80-årige Hans Melgaard trækker sig tilbage fra Repræsentantskabet i Fælleskassen, som han selv var med til at starte i 1985

Fælleskassen udsendte i april måned et nyhedsbrev, som indeholdt en tak til Hans Melgaard for hans mangeårige engagement i Fælleskassen. Vi har fået tilladelse til at bringe indlægget her i JAK Bladet, og vil dermed gerne sige Hans Melgaard tak for hans store engagement i JAK bevægelsen.

”Jeg er jo den sidste af de gamle, og jeg har overværet i alt fire forskellige direktører her i Fælleskassen,” fortæller Hans Melgaard, som efter tre årtier i Repræsentantskabet trækker sig tilbage. Den tidligere formand for Repræsentantskabet har gjort sit, som han siger, og overlader en andelskasse, som står solidt og stærkt på trods af hård konkurrence fra bankerne. Men selvom der er hård konkurrence, er vejen frem for Fælleskassen at holde stædigt fast i sin egenart, mener han. Selv kan han nemlig godt frygte en stigende ”Djøf’isering”, frem for et fokus på de solidariske værdier, som udgør Fælleskassens kerne.

”Jeg kan være bange for, at de unge kræfter i Repræsentantskabet begynder at tænke som de almindelige banker, og her vil jeg godt slå fast: Fælleskassen er IKKE en bank. Fælleskassen er en andelskasse, og til det hører et helt særligt værdisæt. Et solidarisk værdisæt som er vores specielle egenart. Den skal vi vogte over og værne om. Ellers har vi ingen berettigelse.”

”Jeg er jo fritids-pamper”

Selv kommer Hans Melgaard fra trange kår. Han voksede op på et lille husmandssted i Volstrup sogn i Vendsyssel, og allerede som 14-årig kom han ud for at tjene som gartner. Hjemmefra havde han et godt kendskab til fagforeningslivet, da faderen, Alfred Melgaard, var meget engageret i diverse bestyrelser og andelsbevægelser, og den unge Hans var derfor vant til et hus med bestyrelsesmøder og en far, der var væk til møder. Selv trådte han ind i sin første af mange bestyrelser som 15-årig, hvor Sæby Vandrelaug fik æren af den unge Melgaards engagement.

Et særdeles aktivt liv i forskellige bestyrelser og et engagement i den videre udvikling af sit fag gennem de 15 år som formand for uddannelsesudvalget for Teknisk Skole i Vilvorde i Roskilde gartnerafdelingen – et fritidsliv som kan tage pusten fra de fleste. ”Fritidspamper” omtaler Hans sig selv med et glimt i øjet, for han vil ikke have været arbejdet og engagementet foruden. Med indsatsen har indflydelsen fulgt trop, og har man ideer og gode visioner, skal de deles og iværksættes, mener han, og sådan har det i den grad været for Hans Melgaard gennem hele hans arbejdsliv.

JAK-bevægelsens indflydelse

Gennem faderen stiftede den unge Hans også bekendtskab med JAK-bevægelsen (Jord, Arbejde og Kapital) – en bevægelse hvis grundtanke blev ført direkte videre i Fælleskassens tilblivelse.

”Jeg er jo arveligt belastet, og både mit engagement i fagbevægelsen og JAK-bevægelsen kommer fra min far. Den solidariske grundtanke fra JAK-bevægelsen går direkte videre i Fælleskassens ideologi, og det hele hviler på et solidarisk grundlag, hvor alle er lige, og ingen kan tilkøbe sig mere magt end andre”, forklarer Hans Melgaard og fortsætter.

”JAK startede herhjemme i 1930’erne, hvor hver tredje landmand gik konkurs. De havde en større gæld end de kunne betale, fordi deres varer blev billigere og billigere. Helt som i dag. JAK havde fundet ud af, at når man havde en stor gæld, skulle man betale en masse renter til banker og kreditinstitutioner, så de slog sig op på det rentefrie samfund, der skulle blive til en samfundsbank, og som stillede sig til rådighed for produktionen mod det, det kostede at administrere. Derfor kunne man få et JAK-lån for 2 %, mens rentesatsen ellers var mellem 4 og 8 %.”

Fælleskassen ser dagens lys

Da Hans og hans kone Birthe i 1962 skulle købe hus, var det også med udgangspunkt i JAK-lån, hvor man kunne låne tre gange det, man havde sparet op. Huset i Birkerød var i sikkerhed, men JAK-Banken gik kort tid efter ned: ”Bikuben gik ind og købte resterne af JAK-Banken, og alle os med JAK-lån kunne beholde dem resten af løbetiden, men så stod vi der og skulle finde ud af, hvad vi så skulle gøre. Selv var jeg formand for JAK i Frederiksborg Amt, og sammen med bl.a. Poul Busk Sørensen, som var formand i København, fandt vi ud af at starte lokale andelskasser.”

Disse lokale andelskasser blev starten på Fælleskassen, og efter flere år med hårdt arbejde og en stærk tro på, at andelstanken og det solidariske grundlag var sagen, var vejen banet for en egentlig landsdækkende andelskasse frem for de lokale afdelinger. Fælleskassen blev en realitet.

”Lovgivningen blev ændret og gav så lov til, at vi kunne etablere os landsdækkende frem for lokalt, hvis vi havde en andelskapital på fem millioner kroner, og ude i alle de lokale afdelinger blev der arbejdet hårdt for at skaffe andelskavere – og kapital – nok. På det tidspunkt var vi de atypiske i samfundet. Busk Sørensen og jeg selv var militærnægtere, og ellers bestod vores gruppe af alt lige fra esperantister, økologer, tilhængere af Rudolf Steiner, og vi fik rigtig mange andelskavere fra Christiania. Vi var fælles om at være forskellige, og der var en pointe i vores forskellighed. Vi var alle lige, og vi brændte alle for den samme sag.”

”Djøf-iseringen er min største frygt”

Gennem årene er Fælleskassen vokset pænt, og i dag er der godt 6.000 andelshavere. Spørger man Hans Melgaard om andelstankens berettigelse i dag, har han nogle klare bekymringer.

”Den ideologi vi startede under, er under pres, og jeg frygter, at andelstanken bliver udvandet, fordi de mennesker der overtager, ikke har den hellige ild, vi havde. Alle ligner hinanden i dag, og de, som studerer, til de er 25 år for så at sidde bag en skærm, aner absolut intet om, hvad der foregår blandt almindeligt arbejdende mennesker i samfundet. Det er uhyggeligt. Vi var jo en meget broget gruppe med vidt forskellige baggrunde og professioner, og sådan skal det være, hvis mangfoldigheden skal opretholdes. Som det ser ud nu, er netop mangfoldigheden stærkt truet til fordel for Djøf-iseringen.”

På andre punkter er Hans Melgaard dog optimistisk

”Jeg glæder mig dog over, at alle os originaler fra dengang havde fat i noget rigtigt. Ser du dig omkring i dag, vinder de grønne og sociale tiltag indpas, og det var jo vores udgangspunkt dengang, som det er i dag med bl.a. Fælleskassens Grønne og Sociale Pulje. Den solidariske grundtanke er stadig rigtig: Kontrolleret vækst, ingen aktionærer som skal belønnes og lige vilkår for alle. Værdierne er lige så aktuelle i dag, som de var i 1985, ja, og så så jeg i TV2 nyhederne forleden et indslag fra et nyetableret andelsslagteri på Samsø, hvor historien var, at der flere steder kommer liv i de gamle andelsslagterier igen. Og så tænker jeg: Det, jeg har stået for hele livet, er på vej frem igen. Fint, så har jeg da ikke levet forgæves.”