbelser samles i "ærlig handling i højlys dag" ?

Det enkelte menneske må gøre op med sig selv, om hun eller han ukritisk vil leve sin tilværelse videre. De, der er tilfredse, foretager sig selvfølgelig intet for at ændre tingenes tilstand. De, der er utilfredse, men alligevel indretter sig, må endnu en gang overveje, om det er en værdig situation for et menneske.

Hvis vi beslutter, at der må en ændring til, må vi finde sammen og arbejde for det. Det nytter ikke med store ord og armbevægelser - der må gøres et praktisk stykke arbejde.

Hvor vil vi hen?
Ethvert projekt må opbygges efter devisen: Hvor vil vi hen, og hvordan kommer vi derhen ?

Vil vi derhen, hvor konkurrencen i samfundet flyttes fra kampen om det daglige brød og de materielle fordringer til en ædel kappestrid med de rige evner og de ægte følelser, vi fik i vuggegave ?

Vil vi derhen, hvor maskinerne gør arbejdet, og ligegyldigt administrationsarbejde er fjernet. Vil vi derhen, hvor vi ikke taler om arbejdsløse, men arbejdsfri mennesker, der skaber et brutto-nationalprodukt, som udregnes efter helt andre regler end de på bjerget gældende i dagens samfund ?

Vil vi - dybest set - derhen, hvor mennesker lever i fred og harmoni med hinanden, og hvor opfyldelsen af næstekærlighedsbudet ikke blot er en naiv og fjern drøm?

Hvis vi sætter os disse høje mål, må der ske en frigørelse fra de åg, der i dag hviler på vore skuldre.

Mange idealistisk arbejdende bevægelser har menneskelig frigørelse på deres program, men ofte kræver opfyldelsen af de gode tanker, at hele samfundet skal ændres til en ny moralsk tankegang. Personlige afsavn uden sikkerhed for, at andre gør det samme, er ofte et vigtigt element - og den tankemæssige belønning på et højere etisk plan skulle så kompensere for praktiske og økonomiske forskelle.

Jeg er bange for, at en ensidig satsen på menneskelig frigørelse ad etisk vej bliver en lang og trang vandring.

Efter J.A.K.s opfattelse er det ikke tilstrækkeligt alene at satse på menneskelig frigørelse. Nok så vigtig er den økonomiske frigørelse. Og det er vor faste overbevisning, at økonomisk frie mennesker vil have langt større muligheder for at skabe en friere menneskelig tilværelse end den, vi kender.

Hvad er J.A.K. - og hvad vil J.A.K. ?
J.A.K. er en bevægelse, hvis formål er at gennemføre det danske folks økonomiske og menneskelige frigørelse.

Bogstaverne J.A.K. står for Jord - Arbejde - Kapital, som er de 3 faktorer, hvis samvirke er grundlag og betingelse for al produktion, på hvilke ethvert samfund er bygget op, og hvoraf al menneskelig eksistens er afhængig.

Ordene lyder måske lidt gammeldags, men jeg synes, det lyder flot - og så er det jo rigtigt - det er jo sådan, det hænger sammen.....

Jord er symbol for stof i videste forstand - råproduktet - hvad enten det er jord til landbrugsproduktion, metal til industrien eller det lærred og de farver, kunstneren anvender til at fremtrylle sit kunstværk.

Arbejde er den påvirkning, stoffet (jorden) underkastes for at blive til det færdige produkt.

Kapital - den ægte kapital - er den ved jord og arbejde skabte produktion, altså bygninger, maskiner, arbejdsredskaber, kunstværker osv.

Vi kan opstille formlen Jord + Arbejde = Kapital eller sagt på en anden måde: Råproduktet + Arbejdskraft = Ægte værdier.

J.A.K. er en livslov
Jord - Arbejde - Kapital er logik i vort praktiske liv, men for mig er Jord - Arbejde - Kapital meget mere end det. For mig er Jord - Arbejde - Kapital simpelt hen blevet en livslov, der giver svaret på mange af livets spørgsmål.

Vi kan tage den praktiske logik først. Lad Jord være et stykke jern - Lad Arbejde være en smed - Lad Kapitalen blive en spade...... Det er jo positivt...

- men hvis vi stadig har jernet og smeden, men lader Kapitalen blive et våben.... så er det måske knapt så positivt...

Derfor må vi tænke videre: Hvis Jord nu kunne være "vore egne tanker, længsler og drømme" - Arbejde "vore følelser, vor fornuft og vor vilje" - Kunne Kapitalen (resultatet) så ikke blive "positive tanker, en slags menneskelig frigørelse".

- og når vi så kombinerer den praktiske logik og det menneskelige resultat, kan vi håbe på, at smeden med jernet på ambolten og hans længsler og drømme i sindet vil fabrikere en spade i stedet for et våben - og hvis han gør det modsatte, så har vi for alvor en opgave at løse !

For mig er der ingen tvivl: "Jord + Arbejde = Kapital" er en livslov. Lever vi op til kravene, kan vi være med til at skabe en bedre verden. Svigter vi livsloven, får vi problemer!

Den navnløse skare
Nu er det lige før, jeg kunne nå til det højtidelige, så det er nok på tide at tage J.A.K. sangbogen frem og lade Frederik K. Kristiansen klare det for mig med følgende verselinjer:

Vi har her i Danmark de flittige hænder,
der virker herude i de tusinde hjem,
den navnløse skare, som verden ej kender,
de mange i folket, der bærer det frem,
der tager sin tørn med tålmodigt sind...

Vi har her i Danmark de tanker, der bærer
til samling, til frihed, til lysere kår,
og folket det lytter, det undrende lærer, 
indtil det til sidst til erkendelse når:
Af jorden ved arbejdets skabende kraft
fremstod kapitalen - vi aldrig har haft -
De skatter og renter, de dyre procenter
fuldstændig forsvinder for J.A. og K. 

Den navnløse skare, som verden ej kender, de mange i folket, som bærer det frem...

Jeg vil gerne sende en hyldest til den store anonyme skare, der har båret J.A.K. frem - og som også er den sikre garanti for, at der altid vil være en J.A.K. bevægelse. Det er i hverdagen, det arbejde gøres, som betyder, at vi med festlige lejligheder kan se tilbage på opnåede resultater.

Det er ikke den halve snes mennesker, der oftest får lov til fra talerstolene rundt omkring i landet at fremføre J.A.K.s tanker, som er J.A.K.s fundament (så fantastiske er vi nu ikke). J.A.K.s fundament er de mange, der tålmodigt i deres dagligdag er det sikre bevis på, at J.A.K.s tanker om økonomisk frigørelse kan realiseres og berede vejen for en menneskelig frigørelse.

Det er de stille i forsamlingen, der troligt lytter efter de vise ord fra talerstolen, forstår dem og rejser hjem og praktiserer dem - det er dem, der har båret J.A.K. frem.

Jeg vil også rette en tak til den kone (eller mand), der er blevet hjemme og passet bedriften eller børnene, mens ægtefællen tog til J.A.K. møder eller kurser. Det er også de familier, hvis hjem altid står åbent for en J.A.K. snak - hvor telefonen ringer midt i aftensmaden - og den sparsomme familiehygge endnu en gang må vige for J.A.K. sagen.

Blandt hverdagens J.A.K. helte er også de mange, der tager deres tørn i regionen og i andelskassen - og de allervigtigste er måske hende eller ham, der i deres egen private kreds bringer folketalerens og superskribentens ord ned i hverdagens sprog. Ved rolige, ofte lange og gentagne samtaler med børn, venner og bekendte - med kolleger på arbejdspladsen - med naboen over hækken eller markskellet - bringer de J.A.K.s budskab videre - understøttet af egen tro på sagen og eget virke herfor.

Med deres rolige ord giver de stof til eftertanke - og de har masser af tid til at vente på, at disse hverdagens samtaler skal give resultat - i sikker forvisning om, at det bedste eksempel er deres egen fulde opbakning af Landsforeningen J.A.K., af J.A.K. regionerne og af J.A.K. andelskassen.

J.A.K.s virkelige grundvold er de stoute folk, som aldrig kan lokkes af rentesystemet - og som gennem egen økonomisk frigørelse har lagt grunden til et menneskeligt friere liv.

En ny samfundsøkonomi
J.A.K.s mål på det økonomiske område er at skabe ny samfundsøkonomi, en økonomi uden renter og styret af folket selv. Vort endelige mål er en samfundsbank, der kan finansiere arbejde og produktion rentefrit og sikre, at der altid er de fornødne omsætningsmidler til de opgaver, fællesskabet ønsker fremmet.

Vi har endnu ikke denne samfundsbank og får det måske heller ikke i vor tid - selv om der er hårdt brug for den. Det betyder imidlertid ikke, at vi sætter os ned med hænderne i skødet og venter på, at et mirakel skal ske. Lige siden J.A.K.s start i 1931 har bevægelsen bestandig arbejdet hen imod det endelige mål ved at opbygge andre former for kreditkredsløb, som i den aktuelle situation kan finansiere arbejde og produktion billigst muligt. Vort nuværende praktiske apparat er vore J.A.K. andelskasser og Folkesparekassen.

Jeg skal ikke her gå i detaljer med det praktiske arbejde i J.A.K. pengeinstitutterne med omsætning, opsparing, kassekreditter, lån og gældsafvikling. Det holder vi masser af andre møder om. Blot skal jeg sige, at er man enig i J.A.K.s ideer om nytænkning og en ny praktik i økonomien, er det vel en selvfølge, at man søger oplysning og kommer i gang.

Det haster: Hver krone, der bliver i det gamle system, bruges med usvigelig sikkerhed til at rentebinde dig selv og dine medmennesker. Hver krone, der føres ind i et J.A.K. pengeinstitut, er et skridt i den rigtige retning. Og lad nu være med at vente til i morgen eller en dag ved lejlighed. Rentesystemet venter ikke. Renteuret tikker hvert minut døgnet rundt, hvad enten det er hellig eller søgn.

Derfor kan det ikke siges kraftigt nok, at det gælder om at vælge side. Tror man på rentesystemets velsignelser, skal man ikke nøjes med en almindelig lønkonto i et rente-institut, så skal man med brask og bram søge oplysning om formuepleje, flittige penge osv. - Vil man derimod en ny vej, kan man med sin passivitet være med til at forsinke udviklingen. Rentesystemets største forbundsfælle er alle dens modstandere, der ikke kan få taget sig sammen til at etablere et samarbejde.

Hvor står du i denne kamp? For rentesystemet  - Imod rentesystemet - Eller bare passiv. Vælg side - Ikke i morgen - Men her og nu !

Fællesskabets frihedsdrømme
Så er det vist på tide, at jeg igen overlader ordet til Fr. K. Kristiansen for nogle særdeles magtfulde linjer:

Fra fællesskabets de dybe strømme,
der knytter hjemmenes hjertebånd,
fra slægtens dæmrende frihedsdrømme,
der rejste folket med fælles ånd,
fra folkeånden, der skellet sletter
og dybt forener, hvad før var skilt,
der samler kraften og stiller trætter,
kom tankens styrke og fører mildt.

Det folk, der misted´ de dybe tanker
og rev sig løs fra sin voksegrund,
det folk, der magtglad på storhed sanker,
vil ængstet vågne på mosebund.
Dets styrke svinder, og planløst famler
det hid og did uden kraft og mod,
forgæves massen i trods sig samler,
thi det er sygt i sin hjerterod.

Men vi tør løfte vor frie fane
mod dagens virvar og døgnets strid,
thi folkeånden vil vejen bane
for stor og herlig og mandig id.
Og folket kender sin egen stemme,
sin egen længsel mod livets kår,
og aldrig, aldrig et folk kan glemme
det fællesskab, der til hjertet når.

Økonomisk og menneskelig frigørelse
Jeg har flere gange kredset omkring de to begreber "økonomisk og menneskelig frigørelse".

Frigørelse er for mig et fantastisk ord - et ord med meget større rækkevidde end det sædvanligt brugte: Frihed. Ordet "frihed" kan dække over så meget:

Frihed fra sult, frihed fra slaveri, frihed til at herske over andre. Ja, med frihed som adelsmærke kan man føre krig mod andre nationer for at påtvinge dette lands indbyggere "vores frihed". Når begrebet frihed udøves på bekostning af andre, har det efter min bedste opfattelse ikke noget med menneskelig frigørelse at gøre.

Menneskelig frigørelse betyder for mig, at man har gjort sig fri, har opnået den ydre og indre frigørelse, som tillader een at tænke, tro og tale frit samt at handle uden praktiske og tankemæssige bindinger, uden styring af ydre forhold, som f.eks. økonomisk afhængighed.

For mig er kampen mod renten en sammensmeltning af økonomisk og menneskelig frigørelse. Økonomisk frigørelse er praktisk handling, hvis resultat kan være et vigtigt skridt på vejen mod menneskelig frigørelse - men omvendt kan menneskelig frigørelse danne grundlag for de handlinger, der resulterer i økonomisk frigørelse.

Her er det væsentligt at slå fast, at begrebet "menneskelig frigørelse" ikke for mig er lig med en religiøs, åndelig svæven på en sky højt hævet over det jordiske livs fortrædeligheder, men midt i kampen at være et lysende eksempel på: Et opgør med vanetænkning - Et åbent sind over for nye tanker - Mod til at have sin egen mening - Vilje til at gennemføre sine mål.

Et opgør med vanetænkning er blandt andet evnen til at sætte spørgsmålstegn ved økonomers og politikeres stædige fastholden af rentens funktion i samfundsøkonomien.

Et åbent sind over for nye tanker kan være en undersøgelse af J.A.K.s tanker om en samfundsbank, der rentefrit stiller de fornødne omsætningsmidler til rådighed - men også en ærlig vilje til ikke straks at forkaste andre bevægelsers søgen efter en rigere menneskelig tilværelse.

Mod til at have sin egen mening end på bjerget gældende er ikke enhver beskåret. Det er menneskelig frigørelse at turde fremlægge sit eget gennemtænkte løsningsforslag, ikke for enhver pris hvor som helst - men hvor det naturligt falder for.

Vilje til at gennemføre sine mål er en naturlig forlængelse af et opgør med vanetænkning, et åbent sind over for nye tanker og mod til egne meninger. I gennemførelsen af sine mål er det menneskelig frigørelse, hvis det sker i ydmyghed over for den opgave, der er blevet os betroet.

Ydmyghed i bevidstheden om vore tankers værdifuldhed gør det unødvendigt at føre os frem med en højrøstet bedreviden og et hastværk, hvor kommende medarbejdere presses ind i et fællesskab, de endnu ikke fatter. Menneskelig frigørelse er også at plante et træ, passe og pleje det med omhu og kærlighed - og tålmodigt vente på, at det skal bære frugt.

J.A.K. har plantet et træ - Lad os af alle kræfter fortsætte kampen for den økonomiske frigørelse. Den bærer i sig kimen til J.A.K.s egentlige mål: Den menneskelige frigørelse.

J.A.K. i hverdag og fest
J.A.K. har meget at glæde sig over på festdage - men husk, at grundlaget for festtalerne, festsangene og festrusen skabes ved det hårde målbevidste arbejde i J.A.K.s hverdag.

Når vi erkender, at vort daglige virke for J.A.K. er vort bidrag til at gøre verden en lille smule bedre, kan vi med fortrøstning se fremtiden i møde. Der er al mulig grund til at tro, at vi gamle J.A.K.ere sammen med mange nye deltagere skal arbejde for økonomisk og menneskelig frigørelse.

- og så vil jeg gerne slutte med et sidste citat fra J.A.K. sangbogen - nogle vers, vi ikke synger så tit, men som for mig er blandt de smukkeste og rigtigste - og som jeg personligt tager frem og læser, når hverdagen skal have et vingesus.

Man siger, verden, den er ond
en vild og voldsom elv,
kan hænde dog, det har sin grund
så halvvejs i os selv.
Forbedred vi vor færden,
bød vi det onde trods
hvem ved, om da ej verden
den bedred sig med os.

For vi er verden, du og jeg
vi folk fra tusind hjem
og hitter fremad vi en vej
går verden frem ad den.
Og er du nok så ringe
og bygger lavt i grus,
en sten du dog skal bringe
til slægtens nye hus.

Så virk da for din lille kreds,
det bedste, som du kan,
da skal vel også frugten ses
engang for folk og land.
De  mange spæde bække
skal samles til en å,
og marken skal sig dække
med tusind blomster små.

Tak, fordi I lyttede (læste) så opmærksomt - Held og lykke med vor fælles stræben og vort fælles virke for vor fælles sag: Jord + Arbejde = Kapital.

 J.A.K. bladet