Borgerløns-eksperimenter – muligheder og farer

Alternativets åbning for borgerlønseksperimenter

På Alternativets landsmøde den 27.-28. maj tilkendegav medlemmerne, at borgerløn var en god idé for partiet at støtte, hvorved partiets ledelse fik opbakning til at udarbejde forskellige konkrete modeller for, hvorledes borgerløn kan udformes i en dansk politisk kontekst.

Det skete efter afholdelsen af et politisk laboratorium på grundlag af et baggrundsdokument, hvor der blev redegjort for borgerlønsideens grundværdier om frihed, retfærdighed og tryghed samt et mundtligt borgerlønspositivt indlæg fra professor Louise Haagh og et borgerlønskritisk indlæg fra direktør Kristian Weise fra CEVEA.

Alternativets procedure for politisk beslutning var velvalgt. I stedet for først at kaste sig ud i konkret økonomisk-politiske diskussioner om, hvor høj borgerlønnen skal være, hvordan den skal finansieres, og om den er økonomisk og politisk realistisk på kort sigt, valgte man først at få en oplysende diskussion af, hvad borgerløn er, og hvorledes det stemmer overens med det samfund, som Alternativet ønsker at skabe.

Efter en principiel tilslutning til ideen fra medlemmerne kan partiets ledelse herefter pragmatisk finde forskellige veje til at realisere den og herunder måske at være med til at befordre forskellige borgerlønseksperimenter.

 

Læs: KOMMENTAR til Borgerlønseksperimenter – muligheder og farer

 

Aktuelle borgerlønseksperimenter

I øjeblikket er der forsøg med forskellige former for borgerløn i en række lande. I Finland startede man et forsøg 1. januar, hvor 2000 tilfældigt valgte arbejdsløse borgere fik en skattefri basisindkomst på 560 euro (ca. 4.165 kr.), samtidig med at de slap for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. I Holland indledte man samtidig i fire forskellige byer forsøg med basisindkomst. Desuden har en række provinser i Canada gjort klar til forsøg med basisindkomst i 2017. Endelig foregår der forskellige forsøg i Kenya og Uganda igangsat af forskellige velgørenhedsorganisationer.

Tidligere borgerlønseksperimenter

I et fattigt landområde i Namibia, i OtjiveroOmitara-området, omkring 100 kilometer øst for Windhoek, blev der i årene 2008-09 iværksat et pilotforsøg med borgerløn, hvor alle indbyggere under 60 år modtog en månedlig udbetaling på 100 N$, hvilket svarer til ca. 10 €, uden at der var knyttet nogen betingelser til udbetalingen.

I Indien kørte i 2011-12 et forsøg i 8 landsbyer i Madhya Pradesh, som er en af Indiens mest tilbagestående regioner, hvor alle indbyggere fik udbetalt en månedlig borgerløn. Her stod professor Guy Standing sammen med nogle indiske kolleger for den uafhængige videnskabelige dokumentation og undersøgelse af forsøget.

Endelig har der i Brasilien, i landsbyen Quatinga Velho 80 km fra São Paulo, været et eksperiment, hvor knap 100 beboere mellem 2008 og 2014 har haft en mulighed for at modtage en månedlig ubetinget borgerløn på 30 reais (ca. 15 dollars). Projektet blev iværksat af ngo’en ReCivitas, som har ønsket, at forsøget skulle medvirke til at styrke argumenterne for UBI i den nationale debat i Brasilien.

Disse forsøg viser alle, at borgerløn i udviklingslande har store positive virkninger på sundheden, arbejde, produktivitet og vækst i lokalsamfund, der er præget af landbrug og småskala-produktion. Frygten for at arbejdsudbuddet blev reduceret viste sig ubegrundet. Eget arbejde i landbrug og håndværk steg, og de økonomiske muligheder for kvinder blev væsentlig forbedret.

Der er også nogle få erfaringer fra forsøg i mere udviklede samfund. Mellem 1974 og 1979 blev der foretaget et storstilet forsøg med borgerløn i Canada. Forsøget, der blev kaldt “Mincome” – en forkortelse for “Minimum Income” – fandt sted i Manitoba-provinsen i den lille by Dauphin og i provinshovedstaden Winnipeg. Den canadiske betegnelse for borgerløn er GAI, Guaranteed Annual Income. På grund af ændringer i de politiske magtforhold både på landsplan og lokalt plan blev forsøget lukket ned i 1979, og de indsamlede data blev ikke analyseret, men arkiveret til eventuel senere brug.

Først i 2011 tog den canadiske økonom fra Manitoba University, Evelyn Forget, sagen op og åbnede arkivet med de indsamlede data. I stedet for umiddelbart at bruge de indsamlede data direkte, hvilket krævede en digitalisering, valgte hun en anden strategi. Hun valgte at bruge allerede indregistrerede data om sundhedsydelser, som de canadiske myndigheder havde startet i 1974. Ved at bruge disse data for indbyggerne i Dauphin i forsøgsperioden og sammenholde dem med andre nærliggende byer i den 4-årige periode, kunne hun vurdere, hvilke sundhedsmæssige effekter GAI havde haft.

Forgets analyse viser, at de sundhedsmæssige virkninger af Mincome-ydelsen var meget tydelige.

Muligheder og farer ved borgerlønsforsøg

Når man har startet borgerlønsforsøg i Finland, inden for den skandinaviske velfærdsmodel, hænger det uden tvivl sammen med, at debatten om borgerløn her har været bredere og mere intensiv end i Danmark, og at Finland har befundet sig i en større arbejdsmarkedspolitisk krise de sidste år. Det er også værd at understrege, at den væsentligste motivation for den finske højre liberal-nationale regering for at give sig i kast med et pilotprojekt for basisindkomst, er ønsket om besparelser og at styrke mobilitet og beskæftigelse ved at gøre overførselssystemet mere effektivt og stimulere arbejdsmotivationen. Et nyt studie viser, at borgerløn i Finland ses som nødvendig for at fastholde lønarbejdsnormaliteten, hvorimod det i Danmark ses som undergravende lønarbejdsnormaliteten.

I Finland føler mange, at det sociale sikkerhedsnet har spillet fallit, hvorfor borgerløn ses som et svar på krisen og en forventet automatisering. Her bliver det ikke set som specielt venstreorienteret, fordi flere partier hen over midten går ind for det. I Danmark bliver borgerløn derimod i højere grad betragtet som venstreorienteret og en foranstaltning, der kan underminere fagbevægelsen.

Faren ved det finske forsøg er, at “basisindkomsten” er alt for lav og selektiv, og at eksperimentet kommer til at danne forbillede for andre neoliberale regeringer, der ønsker besparelser og reduktioner af den offentlige sektor. Hvis det bliver det billede, der kommer til at klæbe ved basisindkomstforsøgene, kan det komme til alvorligt at skade idéen.

Det er vigtigt at slå fast, at i ingen af de planlagte forsøg vil der være tale om forsøg med en ren form for UBI, dvs. en universel, ubetinget, individuel og tilstrækkelig basisindkomst. Forsøgene bliver afgrænset til et lokalområde, måske kun til bestemte grupper af overførselsindkomstmodtagere og kun i en bestemt periode. Det betyder, at man må tage resultater fra sådanne forsøg med en række forbehold. Og både tilhængere og modstandere af en ren form for UBI vil med en række positive og nogle negative forsøgsresultater kunne problematisere forsøgsresultaterne. Afgørende for deres succes er, hvorledes og med hvilken motivation de politiske myndigheder går ind i sådanne projekter.

For basisindkomstbevægelserne i de enkelte lande, hvor man laver forsøg, er det vigtigt, at bevægelserne stimulerer og rådgiver i forhold til forsøgene, fordi forsøg uden tvivl er en meget vigtig del af at kunne gennemføre en mere reel UBI på nationalt plan i fremtiden.

Centralt for basisindkomstbevægelserne vil det være at understrege, at en ren form for UBI ikke er en ny form for overførselsindkomst, men en helt anden indkomstfordelingsmekanisme, en samfundsdividende, som alle borgere har ret til. En rationalisering af overførselsindkomstsystemet er kun et led i udformningen af et kvalitativt anderledes system.

Samtidig er det afgørende, at bevægelserne ikke bliver for tæt bundet til forsøgsprojekterne og bruger for meget af deres energi på dem. Da projekterne vil være begrænsede, er der behov for en instans uden for projekterne, som kritisk, konstruktivt kan støtte dem, men samtidig hele tiden påpege de langsigtede perspektiver for at drive reformprocessen videre frem. Man skal ikke glemme, at motivationen bag forsøgsprojekter af den art kan være meget forskelligartet. Nogle går positivt ind i det for at få afprøvet nogle af de centrale antagelser omkring menneskers motivation og frigørelse fra bureaukrati. Andre går ind for sådanne forsøg for at ”sylte” eller dæmpe, så at sige afpolitisere sagen og måske forhindre endnu større reformer.

Selvom idéen mediemæssigt og specielt på de sociale medier har vundet en voldsom udbredelse, skal man heller ikke overvurdere den støtte, idéen har fået fra forskellige partier og bevægelser. Realistiske UBI-analytikere har kaldt støtten en ”billig politisk støtte”, forstået på den måde, at den har været mere overfladisk og uklar, når det kom til mere realpolitiske forpligtelser.

Hvad bygger man en sådan påstand på? I nogle år har en række grønne partier således haft basisindkomst på deres politiske program. Det har f.eks. været tilfældet med De Grønne i Tyskland og Miljøpartiet i Sverige. Det er sket i principprogrammer og valgmanifester. Men når det er kommet til politiske koalitionsforhandlinger, hvor man skulle udmønte politikken og prioritere den i forhold til andre emner, har man nedprioriteret emnet, ofte også på grund af intern uenighed. Det har man set i Sverige.

For nylig har man også kunnet observere en tilsvarende tendens i det nye spanske politiske parti Podemos, hvor basisindkomstidéen i denne bevægelses start havde en fremtrædende plads. Da man så nærmede sig en realistisk mulighed for, at det nye parti kunne få en fremtrædende realistisk magtmulighed efter et valg, trak man spørgsmålet ud af partiets valgmanifest.

Den samme tendens til at UBI-spørgsmålet nedtones, falder ud eller helt forsvinder, så snart et politisk parti eller bevægelse er ved at blive stærkt og få magt, har man kunnet se i Brasilien. Her fik man i 2004 under den daværende præsident Lula da Silva ved lov indført ubetinget basisindkomst som en rettighed. Men denne ret er langt fra implementeret i praksis på grund af forskellige forbehold indskrevet i loven om hensyn til landets økonomiske situation og budgetmæssige begrænsninger. Men en væsentlig årsag er også manglende politisk vilje og fraværet af folkeligt pres. I Brasilien er det heller ikke lykkedes at udvikle Bolsa Familiapolitikken, der sikrer en minimumsindtægt til fattige familier, og som kan opfattes som en delvis basisindkomst, til en rigtig basisindkomst.

Ændring af arbejdsbegrebet

Den helt afgørende forudsætning for, at borgerløn kan blive accepteret som et afgørende redskab til udvikling af velfærdssamfundet bort fra konkurrencestatslogikken og i retning af en bæredygtig udvikling, er en mentalitetsmæssig og politisk ændring af arbejdsbegrebet.

Den norske sociolog Cato Wadel har meget rammende bemærket, at man kun ændrer syn på samfundet ved at ændre begreber. Hvis samfundet skal ændres i retning af en bæredygtig udvikling, kræver det blandt andet en ændring af arbejdsbegrebet.

Arbejderbevægelsen og venstrefløjen har i mange år rettet deres politiske opmærksomhed på vilkårene for lønarbejdet. Arbejde og job er blevet opfattet som lønarbejde. Derfor har man talt om styrkelse af lønarbejdernes stilling og muligheder, ret til arbejde eller uddannelse og ret til større tryghed. Man har helt glemt, overset og undervurderet det uformelle arbejde, (husholdningsarbejde, omsorgsarbejde, lokalsamfundsarbejde), som alle borgere i et vist omfang udfører. Man taler om “samfundsnyttige jobs”, men det er kun i den formelle sektor.

Vi bliver nødt til at udvide arbejdsbegrebet, hvis alle skal have samfundsmæssig anerkendelse. Og det nytter ikke blot at kræve, at alle skal stå til rådighed for lønarbejdsmarkedet. Vi har brug for stærke lokalsamfund og udvikling af en helt ny iværksætterkultur. Det kan ske, hvis vi tør frigøre de udstødte, der er bundet på hænder og fødder og for manges vedkommende dukker nakken i frygt for den næste beskæring af overførselsindkomsterne.

En grøn omstilling med en bølge af sociale og økologiske eksperimenter i samfundet vil være betinget af en ændring af arbejdsbegrebet, der går i retning af en borgerløn. En meget væsentlig del af det arbejde, der skal gøres for at få økologiske eksperimenter igangsat, vil nødvendigvis have form af uformelt arbejde, arbejde som ikke vil kunne være normalt lønarbejde. De grundlæggende rådighedsog aktiveringsregler i vort samfund med tvang til lønarbejde sætter nogle fundamentale barrierer for økologiske eksperimenter.

En grøn omstilling med en bølge af sociale og økologiske eksperimenter i samfundet vil være betinget af en ændring af arbejdsbegrebet, der går i retning af en borgerløn.

Til august 2017 udgiver Erik Christensen en ny bog om borgerløn: På vej til Borgerløn – Aktuel idedebat på forlaget Hovedland. Bogen koster 199 kr. og kan forudbestilles og bliver tilsendt uden forsendelsesomkostninger: mail@hovedland.dk. (mrk. Borgerløn)