J.A.K. bladet

Fællesskabet i Natur-Balance-Huset   

Af Arne Rasmussen og Jane Enemark 

Natur-Balance-Huset er ikke et fysisk hus, 
men en landsdækkende forening med 
ca. 20 velfungerende huse over hele landet.
 

Husets formål er:

  • at udbrede kendskabet til sammenhængen mellem krop, psyke og ånd for at skabe balance mellem mennesker, dyr, planter og jorden
  • at etablere et hus, hvor behandlere kan være til stede, og hvor mennesker kan blive til inspiration og glæde ved at hjælpe hinanden i udveksling af erfaringer omkring alternative helbredelsesmuligheder, sund levevis, og personlig udvikling. Foreningen har hverken politiske, økonomiske eller religiøse tilhørsforhold.

I Natur-Balance-Husene har vi forskellige arrangementer. De fleste huse kører med foredrag, behandlingsaftener eller åbent-hus-arrangementer, hvor folk kan få gratis prøvebehandlinger –  og medlemsmøder, hvor de aktive i husene mødes. I huset i Rødding har vi desuden videoaftener, hvor vi mødes om en videofilm. Bagefter får vi en snak over en kop kaffe og lidt blødt brød. Vi har også fællesspisning nogle gange i løbet af året. 

Hjælpere og behandlere
Formålsparagraffen er todelt, og det er den sidste del, der er grundlaget for det arbejde, som foregår i huset. I Rødding er noget af det bærende, at vi skal have det sjovt, når vi mødes. Sådan har det ikke altid været. Tidligere har arbejdet i huset været præget af pligt og skideballer, hvis pligten ikke blev udført. Det betød, at der med tiden blev en større og større nedbrydning af huset, som til sidst var ved at lukke. Så kom der en ny ledelse til, og den gamle måde at arbejde på blev kasseret.

Det bærende er nu fællesskabet mellem medlemmerne –  det gælder både behandlere og hjælpere.

Hjælperne er dem, der sørger for det praktiske ved alle vore arrangementer, dvs. kaffe, the, entrebetaling, dække borde og tage en hyggesludder med gæsterne.

Behandlerne kommer fra alle steder i det alternative spektrum. Der er healere, tarotlæggere, shamaner, astrologer, zoneterapeuter, clairvoyante, kranio-sakral terapeuter, massører af forskellige slags m.m. 

Samarbejde og fællesskab
En af styrkerne ved Natur-Balance-Huset er, at alle kan arbejde sammen på tværs af faggrænser. Det vigtige er, at vi nyder hinandens selskab, og at vi alle har lyst til at give noget til fællesskabet. Vi har muligheder for at give på mange forskellige måder. Vi kan henvise klienter til hinanden. Vi kan ikke alle sammen alt som behandlere, men når vi kender hinanden, kan vi supplere hinanden og dermed give mere til mange klienter. I sidste ende gavner det også os selv, da vi får lov til og mulighed for at arbejde med de problemstillinger, vi er bedst til.

Når vi alle er parate til at give, betyder det også, at vi alle får. Det viser sig også i praksis ved, at vi bytter behandling med hinanden. Det er ikke altid den samme, der giver –  og heller ikke altid den samme, der får. Når vi er til medlemsmøde, er der altid nogen, der har masser at give af –  og andre, der er i underskud. Det vil aldrig være de samme fra gang til gang. Hvis man ser på den enkelte aften, vil det ligne en ubalance, men alle går hjem og har det godt. Hvis der var et regnskab at kigge i, ville man kunne se, at balancen er der over længere sigt. Vi arbejder i tillid til, at denne mekanisme fungerer.

Denne balance har vi også mellem nogle af husene. Mangler der behandlere i et hus, er der mulighed for at klage sin nød til et andet, hvor behandlere så selvfølgelig vil stille sig til rådighed. Vi kan hjælpe hinanden med råd og vejledning, hvis et hus er rendt ind i problemer af den ene eller anden art. Da Esbjerg påtænkte at starte et hus, havde vi i Rødding en behandlingsaften, hvor hele aftenens indtægt gik til Esbjerg som startkapital. Det er her vigtigt at pointere, at det er op til det enkelte hus at tage ansvar for sine egne opgaver. Der er ikke nogle huse, som har beslutningsret over andre. 

Den fælles interesse
Der er ingen, som tjener penge på arbejdet i Natur-Balance-Huset. De opnåede indtægter går udelukkende til lokaleleje, annoncering, kaffe, the osv. Når så mange mennesker har lyst til at bruge både aftener og weekender på at arbejde i husene, er det altså ikke pengene, der styrer værket. Det er simpelthen det, at vi nyder at arbejde med hinanden og være sammen om det, der er vores fælles interesse.

Som tidligere nævnt kommer vi alle fra vidt forskellige retninger, og vi er bestemt ikke hinandens rygklappere. Vi er til tider rygende uenige og kan have lange debatter om nogle af de emner, der optager os alle, men vi holder lige meget af hinanden alligevel. Det kunne jo også være, at vi alle kunne blive klogere af en sådan debat. Finder man ud af, at ens argumenter ikke holder, kunne det jo tyde på, at det er tid til en holdningsændring –  og hvis de holder, bliver man styrket i overbevisningen. Sådan en debat kan kun foregå i et forum, hvor man er tryg og sikker på at blive respekteret. Der er heller ikke nogen, der siger, at vi skal ende med at blive enige. Verden er mest spændende der, hvor brydningspunktet mellem de forskellige holdninger er. Det kræver blot respekt og tolerance, for at det kan gennemføres. 

Ansvarlighed
Et andet vigtigt element i arbejdet er ansvarlighed, både i forhold til de opgaver der skal løses, og i forhold til hinanden. I Rødding viser det sig ved, at formanden kan stole på, at diverse opgaver selvfølgelig bliver løst, udelukkende ved at vise tillid til, at det sker. Dette viser en høj grad af ansvarlighed og ligeværdighed hos medlemmerne. I forhold til hinanden oplever vi ofte, at vi ikke kan få lov til at have det rigtig skidt i ret lang tid ad gangen. Der kommer som regel altid en person, som vil gøre sit til, at man kommer på ret køl igen. Når vi arbejder på at få løst ubalancer, hvor de er, uanset om de ligger hos os selv eller hos en anden person, så løfter vi det samlede velvære i gruppen –  og dermed også hos os selv. Det er også med til at øge trygheden og samarbejdet i gruppen.

Det lyder alt sammen meget godt i teorien, og i nogle af Natur-Balance-Husene har vi kunnet realisere disse ting. Det har taget flere år at nå det, og det  har ikke altid været lige nemt at komme derhen, men troen på, at det kan lade sig gøre, har i Røddings tilfælde gjort det muligt. 

Kontaktperson for huse i hele landet: 
Lars Mikkelsen, Toftevænget 30, 3320 Skævinge, Tlf. 4828.8700 

J.A.K. bladet