Den stigende ulighed drives frem af pengesystemet

Den stigende ulighed fortsætter med at være et af tidens største økonomiske udfordringer, men analyser, der berører området, gør sjældent mere end at redegøre for udviklingen. Selve kilden til den øgede ulighed berøres sjældent indgående, og når den endelig gør, ses der ikke på den kæmpemæssige omfordeling af rigdom, der ligger indbygget i vores pengeog banksystem. En omfordeling som stifterne af JAK og økonomiske tænkere i samtiden var fuldt ud opmærksomme på.

Af Tune Revsgaard Nielsen, politisk koordinator, Gode Penge

Den økonomiske ulighed vokser stadig både på nationalt og internationalt plan. På det internationale plan findes udviklingen glimrende beskrevet af Thomas Piketty i Kapitalen i det 21. århundrede, der har været svær at komme uden om i de seneste år. Nationalt leverer bl.a. den danske tænketank Arbejdernes Erhvervsråd jævnligt rapporter og analyser, som påviser samme udvikling. Senest i en rapport, der kigger på udviklingen i den økonomiske ulighed internt i en række større danske kommuner. Forskellen på indkomster mellem de rigeste og fattigste bydele i de større danske kommuner, er generelt set fordoblet hen over de seneste 30 år.

Fælles for de fleste analyser af ulighed både herhjemme og internationalt er, at de har svært ved at påpege, hvorfra præcist roden til denne voksende ulighed skal findes, og hvordan udviklingen kan bringes til standsning. Mange faktorer er uden tvivl sammen om at skabe dette skred, men en væsentlig forklaring på det, skal uden tvivl findes i vores pengeog banksystem og måden hvorpå renten omfordeler rigdom fra den forgældede til den forgældende klasse fra debitor til kreditor.

Det er svært præcist at måle og veje den effekt pengesystemet og dets øgede gældssætning har på udviklingen i uligheden, men nogle få ret signifikante tal kan under alle omstændigheder fortælle os, at effekten er stor.

I 2014 betalte den danske befolkning 200 mia. kr. direkte til bankerne alene i renter og gebyrer. Beløbet svarer til 10 % af det danske BNP, og hvis vi sætter denne udgift i forhold til nogle af de store poster på den danske finanslov, kan vi danne os et indtryk af, hvor mange penge det drejer sig om. Sundhedsvæsnet koster årligt den danske stat ca. 150 mia. kr., undervisningssektoren 125 mia. og militæret ca. 30 mia.

Af de 200 mia. kr. som bankerne hentede hjem fra den danske befolkning gennem renten, blev ca. 100 mia. kr. udbetalt som renter til de ’bedste’ kunder, 50 mia. kr. som løn til bankernes ansatte og ca. 15 mia. som udbytte til bankernes aktionærer. 30 mia. kr. blev akkumuleret som rentebærende egenkapital.

Det kræver ikke mange år med en sådan udvikling, før omfordelingen af nationens velstand når et kritisk niveau, og udviklingen er ikke hjulpet ved det faktum, at den danske befolkning er den mest forgældede i OECD målt i forhold til disponibel indkomst.

For at forstå rentens effekt på udviklingen i den økonomiske ulighed er det imidlertid ikke nok blot at kigge på den enkelte husholdnings gældssætning. Man skal derimod lære at forstå renten som inkluderet i alle de priser, der betales som aktør på markedet. En lære som JAKs stiftere samt en række af tidens fremmeste økonomer havde gjort sig, og som de brugte til at henlede opmærksomheden på den magt som økonomiens kreditorer havde, og stadig har over samfundet og vores demokrati.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke ønsker at betale renter til bankerne, men derimod ønsker at leve fri for gældens åg? Hvis jeg vælger at bo til leje frem for at låne for at eje, må jeg nødvendigvis betale prisen for min udlejers lån. Når jeg køber fødevarer, må jeg betale prisen for købmandens gæld, og når jeg tager toget frem for at låne til købet af en bil, må jeg betale prisen på de Danske Statsbaners gæld. Selv hvis jeg skulle kunne købe mine tjenesteydelser hos producenter fri for gæld, ville jeg betale en pris hævet til det niveau, som producentens konkurrenter er tvunget til at tage, for at de kan servicere deres gæld. Man vil hurtigt nå frem til den konklusion, at man ikke har noget valg. Ønsker man at gøre brug af danske kroner til køb af varer og tjenesteydelser, betaler man renter til banker og bidrager således til den fortsatte omfordeling af ressourcer fra bunden af samfundet til dets top.

Over tid har pengesystemet og den øgede gældsætning og finansialisering af økonomien ført til en udviskning af de traditionelle klasseskel. Fra at økonomien i det 19. århundrede var domineret af jordejere, der kunne lukrere på jordrenten til senere at blive domineret af den industrielle kapitalist, er det i dag bankerne, der har taget om vores økonomi. Banken har forvandlet jordejeren til en udpint landmand, der i dag betaler hele ’hans’ jordrente til banken, der har tiltvunget sig adgang til den gennem samfundets og brugenes øgede gældsætning. Den industrielle kapitalist er forvandlet til den mellemstore erhvervsdrivende, der betaler renten på hans realkapital tilbage til banken i form af renten på penge.

På den måde ser vi også en opstået mangel i Karl Marx teori om udbytningen af arbejderen. Pludselig fremstår ejeren af jord og produktionsmidlerne ikke som andet end en ligestillet  til arbejderen i anstrengelsen for at hente et tilstrækkeligt overskud hjem, til at kunne betale renter til banken. Ja praktisk talt lejer han jo egentlig blot hans jord og hans aktiver af banken. Jordrenten og renten på realkapitalen er blevet opslugt af bankerne gennem renterne på de penge, der skal formidle overskuddet på den reelle produktion mellem markedets egentlige aktører.

Denne moderne udbytning blev beskrevet af Silvio Gesell for præcis 100 år siden i ”Die Natürliche Witschaftsordning”. Udbytningens årsager skulle ifølge ham ikke findes i ejerskabet af fabrikkerne, og udbytningen var ikke noget, der fandt sted på lønningskontoret. Det var derimod noget, der fandt sted i banken gennem den gæld som alle var tvunget til at betale renter på. Inklusiv ’kapitalisten’ – arbejdsgiveren.

For igen at kunne modvirke væksten i uligheden må banksystemet reformeres. I stedet for at ende i spekulative finansielle aktiver må renteindtægterne for så vidt muligt recirkuleres tilbage ud i den reelle økonomi, hvor de kan løbe blandt husholdningerne og generere indkomsterne og arbejdspladser. De store banker må opdeles til mindre banker og fordeles ud over hele landet og ikke bare de store byer. Derudover er det nødvendigt med gennemgående gældssaneringer i det danske landbrug gennem opkøb af de brug, der er villige til at overgå til økologisk produktion og betale en fuld grundskyld til staten i stedet for afdrag til banken. På længere sigt vil der være brug for en pengereform, som den JAK og Gode Penge foreslår, hvor banker ikke længere vil være i stand til at skabe samfundets penge som rentebærende gæld, og hvor den primære indtægt fra pengeskabelsen recirkuleres tilbage ud i økonomien enten i form af skattelettelser, borgerdividende eller offentligt forbrug.

De store bankers økonomiske dominans og den ulighed og ustabilitet den har medført, er blevet til gennem politikernes og folkets ignorance og manglende indsigt. Den dag vi med klare øjne kan se med hvilke virkemidler og begunstigelser, bankerne har opnået deres særstatus, vil vi sammen sørge for at magtens kort blandes igen. Den naturlige økonomiske orden kan aldrig opnås gennem monopoler, tvang og forretningsmodeller bygget på forældede privilegier.