J.A.K. bladet

Repræsentantskabsmødei Landsforeningen J.A.K.   

Af Lis Poulsen   

Lørdag den 27. oktober afholdt Landsforeningen J.A.K. sit andet ordinære repræsentantskabsmøde på Hotel Hybylund i Fredericia. 

På mødet, som var åbent for alle medlemmer af Landsforeningen, var der af det nuværende repræsentantskab på 36 mødt 17 medlemmer valgt af regionsbestyrelserne (24 mulige) og 6 udpegede medlemmer fra pengeinstitutterne (12 mulige). Derudover havde 5 medlemmer af Landsforeningen valgt at deltage i dette åbne repræsentantskabsmøde.

Formiddagen var afsat til en orientering fra bestyrelsen om igangværende og fremtidige arbejdsopgaver samt til en opfølgning på budgettet for indeværende år. 

Vi bringer her et uddrag af, hvad bestyrelsen fremlagde på mødet.   

Den nye struktur
Regionerne er ved at finde sig til rette i den nye struktur. Der har selvfølgelig været startvanskeligheder. Det væsentlige projekt er, at regionerne helt indstiller sig på at være en vigtig del af Landsforeningen.

Der har været nogle gode arrangementer rundt omkring, men der mangler stort set overalt effektivitet i markedsføringen.

Vigtigst af alt: Vær stolte af J.A.K. - også i regionsarbejdet.   

Medlemsgrundlaget
Som omtalt på forårets repræsentantskabsmøde er det bydende nødvendigt, at Landsforeningen får flere medlemmer. Ellers må det få drastiske konsekvenser for vore aktiviteter. Her er det afgørende, at vi får defineret nogle primære målgrupper. Det ville være ønskeligt, om alle J.A.K. pengeinstitutter ville se sig som en del af J.A.K. bevægelsen.   

Grøn lånepulje
Vi er nu klar med et koncept for grønne udlån til projekter, hvor der ikke i forvejen er optjent rentefrie lån.    

Samarbejdet med J.A.K. pengeinstitutterne
Landsforeningen lægger op til et nært og forpligtende samarbejde med de enkelte J.A.K. pengeinstitutter. Bestyrelsen er af den klare opfattelse, at I har brug for os, og vi har brug for Jer. Det er vort håb, at alle J.A.K. pengeinstitutter vil gå med i samarbejdet omkring den grønne lånepulje, som et første skridt.

Der har i forbindelse med dette arbejde været udsagn fremme om, at nogle af J.A.K. pengeinstitutterne har et problem med Landsforeningen J.A.K. Kan vi ikke her lave den aftale, at er det tilfældet, så kontakter I lige Landsforeningen, så vi kan få det afklaret. Der kunne jo ligge misforståelser til grund for sådanne problemer.   

J.A.K. bogen
Første udkast til J.A.K.s historie ligger nu klar, og der tages snarest muligt fat på første indholdskorrektur, hvilket vil sige, at vi diskuterer indhold og formuleringer med forfatteren. Ikke at vi vil pynte på vores historie, men den skulle jo gerne være så dækkende som muligt.   

Internettet
Vi foretager løbende optælling af besøg på hjemmesiden. J.A.K. bladet har haft mange besøg, og ellers er det pengeinstitutternes startside, der ligger med højst antal besøg. Aktivitetskalenderen har dårligt besøgstal, men vi er heller ikke gode nok til at få møder lagt ind.   

Elektronisk nyhedsbrev
Landsforeningen J.A.K. opretter elektronisk nyhedsbrev i midten af november. Alle med interesse for J.A.K. kan deltage gratis. Tilmelding sker gennem hjemmesiden eller ved kontakt til bestyrelsen. 

Det elektroniske nyhedsbrev er tænkt anvendt til en hurtigere markering omkring penge, skat og finansiering samt andet af interesse for J.A.K.   

J.A.K. bladet
Redaktionsudvalget har af hensyn til økonomien i Landsforeningen J.A.K. begrænset sideantallet i J.A.K. bladene i indeværende år.

Vi vil forsøge at trykke bladets indersider i en lidt tyndere papir af hensyn til portogrænserne ved udsendelse. Nogle pengeinstitutter aftager et stort antal temanumre og sender til deres kunder, og her kan vægten være at stor betydning.

Temanummer 3 om Pædagogik blev sendt til 225 medlemmer af Dansk Friskoleforening - og temanummer 6 om Demokrati blev sendt til 200 hovedbiblioteker i Danmark og omdelt til alle 179 medlemmer af Folketinget.   

Nye brochurer 
Vi er nu klar med et layout til to nye brochurer, som skal fortælle om Landsforeningen J.A.K. og J.A.K. bladet. Der arbejdes videre med en fornyelse af tekster til brochurerne.   

Budget
Der blev fremlagt et revideret budget, som er forbedret i forhold til tidligere, men stadigvæk med et underskud på indeværende år på omkring  28.000,00 kr. Budgettet kan kun ændres ved medlemstilgang, nye abonnenter på bladet, nye annoncører i bladet eller en reducering af foreningens arbejde.   

Landsforeningen J.A.K.s værdigrundlag
Efter frokosten var det Charlotte Madsen, som styrede forløbet. Formålet med denne proces var at finde frem til J.A.K.s værdigrundlag og formulering af samme. Alle blev aktive på en positiv måde. 

Først var der sat tid af til, at alle skulle skrive alt det negative, de kunne komme på omkring J.A.K., ned på store plancher. Derefter gjaldt det positive ord eller sætninger. 

Hver enkelt deltager blev herefter bedt om at skrive 5 punkter, som var vigtige for J.A.K. Dernæst skulle man i grupper af to personer koge de 10 punkter ned til 5. Afslutningen blev, at 8 personer skulle blive enige om 5 punkter. 

En meget interessant proces, som alle deltog i med meget stor iver. Resultatet vil blive udbredt til alle regioner og medlemmer over det næste stykke tid!

J.A.K. bladet