4-12-2002: NB:
Foreningen Regnbuekassen Vest er nedlagt - arbejdet fortsætter som ØKOnto
Foreningen Regnbuekassen
Gør dine penge grønne
uden det koster dig en krone
Af Viggo Boller
Historie og idé
Folkebevægelsen for Regnbuebanken stiftedes i Odense i 1985. Formålet var at skabe en
bank, hvis forretninger blev kørt efter økologisk bæredygtige principper.
Projektgruppen besluttede, at den legalt påkrævede kapital skulle ligge på bordet den
1. januar 1988. I mellemtiden blev denne kapital forhøjet fra 5 til 25 mio. kr. På
datoen var der kun indsamlet 1,5 mio. kroner. Mange lod deres indskud stå som
andelskapital i Fælleskassen, og andre forærede deres indskud til den forening, der blev
oprettet sidst på året 1988. Den nye forening hed Regnbueøkonomi og bestod af aktive
fra Folkebevægelsen for Regnbuebanken. Senere skiftede foreningen navn til Foreningen
Regnbuekassen, der gik i samarbejde med fire eksisterende JAK-andelskasser (Fælleskassen,
Slagelse, Fyn og Folkesparekassen).
Idé
Regnbuekassens idé var og er økologisk bæredygtighed og miljøbevidst selvforvaltning.
Det vil sige, at folk selv skal være med til at beslutte over investeringer i stedet for
at afgive magt til store banker, der kun fokuserer på overskud til aktionærerne. Det er
det bevidste valg, der afgør, i hvilken retning pengestrømmen skal ledes.
Foreningerne Regnbuekassen
I 1997 besluttede bestyrelsen at opdele foreningen i foreløbig to, der har et tæt
samarbejde. De kan, efter aftale med pengeinstitutterne, overføre lånemuligheder til
hinanden ved større udlån. De har adgang til hinandens generalforsamlinger og
bestyrelsesmøder og holder sig orienteret om den anden forenings arbejde. Begge
foreninger skal have den samme formålsparagraf. Hvis der er grundlag for det, ønsker
foreningerne, at flere regnbueforeninger opstår for en landsdel, en kommune eller omkring
et pengeinstitut.
De to foreninger er
1. Foreningen Regnbuekassen for Sjælland, der samarbejder med
Fælleskassen Samøkonomi,
Bülowsvej 48a, 1870 Frederiksberg C, tlf. 35 39 45 40
Andelskassen J.A.K. Slagelse,
Løvegade 63, 4200 Slagelse, tlf. 58 50 47 70
2. Foreningen Regnbuekassen Vest, der samarbejder med
Folkesparekassen,
Herningvej 37, 8600 Silkeborg, tlf.: 86 81 16 11
J.A.K.-Andelskassen Østvendsyssel,
Grønnegade 6, 9300 Sæby, tlf. 98 46 37 88
Århus Andelskasse,
Banegårdsgade 19, 8000 Århus C, tlf. 86 13 51 00
Sådan arbejder Foreningen Regnsbuekassen Vest
(Som sagt arbejder de to foreninger efter de samme principper, men der kan være små
forskelle i arbejdsmetoden)
Vi hjælper
idérige folk, der mangler en billig finansiering for at kunne realisere et grønt
projekt.
en parcelhusejer, der gerne vil ha en solfanger på taget.
en landmand, der hellere vil være økologisk.
en familie, der vil ha grøn el fra sin egen vindmølle.
en pensionist, der vil ha solceller på kolonihavehuset.
og mange, mange flere - både små og store projekter.
Sådan
Foreningen henvender sig til mennesker,
der gerne vil "gøre deres penge grønne", dvs. de ønsker, at deres
penge udlånes på "et økologisk, etisk, socialt og demokratisk grundlag"
(Vedtægternes § 2 Stk. 1.)
der ønsker at sætte "grønne" projekter i gang. Vi har givet
lånemuligheder til bl.a. vindmøller, solfangeranlæg, biobrændselsfyr, lavenergikedler,
masseovne, økologiske landbrug, gartnerier og butikker, start af kunstterapiskole - og en
liggecykel!
Vi har alle en rentefri konto, fx en almindelig lønkonto, i et af de samarbejdende
pengeinstitutter, der optjener årskroner i forhold til det gennemsnitlige indestående.
Den lånemulighed, der kommer ud af det, giver vi til en regnbuepulje. Selvom vi bruger
vores penge og tømmer kontoen hver måned, er der alligevel oparbejdet en lånemulighed
til grønne formål.
Når der kommer en låneansøgning, vurderer bestyrelsen den. Er formålet
"grønt", sender vi den til pengeinstituttet, der vurderer sikkerheden og derpå
yder (eller afslår) lånet.
Gør dine penge grønne...
1. Du har allerede en rentefri konto i et af de samarbejdende pengeinstitutter. Det kan fx
være garantbeviser/andelsbeviser, en lønkonto, en budgetkonto eller en opsparingskonto.
Du regner ikke med at skulle tage lån den nærmeste tid, så du vil gerne overdrage din
lånemulighed til et bæredygtigt formål.
Sig til sparekassen/andelskassen, at de skal ændre kontoen til en regnbuekonto.
2. Du har dine penge i et andet pengeinstitut.
Flyt dine konti til et af de samarbejdende pengeinstitutter, eller opret en ny
regnbuekonto dér. Så begynder dine penge at arbejde for et bæredygtigt samfund - uden
det koster dig en krone.
Hvad nu hvis
du selv får brug for et billigt lån? Er det til et grønt formål, kan du søge
Regnbuekassen som alle andre. Hvis ikke ... ja, de lånemuligheder, du har givet
foreningen, kan du ikke få igen, men du kan ændre din konto fra dag til dag, så den
igen begynder at optjene lånemulighed til dig selv.
Sikkerhed
Foreningen overdrager optjente lånemuligheder på medlemmernes konti til
"godkendte" ansøgere. Sikkerheden er udelukkende et spørgsmål mellem
pengeinstituttet og låntageren.
Det skal du yde
Foreningen ønsker, at låntageren i lånets løbetid skal have en regnbuekonto (dvs. en
rentefri konto, hvis lånemuligheder overdrages til FORENINGEN REGNBUEKASSEN VEST) med et
gennemsnitligt indestående på 10% af hovedstolen.
Hvis pengeinstituttet forlanger køb af garantbeviser/andelsbeviser for et beløb på 10%
af hovedstolen, kan disse samtidig udgøre regnbuekontoen.
Regnbuelån i FORENINGEN REGNBUEKASSEN VEST er pålagt 0,5% p.a. til foreningens arbejde.
J.A.K. andelskasserne
ligger spredt ud over landet, så der er også een i nærheden af dig. Derfor inviterer vi
andelskasserne til et samarbejde, så du kan have et lokalt pengeinstitut.
Jamen, kan en lille andelskasse få så mange regnbuekonti, at der kan blive store lån ud
af det?
Måske ikke i begyndelsen, men det gør ikke noget. I mange år har Fælleskassen i
København, Andelskassen J.A.K. i Slagelse og Folkesparekassen kunnet overføre
lånemuligheder fra regnbuekonti til hinanden. Så hvis der mangler en solfanger i
Jylland, og der er flest regnbuepenge på Sjælland - eller omvendt, så er det ikke noget
problem. Det samme vil selvfølgelig kunne praktiseres mellem J.A.K. pengeinstitutter i
vores del af landet.
Med en regnbuekonto bestemmer du selv, hvad dine penge lånes ud til. Det koster ikke
noget.
Som medlem får du indflydelse på foreningens arbejde og er med til at udbrede idéen -
det koster 75 kr om året.
Her kan du få brochuren
fra Foreningen Regnbuekassen Vest:
Viggo Boller, Møllevangs Allé 200, 8200 Århus N, tlf.: 86 16 55 25, sek@regnbuekassen.dk
Lars Knudsen, Knasten 36 A, 9260 Gistrup, tlf. 98 32 39 40,
knudsen@esperanto.nu
- og fra Foreningen Regnbuekassen for Sjælland hos:
Judith Frennung, Sylows Alle 4, 1.5, 2000 Frederiksberg, tlf 38 10 78 91, shakti@post9.tele.dk