J.A.K. bladet

ØkoMælk A/S  – det økologiske mejeri i Vejen 

Af Bjarne Larsen 

I marts 1995 besluttede 20 landmænd at oprette deres eget mejeri: ØkoMælk A/S. I opstarten lejede mejeriet sig ind hos et eksisterende mejeri, hvor den første mælk blev tappet i august 1995 - i første omgang nogle få tusinde liter om dagen 

Et moderne mejeri
Det viste sig dog hurtigt, at en stor del af de danske forbrugere ønskede den økologiske mælk, og efter det første år var efterspørgslen mange gange over det forventede. Dette skabte pladsproblemer i de daværende bygninger, så i julen 1997 købte ØkoMælk A/S de bygninger, som tidligere har huset Diplom Is. Efter en større ombygning kunne den første mælk tappes den 6. august 1998, omtrent på 3-års dagen for mejeriets begyndelse. 

ØkoMælk A/S fremstår i dag som et moderne konsum-mejeri, hvor der dagligt tappes/produceres mellem 40 og 60 tons mælk, fløde, tykmælk, yoghurt, smør og cheddar ost. Indtil 1. oktober i år leverede ØkoMælk størstedelen af produktionen til Dansk Supermarked, men leverer nu til forskellige butikker i det østjyske område og forventer snart at være landsdækkende igen. 

Leverandørerne er aktionærer
Landmændene, som også er ejerne, har gjort det til en dyd ikke blot at levere økologisk mælk, men mælk af højeste kvalitet. Mælken skal, hvad angår smag og konsistens, være så tæt som muligt på mælk lige fra koens yver. Landmanden og mejeriet sørger for at undgå, at mælken ødelægges under pumpning og køling. Derfor bliver ingen af mælkeprodukterne hos ØkoMælk A/S homogeniseret - en proces hvor fedtet knuses, hvilket har negativ effekt på mælkens smag og holdbarhed. 

Starten af mejeriet i 1995 var i den gamle ånd, som herskede for over 100 år siden, men da alle var leverandører til andre andelsmejerier på starttidspunktet (og dette kunne give problemer med brud på vedtægter i både det gamle og nye andelsselskab), valgtes en anden løsning.  

ØkoMælk blev stiftet som et A/S, hvilket også gav en kapital at starte med. Købet af aktier er forbundet med mælkekvoten på den enkelte ejendom, dvs. at der skal erhverves 10 aktier af 1000 kr. pr påbegyndt 100.000 kg mælkekvote. For at levere mælk skal man have aktier, og for at have aktier skal man levere mælk. Dette er meget vigtigt, da det medfører, at selskabet ikke kan opkøbes. Som for et andelsselskab skal man ved ejerskifte sørge for, at den nye ejer indtræder i  selskabet, og kun ved ejerens død kan arvinger blive undtaget for dette. Aktierne skal i så fald sælges til aktionærer i selskabet eller til selskabet. 

Aktierne er siden starten steget lidt i kurs på grund af konsolideringen i selskabet - dog har det ikke været et mål at få en høj kurs på aktierne. Antallet af leverandører/aktionærer bestemmes efter afsætningen, og selskabet har flere gange udvidet leverandørkredsen og har stadig mange stående på venteliste. 

At ØkoMælk er et A/S, bryder med princippet om ”1 mand 1 stemme”. Brugen af flertals-demokrati har ikke været udgangspunktet, og derfor er det kun  ved generalforsamlingens valg af bestyrelse, at det kommer til udtryk. Andre afstemninger, som har været gennemført, har ofte foregået som diskussion og med håndsoprækning. På den måde har de gamle principper alligevel været det bærende.

J.A.K. bladet