J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2013

Hvem har ret til at lave vores penge?

Af UFFE MADSEN

Uffe MadsenI et retssamfund må der nødvendigvis være nogle regler for, hvem der har tilladelse til at udstede samfundets betalingsmidler – altså vores penge. Hvis alle og enhver kan lave penge, mister vi tilliden til dem, og dermed er der ingen, som ønsker at modtage pengene som modydelse for en vare eller tjenesteydelse. Tilliden til samfundets penge er en nødvendighed.
Når vi i dagligdagen modtager sedler og mønter som betaling, har vi fuld tillid til, at vi igen kan komme af med dem, uden at nogen stiller spørgsmålstegn ved værdien. Vores penge er udstedt af Danmarks Nationalbank, som jfr. Lov om Danmarks Nationalbank § 8 er eneberettiget til at udstede pengesedler. I samme lov er det bestemt, at Nationalbankens pengesedler ”er lovligt betalingsmiddel mand og mand imellem, samt ved ind- og udbetalinger, der foregår ved offentlige kasser”. Skulle nogen alligevel formaste sig til at lave betalingsmidler, så fastsætter § 170 i Straffeloven, at man i så tilfælde straffes med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

Pengesedler og Dankort
Over de seneste 50 år har pengesedler haft en stadig mindre betydning som betalingsmiddel. Efterhånden anvender vi kun pengesedler til småindkøb i butikker og kiosker, idet vi langt de fleste tilfælde trækker vores Dankort frem og kører det igennem betalingsterminalen i forretningen. På den måde henter forretningerne pengene fra vores konti i bankerne på en let og smertefri måde uden at skulle bruge tid på at håndtere kontanter. Når vi så kommer hjem og skal betale stakken af regninger, sætter vi os til computeren og går ind på vores Netbank - for derigennem at foretage de nødvendige betalinger og overførsler. Også dette er let og smertefrit, så længe der er penge på kontoen.

Hvad er det nu lige, som sker her? Er vores betalingsmidler langsomt gledet fra at være Nationalbankens pengesedler til at blive noget helt andet, og hvordan hænger det sammen med loven om betalingsmidler?

Kontanter og elektroniske penge
I Danmarks Statistik er der en opgørelse over mængden af penge, som cirkulerer i vores samfund. I statistikken er pengemængden benævnt som M1, og den samlede mængde penge på nuværende tidspunkt andrager omkring 863 mia. kr. Af dette beløb udgør Nationalbankens pengesedler 53,5 mia. kr. – men hvad så med resten på omkring 810 mia. kr.? Det er de betalingsmidler (penge), som vi har stående på vores betalingskonti i bankerne, og som vi trækker på, når vi kører vores Dankort igennem betalingsautomaten, og som vi betaler fra, når vi sidder ved computeren og betaler vores regninger. Altså er kun omkring 6 % af vores penge Nationalbank-penge, og de 94 % er et eller andet elektronisk, som vi kan se på en skærm.

Hvis vi nu bliver i tvivl om, hvorvidt de elektroniske penge reelt findes, kan vi gå ind i vores bank og spørge til dem. Sandsynligvis mod et mindre gebyr vil kassereren finde dem i kassen, og man kan som kunde blive bekræftet i, at de rent faktisk også findes i pengesedler. Roen kan falde over os igen, for værdierne er tilsyneladende til stede, og vi lader pengene blive i banken. Forestiller vi os så, at der af en eller anden årsag opstår lidt mistillid til de her elektroniske penge, og at der ikke er én, men 100 kunder, som samtidig går ind i banken for at veksle de elektroniske kontopenge til pengesedler, ja så opstår problemet, for bankerne har dem slet ikke. Der findes kun 53,5 mia. kr. til at dække elektroniske kontopenge for 810 mia. kr., så alle kan altså ikke få deres indestående vekslet til Nationalbankens pengesedler.

Nu er denne situation slet ikke ny og ukendt, men hvad er så grunden til, at vi gladelig overlader bankerne vores betalingsmidler? Det gør vi, dels fordi det er noget bøvl at gå rundt med så mange kontanter, og det kan måske også være lidt usikkert af hensyn til faren for røveri, men vi gør det også, dels fordi bankerne har stillet en garanti, hvor de i fællesskab hæfter for et indestående på op til omkring 750.000 kr. for hver kunde. Skulle denne garanti ikke være tilstrækkelig i en krisesituation, ja så står Den danske Stat bagved og sikrer vores pengesystem, hvilket vi oplevede under den nuværende krises første tid i 2008.

Der er altså en god sikkerhed bag vores betalingsmidler – pengesedlerne er sikret af Nationalbanken, og vores indestående i bankerne er ligeledes sikret. Begge steder står Staten bagved som garant for sikring af pengesystemet. Derfor har vi fuld tillid til pengene, og vi stiller ikke spørgsmål til værdien bag. Sådan skal det også være.

Hvor kommer pengene fra?
Næste spørgsmål er så, hvor kommer pengene fra? Pengesedlerne kommer jo fra Nationalbanken, som trykker dem og sætter dem i omløb gennem bankerne. Hvad så med de elektroniske penge – hvordan bliver de fremstillet og af hvem?
Som noget af det eneste, der kommer ud af den blå luft, skabes de elektroniske penge ud af den blå luft. Det sker på den måde, at hver eneste gang, en bank låner penge ud til en kunde, så skabes der elektroniske penge – dvs. at vores pengemængde forøges - og hver gang en kunde nedbringer et lån eller kredit i banken, så bliver den samlede mængde af penge lidt mindre. Med andre ord er omkring 94 % af vores pengemængde skabt ud af den blå luft, og alligevel har vi tillid til disse penge, fordi hele den finansielle sektor med Nationalbank og Staten står bag og garanterer for dem.

Vi kan også betragte udviklingen af pengeudstedelsen sådan, at hvor den tidligere stort set alene lå på Nationalbanken, så er den hen over årene blevet privatiseret og er næsten fuldstændig lagt i hænderne på de private banker. Altså en privatisering, som der ikke har været truffet politisk beslutning om, og som borgerne ikke er blevet hørt om. Vel nok den største privatisering, som vores samfund har været igennem, og den er kommet ind ad bagdøren, uden at nogen har stillet spørgsmålstegn ved det. Ingen politiske partier og ingen politikere har så meget som hævet et øjenbryn i den anledning. Heller ikke økonomer og finansfolk har tilsyneladende bemærket det.

Manglende styring af pengemængden!
Hvad er så følgerne af denne privatisering? Den ene er, at indtægten ved at udstede samfundets penge nu går til de private banker i stedet for til Nationalbanken, og dermed Staten. Den anden følge er, at Nationalbanken mister styringen af pengemængdens størrelse, og jfr. Lov om Danmarks Nationalbank, så er det Bankens opgave på samfundets vegne at regulere mængden af penge, således at vi får et stabilt pengesystem. Følgen af den manglende styring så vi i perioden fra 2001 til 2008, hvor pengemængden stort set blev fordoblet og skabte en voldsom overophedning i økonomien med store stigninger i priser på ejendomme og aktier til følge. Det var netop penge, der blev skabt ud af den blå luft, som forårsagede denne boble i økonomien. Nationalbankens måde at styre pengesystemet på er, at når der opstår overophedning – som vi så i disse 7 år – så hæver de renten, og dermed bremser de ifølge teorien den uhensigtsmæssige vækst. Det, som skete, var bare, at Nationalbanken i stedet sænkede renten, og dermed var den med til at skubbe yderligere til den accelererende økonomi.

Man kunne ikke forvente, at de private banker af egen fri vilje ville dæmpe udlånsstigningen, for alt gik jo godt, og der var penge at tjene. Vi må ikke glemme, at banker er private virksomheder, som har til formål at skabe overskud til ejerne – aktionærerne – og det gjorde de så alle sammen, hvilket man ikke kan bebrejde dem. Fejlen ligger i, at systemet giver dem mulighed for at øge pengemængden i den grad, som det var tilfældet. Det nuværende system, hvor private banker skaber samfundets betalingsmidler, kan ikke undgå at få en accelererende virkning opad, når det går godt, og på samme måde ser vi det i disse år, hvor den accelererende virkning i stedet går nedad med faldende udlån til følge. Et andet problem i denne nedgangsperiode er, at Nationalbanken ikke er i stand til at stimulere markedet gennem nedsættelse af renten, idet renten allerede ved krisens begyndelse var i bund.

Lovgivning om pengeudstedelse
I erkendelsen af, at private banker skaber penge ud af den blå luft, kan vi vende os imod den lovgivning, som regulerer pengeudstedelsen. Loven er helt klar – Danmarks Nationalbank og ingen andre har eneret på at udstede vores betalingsmidler. Konklusionen må så være, at de private bankers udstedelse af betalingsmidler ikke er lovlig jfr. Straffelovens § 170, men det er hverken politikere eller myndigheder tilsyneladende opmærksomme på.

Det er ikke alene i Danmark, at udstedelsen af samfundets betalingsmidler er lagt i hænderne på de private banker. Sådan er det i hele den vestlige verden, men det gør ikke situationen mindre problematisk. I Sverige føres der netop nu en sag ved Högsta Domstolen (Sveriges Højesteret), idet en advokat ved navn Henning Witte har nægtet at betale et rentebeløb, som hans bank kræver betalt. Advokaten hævder, at banken ifølge loven slet ikke er berettiget til at udstede elektroniske penge, og derfor skal de heller ikke betales tilbage eller forrentes. Det bliver interessant at følge denne sag i Sverige. Det kunne også være interessant at se, om der er en borger i Danmark, som har mod på at prøve det danske retsvæsen af i en lignende sag.

For at undgå en økonomisk krise igen på et senere tidspunkt, er det helt afgørende, at loven om udstedelse af betalingsmidler håndhæves, og at pengeudstedelsen i det fulde omfang trækkes tilbage til Nationalbanken, hvor den hører hjemme, og som er en forudsætning for, at Nationalbanken kan opretholde en stabil økonomi i samfundet.

J.A.K. bladet