Det bæredygtige arbejdsliv

Klokken er 06.45 i det stille villakvarter. Stilheden bliver brudt af barnegråd. Det er lille Victor, der græder. Hans far er ved at spænde ham fast i autostolen i bilen. Victors far har travlt. Han skal nå at aflevere Victor i børnehaven, inden han kører mod nabobyen for at møde på sit arbejde kl. 08.00. Det bliver atter en travl dag.

Klokken er 17.00 samme eftermiddag. Lille Victor er lige hentet af sin mor. Mor er stresset. Hun har måttet lade presserende arbejdsopgaver ligge på skrivebordet på kontoret. I morgen venter utilfredshed og nye presserende sager. Mor parkerer foran Netto. Der skal lige handles ind, så familien kan få noget af spise til aften. Mens hun tager Victor ud af bilen, kommer hun i tanke om, at hun glemte at aflevere en vigtig besked til en kollega. Victor græder. Det har været en lang dag. Det er hårdt at begå sig med 30 andre børn, når man kun er 3 år. Der er også meget larm i børnehaven. Faktisk ville Victor allerhelst bare have ro og mors nærvær. Han er træt og også sulten. Han kan næsten ikke overskue at skulle med ind i Netto.

Klokken er 17.30. Endelig er Victor og mor hjemme. Victor er nu meget sulten. Mor giver ham en rugbrødsmad. Hun tænder for fjernsynet og finder Ramasjang. Der skal hurtigt laves aftensmad og også lige sættes en vask over.

Klokken er 18.00. Far kommer ind af døren. Han skynder sig hen til PC’en. Han mangler at tjekke de sidste mails for dagen og også lige at svare på nogle af dem.

Klokken er 18.30. Maden er færdig. Faktisk skal de have Victors livret. Det er fiskefrikadeller med ærter og kartoffelmos. Mor kalder på Victor. Men han sover – med den halve rugbrødsmad i hånden…

Hvad handler dette om? Er det det liv, vi gerne vil have? Hvordan kan det være, det er kommet hertil?

Det er et faktum, at kravene på arbejdsmarkedet er steget markant gennem de senere år. Den udvikling vil fortsætte, idet kravet til effektivitet stiger.

Det gode spørgsmål er så, hvorfor kravet til effektivitet stiger? Har vi ikke nok?

Jo, kunne man sige. Vi har rigeligt. Der produceres langt mere, end vi har brug for. Vi køber og smider væk. Mor kan ikke bruge sidste års model, og far har virkelig brug for den nye IPhone 7, der har nogle uundværlige egenskaber, som 6’eren ikke har. Hvorfor kunne man ikke gå efter langtidsholdbare forbrugsgoder?

Det korte svar er, at kapitalinteresserne i virksomhederne kræver afkast. Jo mere afkast disse interesser får, jo større bliver den kapital, der skal honoreres med afkast. Det er skruen uden ende. Virksomhederne skal derfor omsætte mere og mere. For at der kan være omsætning, skal der købes. Der skal købes mere og mere. Vi er viklet ind i et forbrugsræs. Det er nødvendigt, ellers ”går samfundet i stå”, siger man!

Samtidig skal der produceres mere og mere effektivt. Jo lavere omkostninger, jo større afkast, alt andet lige. Det er årsagen til, at der skal løbes stærkere og stærkere i virksomhederne.

Det er et faktum, at kravene på arbejdsmarkedet er steget markant gennem de senere år. Den udvikling vil fortsætte, idet kravet til effektivitet stiger.

Kunne Victors far og mor ikke bare sige stop. Det kunne de måske. Udfordringen er dog, at vores samfund ikke er det gamle bondesamfund, hvor hver enkelt stort set selv kunne producere til eget forbrug. I dag er alle afhængige af hinanden, og produktionen meget specialiseret. Den måde, hvorpå mange får de daglige fornødenheder og tag over hovedet, er ved at bidrage på eget specialiserede område. Rigtig mange stiller arbejdskraft til rådighed for andre. Herved får man penge, der kan bruges til at skaffe det, man har brug. Udfordringen her er, at der skal bruges flere og flere penge til at skaffe de samme ting. Det er derfor nødvendigt med en arbejdsindkomst af en vis størrelse og endda en, der bliver større og større. Ses på priserne, er de konstant stigende – også på grund af kravet om mere og mere afkast fra kapitalinteresserne. Sjovt nok, så afspejler priserne det, forbrugerne har råd til at give. Der er tale om et ulige kapløb, hvor forbrugerne altid vil ile bagefter.

Penge var oprindeligt kun et byttemiddel. Man kunne ikke tjene penge på bare at have penge. Hvis det havde været tilfældet i dag, behøvede Victors far og mor kun at arbejde for at bidrage med en andel af økonomien svarende til det, de selv havde brug for. De skulle ikke samtidig bidrage til kapitalinteressernes andel. Priserne ville have været langt lavere, og der havde ikke været et konstant krav om stigende effektivitet.

Det handler om at beslutte sig for, hvad der er det højeste mål i vores samfund. Er det mange forbrugsgoder hos de fleste, kombineret med store kapitalkoncentrationer hos nogle få eller er det et liv med nærvær og glæde, tilstrækkelige fornødenheder til alle og ingen umættelige kapitalkoncentrationer.

Hvad tror du, lille Victor ville vælge?