J.A.K. bladet

Ny bog om J.A.K.s historie   

Hvem har gamle fotos eller lignende i skufferne?     

Som tidligere meddelt i J.A.K.-bladet, har Landsforeningen J.A.K. i samarbejde med J.A.K. Fonden igangsat et projekt med historisk beskrivelse af J.A.K.’s udvikling fra starten i 1931 og op til vor tid. Det var ved starten et ønske, at resultatet skulle være udgivelsen af en bog i 2001 for bl.a. at markere J.A.K.’s 70-års jubilæumsår.   

Bogen skrives af cand. mag. Niels Ulrichsen, der i en årrække har undervist i historie på Herlufsholm Kostskole ved Næstved. Desværre kunne tidsplanen ikke holde, hvilket nu ikke skal lægges forfatteren til last. Bogens indhold forventes at være færdig inden udgangen af 1. kvartal 2002, og derefter skal den sættes og trykkes. Opsætningen sker i samarbejde med Niels Erik Boesen, der også sætter J.A.K.-Bladet.   

Til brug for dette arbejde er der behov for fotos el.l. til at supplere teksten, og i den anledning vil vi anmode alle, der måtte have relevant materiale liggende om at sende det til Landsforeningens sekretariat eller til undertegnede. Alt materiale vil blive returneret igen.   

Da finansieringen af projektet endnu ikke er endeligt på plads vil vi samtidig opfordre medlemmer og interesserede i at støtte gennem et bidrag til J.A.K. Fonden. Store som små beløb vil være velkommen. Bidrag sendes til Landsforeningens sekretariat.   

Bogen vil blive på omkring 250 sider, og den forventes at ligge færdig til sommeren 2002. Bogens pris og mulighederne for forhåndsbestilling vil senere blive omtalt her i J.A.K.-bladet.   

Uffe Madsen, Folkesparekassen, Herningvej 37, 8600 Silkeborg

J.A.K. bladet