J.A.K. bladet

Personlig udvikling og et J.A.K. engagement

Af Steen Landsy, redaktør af Nyt Aspekt og kursusleder i Kosmos Center

De spiser hovedsageligt vegetarisk, de forsøger at købe økologisk, de stemmer grønne stemmer ind i Folketinget, og de forsøger gennem motion og bevægelse at forbedre deres sundhed.

De tænker rimeligt globalt og forsøger at handle lokalt. De kører med kollektiv trafik og på cykel, når det er muligt.

De deltager i demokratiske forsamlinger gennem skole, lokalråd eller politiske foreninger. De giver til de fattige, når det er passende og muligt.

Nogle af dem er interesseret i filosofi og personlig udvikling ud fra flere begrundelser. Først og fremmest fordi det er vigtigt at ændre verden gennem først at ændre sig selv. De går til foredrag, kurser og møder og får impulser fra østerlandske, amerikanske idegrundlag og terapier. Måske mediterer de, laver lidt yoga og sørger altid for at få nok kosttilskud, idet de er meget bevidste om, at man ikke gennem den almindelige kost får nok spormineraler og vitaminer.

En del af dem er interesseret i en åndelig virkelighed, som de gør til deres egen via visualisering, bøn og logik.

Flere studerer Bibelen, Mormons bog og Koranen for at holde sig orienteret og være fleksibel over for andre folks idegrundlag. Selv når de gør det, fæstner deres blik sig ikke synderligt ved de klare og strenge spirituelle forbud, der findes i disse skrifter om RENTEN...

Hvorfor ikke? Fordi de fleste ikke tænker på deres egen lille økonomi som et særdeles vigtigt punkt i deres ellers så idealistiske virkelighed! Økonomi er tilsyneladende et nødvendigt onde, som man "jo ikke rigtig kan gøre noget ved". Sådan kunne det i alt fald godt virke, når man sammenligner økonomi med den store række af andre ansvarsområder, som livet kræver, man tager stilling til.

Men når de så hører om det...?
Sand personlig udvikling indeholder erkendelse, som ikke er det samme som forståelse. At erkende medfører, at tanke bliver til konkret handling. Tit forstår vi desværre godt, hvad der er galt, men tanken har endnu ikke udviklet sig til erkendelse, så vi handler mod "bedre vidende" eller ret og slet vane.

Når folk får præsenteret tanken om renten som en regulær tyverifaktor, som en samfundsnedbryder, og i tillæg får en lille historie om, at "hvis man lægger en krone i jorden og vander den, så kommer der ikke 1,08 kr. op af jorden". Så griner de og ser pludselig den logik, som de naturligvis "bare ikke har tænkt over" og derfor naturligt ikke har kunnet handle ud fra. Til slut kommer informationen om et rentefrit pengeinstitut, som de faktisk selv kan benytte!

I Kosmos Center har vi kursus efter kursus præsenteret dette perspektiv for åndeligt søgende og mennesker med stor interesse for personlig udvikling. Flere end 10.000 har via foredrag eller kurser hørt budskabet. Når man har grinet færdig af vittigheden om de otte øre, der kom ud af "det blå", bliver der altid meget stille, når sagen vendes indad. Når vi taler om den personlige udviklings konsekvens. Når emnet er deres egen økonomi, deres egne muligheder for at ændre noget med deres penge!

Det er, som rammer man noget, som alle godt fornemmer må være rigtigt, men ingen har tænkt på. Det er som to verdener, der skal mødes, når egoets forlængede arm (lig med vores penge) pludselig indrages ind i de konsekvenser, som man bliver nødt til at tage, når man gerne vil være samfundsborger med et helhedssyn.

Står de så i kø...?
Kommer de så væltende ind i J.A.K. kasserne? Næ, det gør de ikke. En eller to ud af et hold på 25 får måske gjort noget ved sagen. Og hvorfor ser vi så ikke en folkevandring? Fordi vanens magt er så grumme stor og vedvarende. Fordi vi stadig ikke ser sammenhængen mellem personligt ansvar og økonomiske omstændigheder. Fordi vi er usikre på, om økonomi nu kan behandles "alternativt og holistisk" og samtidig tilstrækkeligt seriøst. Man skulle jo nødig miste noget!

Som medstifter af Nørrebros Fælleskasse, der var en af de mindste københavnske andelskasser, stiftet efter et strålende pr-foredrag af Poul Busk Sørensen, var artiklens forfatter optimistisk nok til at tro, at de hundredevis af kursister, som hørte om det rentefri samfund, måtte strømme til. Men nej - kun 10-12 deltagere deltog mere eller mindre i den lille kasses aktiviteter.

Er vi de frelste...?
Nytter det så overhovedet noget? Ja da, vil vi sige og pege på stor vækst. Se bare på andelskassernes balancer, og se bare hvordan flere kasser er flyttet i fine lokaler. Men lad os så vende tanken på hovedet. Se på J.A.K. omsætningen i forhold til resten af verden. Er J.A.K. ideen nævnt i pressen og i TV-avisen med jævne mellemrum? Er det en bragende succes eller en mini-mini niche, hvor vi glædestrålende i artikler, foredrag og seminarer (mest for hinanden) bryster os af vores gode evne til at have set "Lyset"? Er J.A.K. en lille separatist-religion, hvor vi, der ved bedre, beriger de "uvidende" med vores "rigtige" holdning?

Se, nu kom læseren op i stolen. Hvad bilder han sig ind?

Men det er så sundt at stille spørgsmål ved sine handlinger igen og igen. Og tænk nu på, at artiklens forfatter er en underviser i åndsvidenskab, personlig udvikling og holistisk tankegang. En redaktør, der udgiver et blad, som omhandler alle aspekter af alternativ tænkning, og som selv prædiker "rentefrie pengeinstitutter og samfundsbank" weekend efter weekend, altså selv en "missionær"!

Der er sandsynligvis ingen endelige svar på de mange spørgsmål. Vi er nok tit en flok selvglade, selvsupplerende, niche-styrende idealister, som har set "Lyset". Andre gange er vi de fornuftige, som skaber menneskelig frihed gennem økonomisk frihed.

At vi engang imellem missionerer er helt i orden, for der skal altid være barrikade-kæmpere, som udkæmper slaget. Uden dem sker der intet i verden. Bag dem kommer kuglestøberne, som hjælper og støtter dem i det åbne eller i det skjulte. Så kommer lig-slæberne, som hjælper alle uanset fjende eller ven. Og allerbagerst står de ligeglade.

I alle livets forhold er vi en af de fire typer. Nogle kæmper for social ligeret, andre for de gule bier på Læsø. Vi har alle barrikader, som vi kæmper for. Gudskelov!

Men som økologerne trænger til management, og de nålestribede til økologisk tænkning, trænger de spirituelt interesserede til aktiv økonomisk handling. Derfor er det vigtigt at tale etik og praktisk økonomi og gøre spiritualitens idegrundlag levende og dagligdags. Der kunne måske også være nogle enkelte J.A.K. folk, som trængte til et åndeligt pust?

Alle har brug for impulser. Lad os derfor ikke være kede af, at J.A.K. ideen måske kun er en ganske lille gnist til en ny og endnu ukendt økonomisk vej. Måske er J.A.K. ideen kun skabt for at lære os deltagere lidt mådehold og opmærksomhed mod vores store egoer?

Uanset hvad meningen er, må vi aldrig glemme ideen og hele tiden ransage vores motiver og skabe røre i andedammen. Både i vores egen tanke og følelse og udadtil i det omgivende samfunds samvittighed.

Om Kosmos Center:

Kosmos Center en en skole i åndsvidenskab, psykisk forståelse og personlig udvikling. Den drives af Ingelise og Steen Landsy, som siden 1976 har kørt kurser over hele landet.

Centret har en kursus-serie på 12 weekend-kurser, hvor deltagerne går dybere og dybere ind i den holistiske tankegang. Her bliver alle begreberne samlet, fremlagt og diskuteret - og gennem foredrag og øvelser kommer man på en aktiv, seriøs og humoristisk måde meget dybt ind i emnerne.

Emnerne er:

Reinkarnation, livet efter døden, menneskets evner og talenter, Jordkloden som levende væsen, klarsyn, klarfølelse og klarhørelse, feminine og maskuline udviklings-aspekter, meditation, clairvoyant rådgivning om dine energier, tidligere liv og helbred, samfundets spirituelle ændring af økonomi, kultur, politik og samlivsformer samt livet i din krop og i de åndelige energier og meget mere.

Man melder sig kun til et kursus ad gangen. Kurserne afholdes i weekenderne.

Nærmere oplysninger:
Kosmos Center
Nannasgade 18, 2200 København N
Tlf. 3582.1121 / Fax 3582.7302

E-mail: kosmoscenter@nytaspekt.dk

J.A.K. bladet