Vort samfund er baseret på begrebet "enhver er sig selv nærmest"
- men sådan bliver det ikke ved med at være.

Den danske forfatter, humanist og intuitions-begavelse Martinus (1890-1981) er et forunderligt bekendtskab! Hvis man er blevet træt af at tro blindt på religiøse dogmer og lige så træt af den kolde materialisme, så kan man hos Martinus finde en kilde, der giver logiske svar på livets store spørgsmål.

Et gennemgående træk i Martinus’ verdensbillede er den udvikling, der sker med det enkelte menneske, og dermed med hele menneskeheden. Fra primitive stadier er hvert enkelt menneske og hver enkelt nation nu nået frem til at være mere eller mindre egoistisk og selvcentreret, - eller mere eller mindre human og næstekærlig.

I det følgende vil vi gennemgå, hvad Martinus i sit hovedværk Livets Bog, kapitel 4, fortæller os om den økonomiske og menneskelige udvikling, som den vil forme sig i det nye årtusinde. I sit kraftfulde sprog slår han fast, at forretningsverdenen i sin mest brutale form udgør "en forfinet form for jordmenneskenes kamp om værdierne. Den er krigen overført til et andet plan, men resultaterne er de samme som ved den almindelige krig, nemlig: Ruin, fattigdom og undertrykkelse for de overvundne og rigdom, luksus og magt for sejrherrerne".

Han slår dernæst fast, at når private firmaer og privatpersoner ophober store formuer, så opstår der naturnødvendigt en form for "underskud" i det øvrige samfunds husholdningskasse. Med andre ord, der opstår et modsætningsforhold - en form for krig - mellem pengemagten og de mennesker, der kun har deres arbejdsevne at yde som betaling for deres livsfornødenheder. Det er naturligvis i længden et uholdbart system, der ganske enkelt undergraver sig selv.

Martinus kalder det et udviklingsproblem, idet han mener, at enhver nations samfundsordning er udtryk for "den højde i udviklingen, til hvilken den jordmenneskelige gennemsnitsbevidsthed er nået". Med andre ord: På samme måde, som man ikke kan forlange, at et barn opfører sig som en voksen, kan man heller ikke forlange, at mennesker skal opføre sig ud fra erfaringer, de endnu ikke har gjort. Men både barnet og nationerne lærer og erfarer hver eneste dag, - og udvikler sig.

Vi synes naturligvis, at det går alt for langsomt. Men når vi gør status her ved indgangen til det nye årtusinde, så må vi dog indrømme, at det slet ikke står så dårligt til. Rundt omkring på jorden rejser befolkningen sig i oprør mod diktatur og undertrykkelse. Ganske, ganske langsomt vinder demokratiet frem i den ene nation efter den anden. Måske ikke altid i den form, vi kender, men dog et lille skridt på vejen. Og her peger Martinus på den tekniske udvikling som en del af årsagen. Ingen nation kan i dag få lov at "gemme sig".

Om de mere "tilbagestående" folkeslag skriver Martinus, at efterhånden som de får mere og mere berøring med "kulturmenneskenes ubehagelige erfaringer, deres laster og sygdomme, deres ulykkelige samfundsordning med deres endnu tolererende frådseri og ødselhed, fattigdom, hjemløshed, sult og elendighed, udbytning af individerne indbyrdes o.s.v. vil de således både åndeligt og materielt forholdsvis hurtigt blive stillet på kulturmenneskets standpunkt i kravet om retfærdighed...".

Et internationalt verdensrige skimtes i horisonten
Gennem de seneste årtier er der sket en forunderlig ting: Jordkloden er blevet "mindre"-! Radio og TV, internet, turistrejser, eksport og import, - altsammen har bidraget til, at alle nationer og folkeslag er indfiltret i hinanden, - vi taler om "den globale landsby". Flere og flere lande slutter sig sammen i større enheder, uden at de enkelte behøver at miste deres særpræg af den grund.

Alle disse ting skrev Martinus om allerede i trediverne, og vi har set, hvordan det efterhånden er gået i opfyldelse. Men han gik langt videre, idet han sammenkæder det enkelte menneskes åndelige udvikling med pengevæsenet og statsmagten: "I samme grad som væsenernes åndelige kvalifikationer, deres uselviskhed eller alkærlighed udvikler sig, i samme grad bliver den mere og mere beskyttende for det enkelte individ, bliver mere og mere udtryk for kærlighed".

Sikke et ansvar hvert enkelt menneske nu har! Man kan arbejde med eller imod denne udvikling frem mod en international administrationsmagt eller verdensregering. Den kan absolut kun realiseres, når hvert enkelt individ ved smerte og lidelse og modgang har fået udviklet sin egen evne til medfølelse med andres smerte, - sin humane evne. Men at udviklingen vil gå videre ad denne vej, er Martinus helt sikker på.

Og hvordan vil en sådan verdensstat så komme til at fungere i praksis? Jo, siger Martinus, penge vil helt være afskaffet. Når man har udført sit arbejde, får man udleveret en kvittering, en slags "Dankort", der er udtryk for den værdi, den pågældende har ydet verdensstaten, minus et nødvendigt lille afdrag, der dækker statens barndoms-, sygdoms- og alderdomsfond. Med Martinus’ egne ord: "Denne kvittering bliver så individets absolut eneste betalingsmiddel og giver det adgang til alle verdensstatens etablissementer, teatre, underholdninger, museer, udstillinger, trafikmidler og levnedsmidler indtil et sådant omfang, at den repræsenterer en neutralisering af nøjagtig samme arbejdsværdi som den, den pågældende kvittering lyder på".

Det ligger i sagens natur, at et liv under disse forhold absolut ikke bliver kedeligt. Det bliver ikke et liv i økonomisk slaveri, og ikke et liv med magt og stræben efter rigdom. Men lad os endnu engang slå fast: Et sådant samfund lader sig absolut kun praktisere, når menneskehedens udvikling er nået så langt frem, at begrebet "enhver er sig selv nærmest" er blevet afløst af, at "enhver er sin næste nærmest".

Det ligger ikke lige om hjørnet. Men enhver kan bestræbe sig...

Hvis du har spørgsmål om Martinus’ verdensbillede, er du velkommen til at kontakte mig:

telefon og fax 75 80 33 50,

e-mail: hvittendorff@post.tele.dk